Senest ændret den 22. februar 2016 17:31
Af Allan Otto Wagner
176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten
Næste Morgen, d. 18. Nov., atter Fremrykning. Vi havde knap faaet os udhvilet efter den forrige Dags lange March, Uden for Byen modtoges vi af Geværsalver, og efter at vi en Tid lang havde ligget udsværmet, retirerede vi tilbage igennem Zgerz og tog Stilling bag en Banedæmning (Zgerz—Strykov—Lowic).
Her skulde vi ligge som Reserve, men i højeste Alarmberedskab, og ved Middagstid fik vi Ordre til at rykke frem som Forstærkning for Reg. 141.
Paa Vej fremefter saas det, hvor svært det havde været for Kammeraterne at arbejde sig frem; Hul ved Hul, hvori de havde søgt Dækning. Hist og her laa der Uniformsgenstande fra en saaret. Af og til blev Sindet nedstemt ved at gaa forbi en død Kammerat.
Med disse Omgivelser for øje marcherede vi tavse fremad, spændt paa, hvad Dagen vilde bringe. Vi naaede et Stykke Bøgeskov, jeg tror, den eneste Bøgeskov, jeg har set i Polen. Vi sværmede ud, for her blev det pludselig meget farligt; Kuglerne hamrede imod Træstammerne og gik baade paa Kryds og tværs.
Man opdagede, at det var vanskeligt at afgøre, fra hvilken Side man skulde søge Dækning; vi vidste, at disse ,,Querschlägere” var farlige. Ved Siden af mig fik en Vicefeldwebel sit ene Ben revet op af et saadant Bæst, og mens jeg hjalp ham med Forbindingen, klagede han sig jammerligt. Efter at en Sanitetssoldat var kommet til, fulgte jeg Kammeraterne.
Vi naaede ud af Skoven, og nu skulde et Stykke aaben Mark forceres, før vi naaede de første Huse, bag hvilke Reg. 141 laa i Stilling. Disse to tre Hundrede Meter kostede vort Kompagni 2 døde og 7 saarede, og disse var desværre foreløbig afskaaret fra at faa Hjælp. Vi maatte sande, at det var værre at gaa i Stilling i et Kampafsnit end at ligge i Stillingen.
Jeg naaede lykkeligt frem til en Trælade, hvor Kuglerne desværre gik igennem. En Officer raadede til Dækning bag en Halmstak, hvor ingen Kugle gik igennem. Pludselig kom min eneste Landsmand i Kompagniet, Andr. Jønsson, med Hovedet i Bind for at byde mig Farvel. Han fik ,,Skrammen” — for det var kun et ,,Heimatschuss”, — da han forbandt en anden Kammerat.
Da det begyndte at blive mørkt, forlod han os med et Smil. Hver Gang en Sending fra Artilleriet begyndte at hyle i Luften, løb en Del af os ind i forreste Linie. Vort Artilleri buldrede Natten igennem, hvorimod Fjendens Artilleri svarede med at sende en enkelt Granat regelmæssigt hvert Kvarter, saa vi kunde hver Gang være forberedt, naar Granaten fo’r tæt hen over os, banende sig Vej gennem det stille Snevejr.
Vejret var slaaet om til Frost og Sne. Vi forblev Natten igennem i Skyttegraven, og til Trods for, at der laa døde Kammerater ovenfor, fik man sig alligevel et Par Timers Søvn i Nattens Løb i Bunden af Graven. —
Men Træthed og Udmattelse befriede os for alle Rædsler og tvang os til at sove. Man kunde falde i Søvn i alle mulige Stillinger, en Pæl at læne sig til var tilstrækkeligt.
