H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Læs et stenografisk referat af talen nederst i opslaget

Berlin den 23. Oktober 1918.

I Morges fulgte Andreas Grau med mig hen i Rigsdagen.

I Foyeren blev jeg modtaget af den frikonservative Rigsdagsmand Löscher med Udraabet: „Naa, saa De vil ogsaa forlade os? „Ja,” svarede jeg, „det kan ikke være anderledes.

Men lad os skilles i Fred og Fordragelighed, maaske kan vi senere arbejde sammen under andre Forhold.” „Hvorledes mener De det? ‘ spurgte han. „I Folkenes Forbund?”

Jeg blev kaldt til Side af Hoff. „Hvordan har De tænkt Dem Afstemningen foretaget?” spurgte han, „og hvor langt ned mener De, at man vil stemme for Danmark?”

„Ned til Flensborg,” svarede jeg, „men Flensborg vil efter min Mening give et Flertal af tyske Stemmer. Den er jo desværre nu en overvejende tysk By.”

Vi talte noget om Sagen, han var forknyt, men føjelig og fordragelig.

Inde i Salen kom Günszer hen til mig. „Sig mig,” spurgte han, „er der ingen Huse at faa at købe i Nordslesvig?” „Jo,” svarede jeg spøgende, „slipper vi først løst, bliver der nok Huse tilfals.”

„Men alvorlig talt,” fortsatte han, „jeg er Liebhaver, man kan sikkert ikke gøre noget bedre end at flytte derop. Jeg misunder Dem, at De er Dansker.”

Saadan gik det videre. Der var ingen Uvilje at mærke, men der laa en forknyt, tung og trykket Stemning over Huset.

Paa Talerlisten stod jeg opført efter Polakkernes Ordfører Stychel. Imidlertid meldte Grev Posadowsky sig til Ordet, og han fik Plads foran mig. Mens Stychel talte, kom Dr. Ricklin hen til mig paa min Plads. „Sig mig,” spurgte han, „De vil da ikke tale i al Almindelighed?”
— „Nej.”
— „Men De vil kræve Selvbestemmelsesretten?” — „Ja, jeg kræve Nordslesvigs Afstaaelse til Danmark paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret.”
— „Det er godt, saa maa og vil vi ogsaa bryde Tavsheden og præcisere vort Standpunkt!”

Elsass-Lothringerne havde af Frygt for et Tilbageslag først paa deres Fraktionsmøde bestemt, at de ikke vilde tage Ordet, men ved at se mit Navn paa Talerlisten bag Stychels, var de bleven betænkelige, og da Dr. Ricklin kom tilbage til sin Plads og  havde aflagt Beretning om Samtalen med mig, ændrede de deres Beslutning.

Lidt efter gik Haegy op til Præsidiet og meldte Dr. Ricklin til Ordet, og da han repræsenterede en Gruppe, blev han placeret foran mig.

Hans Tale blev modtaget med knurrende Uvilje, og det kan jo ikke nægtes, at den stod i en ret skurrende Modsætning til de Loyalitetserklæringer, som han i tysk Stabslægeuniform gentagne Gange havde afgivet fra den samme Talerstol under Krigen.

Efter ham fik jeg Ordet. Huset var godt besat. Medlemmerne stod tæt omkring Talerstolen, og jeg havde fra først til sidst deres Øre.

Da jeg indledende sagde: „Først et historisk Tilbageblik,” raabte man fra de konservative Bænke: „Behøves ikke, vi kender Historien.”

Fra Venstre lød der gentagne Gange, men især ved Talens Slutning, livligt Bifald.

Midt under Talen sprang Grev Westarp op paa Trappen til Præsidiet, forlangte demonstrativt Ordet til Forretningsorden og opfordrede Regeringen til straks at tage Standpunkt til mit Krav.

Vicekansler v. Payer svarede, at det vilde ske i næste Møde, og efter at Grev Westarp endnu havde vekslet et Par heftige Repliker med Formanden, kunde jeg fortsætte min Tale.

Da jeg gik ned fra Talerstolen, mærkede jeg, bortset fra de Konservative, ingen Uvilje. Conrad Hauszmann, som nu er Statssekretær, og Naumann kom atter og trykkede varmt min Haand, andre Kolleger fulgte deres Eksempel og sagde nogle anerkendende Ord om, at jeg havde forstaaet at tale saaledes, at jeg ikke saarede og krænkede deres Følelser.

I Foyeren kom Kloppenborg Skrumsager, Nis Nissen, Andreas Grau, Bankdirektør Hübbe og Købmand Erichsen, som havde hørt Talen fra Tribunen, og ønskede mig til Lykke.

Om Aftenen fejrede vi Dagen ved et godt Glas. Kloppenborg-Skrumsager talte for mig og gjorde mig opmærksom paa, at det i Dag var 12 Aar siden, jeg var bleven valgt til Rigsdagsmand.

Han havde let ved at huske det, fordi hans yngste Søn netop var født den Dag.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

Stenografisk referat af H.P. Hanssens tale i Rigsdagen den 23. oktober 1918 (efter Franz von Jessen: Haandbog i det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937).

194. og 195. Møde d. 23. og 24. Oktober 1918

(Præsident Fehrenbach)

23. Oktbr.- 1918.  Forhandling om Ændring af Rigsforfatningen. Som Repræsentant for Polakkerne har Rigsdagsmand Stychel og for Elsass-Lothringerne Rigsdagsmand Ricklin gjort deres nationale Krav gældende.

Ordet gives til H. P. Hanssen.

Hanssen: Mine Herrer, Rigskansleren [Prins Max af Baden]  har i sin første Programtale højtideligt erklæ­ret, at han søger en varig Fred for hele  Menneskeheden, en ærefuld Rettens og Forsoningens Fred.
Og »Retsspørgsmaalet,« tilføjede han i Gaar, »gør ikke Holdt ved vore Landegrænser, som vi aldrig frivillig vilde aabne for Voldsmagten. De Grundsætninger, som vi har antaget som normgivende for os, berører ogsaa Problemer inden for Rigets Omraade.« Rigskansleren har endvidere erklæret sig rede til som Grundlag for Fredsforhandlingerne at antage Præsident Wilsons Kongrestale af 8. Januar 1918 og det i hans senere Tilkende­givelse opstillede Program.

Til Præsident Wilsons Program hører først og fremmest Gennemførelsen af Folkenes Selvbestemmelsesret, som Tyskland, hvad Rigskansleren for nogle Dage siden paa ny fastslog i sin Tale til Præsidiet for den litauiske Taryba, har anerkendt.

Og i Punkt 4 i sin Programtale af 12. Februar erklærer Præsidenten, at »alle klart omskrevne nationale Krav skal finde videstgaaende Tilfredsstillelse.« Al Tvetydighed i internationale Spørgsmaal maa nu undgaas. Den alvorsfulde Stund kræver klar og aaben Tale. Under Henvisning til Rigskanslerens og Præsident Wilsons førnævnte Standpunkt kræver jeg som Repræsentant for den danske Befolkning i Nordslesvig i Rettens og Retfærdighedens Navn Gennemførelsen af Pragfredens § 5 og dermed ved den forestaaende Fredsslutning det nordslesvigske Spørgsmaals endelige Løsning paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret.

Først et ganske kort historisk Tilbageblik. I 1864 blev de danske Nordslesvigere mod deres Vilje og trods deres højtideligste Protest af de to Stormagter Preussen og Østrig med Vold løsrevet fra deres gamle Fædreland Danmark og fra deres eget Folk, som de var knyttet til ved Sprog, Sæder, Minder og en mere end tusindaarig ærefuld Historie.

To Aar senere afstod det slaaede Østrig alle sine Rettigheder til det fælles Krigsbytte fra 1864 til Preussen. Afstaaelsen blev nærmere bestemt i Pragfredens § 5, som lyder saaledes: »Hans Majestæt Kejseren af Østrig overdrager Hans Majestæt Kongen af Preussen alle sine i Freden i Wien af 30.Oktober 1864 erhvervede Rettigheder til Hertugdøm­merne Holsten og Slesvig, dog saaledes, at Befolkningen i de nordlige Distrikter af Slesvig skal afstaas til Danmark, naar den ved fri Afstemning tilkendegiver Ønsket om at blive forenet med Danmark.«

Pragfredstraktaten blev 20. December 1866 forelagt den preussiske Landdag. Ved denne Lejlighed kritiserede flere Talere Nordslesvigs Afstaaelse til Danmark. Over for dem præ­ciserede Bismarck sit Standpunkt til Folkenes Selvbestemmelsesret, idet han i Følge den steno­grafiske Beretning erklærede: »Jeg har altid været af den Mening, at en Befolkning, som varigt med utvivlsomt tilkendegivet Vilje lægger for Dagen, at den ikke vil være preussisk og tysk, som i utvivlsomt tilkendegivet Vilje vil tilhøre en Nabostat af dens Nationalitet, ikke styrker den Magt, fra hvilken den søger at adskille sig. Vi har overtaget Bestem­melsen, og Preussen maa holde den, men vi vil udføre den saaledes, at der ikke bestaar Tvivl om Afstemningen, som vi foretager, om dens Frivillighed og Uafhængig­hed og om den definitive Vilje, der derved tilkendegives.«

En fortræffelig Grundsætning, et forpligtende Ord! Den danske Befolkning i Nord-slesvig gav i de følgende Tider atter og atter sine Ønsker og sin Vilje klart Udtryk.

Men Aarene gik, uden at Preussen opfyldte sin traktatlig overtagne Forpligtelse til at foretage en Folkeafstemning i Nordslesvig. (Hør, hør! fra Polakkerne og de uafhængige Socialdemo­krater.)

I 1877 stillede en af mine Forgængere her i Rigsdagen, Rigsdagsmand Kryger, derfor
med Understøttelse af Centrum et Forslag om at opfordre Regeringen til »straks at træffe Forberedelse til, at den ved Pragfredens § 5 Nordslesvigerne givne Ret til en fri Afstemning om deres statsretlige Tilhørsforhold snart kunde blive virkeliggjort.«

Den 19. April 1877 stod Forslaget her til Forhandling. Under Debatten konstaterede Rigskanslerens Stedfortræder, Statssekretær v. Biilow, at Regeringens Opfattelse af Spørgsmaalet netop var den, som Bismarck elleve Aar før havde givet Udtryk for i sine citerede Ytringer!

Ved denne Lejlighed tog ogsaa Rigsdagsmand Windthorst Ordet, og Dem, mine Herrer Centrum, vil det sikkert ganske særlig interessere at høre, hvad denne fremragende og vidt­ skuende Statsmand udtalte om Spørgsmaalet:

»Jeg stemmer ikke for Forslaget, fordi jeg tror, at dette meget delikate Spørgsmaal ikke kan overskues af os i alle Retninger, fordi jeg tror, at Tidspunktet og Forhandlingernes Modaliteter maa vælges saaledes af vor Regering, som Europas offent­lige Forhold gør det raadeligt. Da jeg i denne Henseende ikke kan se klart, kan jeg i dette Øjeblik heller ikke stemme for Forslaget, thi idet jeg gjorde det, vilde jeg efter min Mening kræve, at Regeringen straks skulde gaa frem paa den foreslaaede Vis.

Men jeg gentager, at jeg, naar jeg i Dag af disse Grunde ikke stemmer for For­slaget, dog fuldt ud maa anerkende Nordslesvigernes af Prag­fredens § 5 opstaaede Rettigheder, og at det ikke er heldigt at trække den Slags Ting i Langdrag og ligesom at ville skrive dem i Glemmebogen. Saadanne Sager glemmes ikke, men dukker mgget ofte op i de mest ubelejlige Øjeblikke. (Hør, hør! fra de uafhængige Socialdemokrater.)

Jeg har imidlertid den Tillid til vor udenrigspolitiske Ledelse, at den vil gribe det første, det bedste Øjeblik, der tilbyder sig, for at faa denne Sag ud af Verden.«

Saa vidt Windthorst. Hans Haab gik desværre ikke i Opfyldelse. To Aar senere offent­liggjorde Preussen helt uventet Traktaten af 11. Oktober 1878, hvorefter med Østrigs Indvilgelse Bestemmelsen vedrørende Nordslesvig i Pragfredens § 5 blev erklæret for ophævet. (Hør, hør! fra de uafhængige Socialdemokrater.) Den nøgne Vold triumferede atter over Retten. De Rettigheder, som Windthorst højtide­ligt havde tilkendt Nordslesvigerne, blev nedtrampet.

En højst ulykkelig Tid brød dermed ind over Nordslesvig. I Tillid til Preussens Traktat­troskab og Bismarcks højtidelige Tilsagn var over en Tredjedel af den nordslesvigske Befolk­ning indtil da udvandret, fordi de følte sig ulykkelige under det preussiske Regimente. For dem, der var blevet i deres Hjemland, begyndte en Tid med sproglig Undertrykkelse, med national Voldførelse, med politiske Plagerier, som i Aarene 1898 til 1903 kulminerede i den saakaldte Köller-Politik, der den Gang, som mange af de Herrer endnu vil mindes, syssel­satte Rigsdagen tre Dage i Træk.

I Dag, da det gamle System er brudt sammen, og et nyt Tyskland er under Udvikling, vil jeg ikke gaa nærmere ind herpaa, men eet maa jeg dog i Dag konstatere: naar det tyske Folk i disse tunge Krigsaar ofte smerteligt har savnet Sym­pati hos de beslægtede Nabofolk i Norden, maa De ikke mindst føre dette tilbage til Preus­sens uretfærdige, voldsomme, hensynsløse og haarde nordslesvigske Politik. (Meget rigtigt! fra venstre.)

En ny Tid er ved at oprinde. De Mænd, der i Dag staar ved Roret i Tyskland, har i Svaret paa Pavenoten, som hører med til Regeringsprogrammet, udtalt som deres Over­bevisning, at Rettens moralske Magt i Fremtiden maa afløse Vaabnenes materielle Magt, at det menneskelige Samfunds syge Legeme kun kan helbredes ved at styrkes med Rettens sædelige Kraft.

Med Wilsons Program har den nye Regering anerkendt Folkenes Selvbestemmelsesret. Vi haaber, at den ved den forestaaende Fredsslutning ogsaa er redetil at føre en Rettens og Retfærdighedens Politik, en virkelig Forsoningspolitik over for os.

Og — lad mig tilføje — over for Danmark og Skandinavien.

Thi i den Henseende skal De ikke lade Dem skuffe. Hele Skandinavien følger med sine varmeste Sympatier den lille tapre sønderjydske Folkestammes Skæbne. Fra Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson i Norge til Selma Lagerlof og Ellen Key i Sverige, fra de store danske Digtere i forrige Aarhundrede til Harald Høffding og Georg Brandes og videre til den yngre Generation har næsten alle fremragende Repræsentanter for Aandslivet i Norden atter og atter krævet en retfærdig Løs­ning af det nordslesvigske Spørgsmaal. (Hør, hør! fra venstre.)

I de sidste Dage har vi atter hørt Tusinder af Stemmer fra Norden, som i dette Spørgs­maal appellerer til det tyske Folks Retfærdighedsfølelse, og — mærk Dem det, mine Herrer — hyppigt ogsaa til dets politiske Klogskab. Karakteristisk i denne Henseende er følgende Ytring af den tyskvenlige Docent ved Universitetet i Kristiania, Dr. Fredrik Paasche, der findes i en Artikel, som han i disse Dage har offentliggjort i det norske Blad »Tidens Tegn«: »Tre Folks Tanker gaar i disse Dage til Sønderjylland. Navnet er ikke taget med paa Præsident Wilsons Fredsprogram. Lad os nævne det med den Styrke, vi kan.

Halvtreds Aars Trofasthed mod Norden kalder paa vor Oprigtighed, og tre Folk véd i Dag, at det Tyskland, som »taber« Land i Nordslesvig, i Virkeligheden bliver et større Land og vinder varige Værdier — en Vej til andres Tillid. Maatte ogsaa det tyske Folk se og forstaa det.« (Bravo hos de uafhængige Socialdemokrater.)

Socialdemokraterne i Slesvig og Holsten har allerede for flere Aar siden paa en Partidag i Kiel udtalt sig for Opfyldelsen af Pragfredens § 5. Jeg er Rigsdagsmand Haase meget taknemlig for, at han i Dag har indtaget det samme Standpunkt her. I den hollandsk-skandinaviske Komités Fredsmanifest af 10. Oktober 1917, det saakaldte Stockholmer-Manifest, kræves der en venskabelig Løsning af det nordslesvigske Spørgsmaal paa Grundlag af en i Forstaaelse med Beboerne foretagen Grænseregulering.

Det danske Socialdemokrati staar paa samme Standpunkt. »Socialdemokraten« i København har for nogle Dage siden atter rejst dette Krav, og i Sverige har saavel Hjalmar Branting som Borgmester Lindhagen, det svenske Socialdemokratis tvende navnkundige Førere, i kraftige, mandige Ord betegnet det nordslesvigske Spørgsmaals Løsning paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret som det nye Tysklands Æressag og Ærespligt.

Med dyb Taknemmelighed kan jeg i Dag konstatere: Fra alle politiske Lejre i Skandi­navien, fra det yderste Højre til det yderste Venstre, lyder i disse Dage det enstemmige Raab til Tyskland: Retfærdighed mod Danskerne i Nordslesvig.

Mine Herrer, overhør ikke dette Raab! Naar Folkenes Selvbestemmelsesret er Alvor for Dem, naar De virkelig vil afslutte en Rets- og Forsoningsfred, saa maa De, naar Freden nu snart sluttes, løse det nordslesvigske Spørgsmaal.

Dermed opfylder De ikke blot vore varmeste Ønsker, dermed fremmer De ogsaa tyske Interesser. (Meget rigtigt! fra de uafhængige Socialdemokrater.)

Thi Retfærdighed ophøjer et Folk! (Livlige Bravo fra venstre.)