Senest ændret den 5. februar 2016 15:21

Dagens nyt fra Hejmdal

De stigende Hestepriser.

En enkelt Hestehandel, der er afsluttet paa Morsø i disse Dage, giver et godt Bevis paa, hvor stærkt Priserne paa Heste er steget den sidste Maaneds Tid. For en Maaned siden bød nemlig en Opkøber for et Par Heste paa Nordmors 2000 Kroner, Men Ejeren forlangte 2200, Hvad Køberen ikke vilde give, og der blev ingen Handel denne Gang.

En 14 Dage efter kom Opkøberen igen og bød de 2200, men nu vilde Ejeren have 2500. Det fandt Opkøberen var for meget, dog nogle Dage efter var han villig, men saa satte Ejeren Prisen op til 2700 Kroner, og Hestehandleren gik endnu en Gang med uforrettet Sag.

Men forleden Dag kom han igen og bød – 3000 Kroner og fik dem.

(fortsætter under billedet)

For de Saarede

Som omtalt er Pastor Popp, Løjtkirkeby, indkaldt til at gøre tjeneste som Sanitetsunderofficer. I et Feltbrev fra Audorf ved Rendsborg til “Sædekornet” skilder  han, hvordan Arbejdet og Forberedelsen  til Arbejdet paa Slagmarken foregaar.

Vort Hovedarbejde skal bestaa i, under en Fægtning eller efter en Fægtning at bringe de Syge og Saarede hen til Forbindingspladserne. Derfor bestaar Kompagniet hovedsagelig af Sygevogtere. Af disse danner hver 12 Mand en Patrouille under en Underofficers Kommando. Enhver Patrouille har 3 Sygebaarer til Raadighed, der bæres af hver 2 Mand, saa snart Kompagniet gør Holdt og der gives Befaling til at gaa fremad  med Baarerne.

Paa Marchen læsses Baarene paa særlige Vogne. Patrouillens øvrige 6 Mand sammen med Underofficeren gennemsøger Slagmarken, de med Baarene følgerne dem; de Syge og Saarede som ikke selv kan gaa, bæres til Forbindingspladserne. Disse er imidlertid bleven indrettede, Telte opslaaet og alt lagt tilrette til de muligvis nødvendige Operationer. Lægetjenesten udføres af en Overstabslæge sammen med et større Antal Læger, som ledsager Kompagniet. Lægerne understøttes ved deres Arbejde ogsaa af flere Sanitetsofficerer.

Men naar vi vil gennemsøge Slagmarken og bære de Saarede bort, et det i de fleste Tilfælde nødvendigt, at vi paalægger en Nødforbinding, især naar det drejer sig om et stærkt blødende Saar og om Benbrud. Vi maa endvidere være i Stand til at underbinde sønderrevne Blodaarer, for at den Saarede ikke forbløder sig, inden han kommer under Lægebehandling. Alt dette skal vi lære her og indøves i, saa godt det gaar, inden vi sendes ud til valpladsen.

Vi er os alle sammen bevidst, at det Arbejde, som forestaar os ingenlunde er uden Fare, fordi vi ofte maa udføre vor Tjeneste i et Terrain, som bestryges af Geværkugler og Granater, men vi ved ogsaa, at vi tjener og hjælper og maaske ogsaa kan redde mangt et Menneskeliv; rask Hjælp bringe Redning.

Derfor lærer vi her at anlægge alle mulige Forbindinger, vi lærer at lægge Skinner paa Benbrud, vi lærer at underbinde Pulsaarer, for at Blodtabet kan standses, vi lærer at foretage Genoplivningsforsøg. Vi vil være rustede til at udfører vor Tjeneste muligst godt.

Sidste Søndag (den 6. Septbr.) havde jeg den store Glæde, at måtte holde Gudstjeneste for Kompagniet. Fra højere Sted var det bleven befalet, at der skal holdes Gudstjeneste hver Søndag, om muligt ved hver Troppeafdeling. Vor “Feltwebel” bad mig om at udføre det. En større Glæde kunde han ikke have beredt mig.

Kl. 10 om Formiddagen samledes vi om Guds Ord under aaben Himmel paa vor Appelplads. Til at begynde med sang vi: “Ak bliv dog med din Naade”. Derpaa holdt jeg en kort Tale over Salme 46, saa jævnt og indtrængende som muligt, ud af Livet hos Mandskabet, som jeg hidtil havde lært det at kende. (Mange havde maaske ventet en salvelsesfuld Tale af “Pastoren”. Gud hjalp mig til at tage saaledes, at Hjertet blev grebet. Han vil lade sit Ord virke saaledes at den ene eller den anden giver ham sit Hjerte. Efter Talen sang vi: “Vor Gud han er saa fast en Borg”, Derpaa fri Bøn og Fadervor. Andagten sluttedes med Sangen: “Slip os Arme ej”.

Mangen en har maaske i Aar og Dag ikke hørt Guds Ord. Hvor er jeg glad og taknemmelig, at jeg maa byde dem det i den Forvisning, at det ikke skal komme tomt tilbage. Næste Søndag holder jeg atter Gudstjeneste. Gud give aller sin Velsignelse dertil. Jeg maa altid paany takke Gud, at der mod Forventning gives mig Lejlighed til at forrette Ordets Tjeneste blandt Kompagniets Mandskab.

Om disse Gudstjenester lader sig fortsætte, når vi staar i Felten, vil være afhængig af Omstændighederne. Hvornaar vi gaar ud, ved vi ikke endnu, heller ikke hvorhen vi kommanderes, til Frankrig eller Rusland. Men hvorhen vi ogsaa gaar, Gud være med os, at vi med Frimodighed kan udføre vor Sanitetstjeneste, til Hjælp for vore kæmpende Kammerater, i hans Navn.

Hestehandlen i Danmark. Hvad nu?

I sidste Nummer af “Jydsk Husdyravl” findes følgende Artikel:

Hestehandlen gaar fremdeles strygende. Dygtige Hestehandlere med gode Forbindelser og god Kapital har tjent sig Formue i Løbet af 5-6 Uger. Det er notorisk, at der er flere jydske Hestehandlere, der siden omkring et Hunderede Tusind Kroner, og Enden er ikke endda!

Men det er jo ogsaa en verdenshistorisk Periode for Hestehandlen. En saadan Rift om Heste og en saadan Prisstigning har man aldrig set her i Landet og vel heller ikke noget andet Steds i Verden. Hidtil har Handlen særlig omfattet alle sekundære Varer. Der er rømmet op fra neden af, som aldrig før.

Men naar vi ovenover disse Linjer sætter Spørgsmaalet; Hvad nu? saa er det, fordi Handlen er ved at glide ind i et andet Spor.

Nu begynder man at sælge væk af Plagene og de Hopper, der faktisk er brugbar i Avlen. Og denne Situations Udvikling er af en ret betænkelig Karakter. Vi har fra første Øjeblik været Modstandere af Kravet om Forbud mod Udførelse af Heste. Vi har hævdet, at Folk i og for sig burde vente med at sælge deres Heste indtil videre, da de ville stige stærkt i Pris, og denne Eventualitet foreligger nu som Kendsgerning. Nu gaar der en Mængde Landmænd og ærgrer sig over, at de var saa forhippede med at faa solgt. De er klare over, at de er rendt fra 3-400 Kr. for hver Hest; men det er silde at græde over den Ting.

Men ny begynder altsaa Køberne at tage for sig ogaa at første Klasses Heste og  – Plage og Avlshopper. Og det, skønt der kun er gaaet halvanden Maaned, siden Krigen udbrød.

Og derfor spørger vi: Hvad nu? Kan Landet for Øjeblikkets og Fremtidens Skyld taale en Aareladning af den Art? Vi tvivler stærkt paa det og tror, oprigtig talt, at Staten snart gennem et nærmere begrænset Udførselsforbud bør sætte en Stopper for Eksport af den Vare, vi absolut ikke kan undvære.

Krigslaanet. Wien, Tirsdag (W.B.)

Krigslaanets glimrende Resultat har gjort et dybt Indtryk her. “Neue Freie Presse” fremhæver, at netop Tegningen af Krigslaanet, som ikke indløses, og hvis Værdi er afhængig af Krigens Tilfældigheder, er det bedste Bevis for Tilliden til det tyske Riges militære, politiske og økonomiske Styrke. Af det som Krigslaan tegnede Beløb kan man se, hvor kapitalkraftigt det tyske Folk er og hvor mage disponible Penge, det har til sin Raadighed.

Krigen og Overtroen. I danske Provinsblade skriver Adjunkt Johannes Loft:

Krigen har fremkaldt en levende Spekulation i Overtro. For en billig Penge kan man købe Spaadomme. Ogsaa i den Henseende er det, som om vor Tid med et havde afsløret sit sande Væsen; troede vi ikke, at vi var moderne Mennesker? Og dog viser Kendsgerningerne os, at vi ikke har saa lidt af Middelalderens Mørke i os.

Det er – forekommer det mig – Folkekirkens Pligt i disse Tider at advarer imod Spaadomme. Først maa den advare mod de ligefrem hedenske Spaadomme, som falbydes paa Gader og  – endogsaa i Boghandlerbutikker; den maa advare Fok imod at rette mindste Opmærksomhed paa Madame de Thebes og saa videre. Hvad en parisisk Spaakone har sagt eller ikke sagt, er ganske ligegyldigt; og det er aandelig talt og timelig talt det rene Tidsspilde at beskæftige sig dermed.

Udpluk af Feltbreve fra Nordslesvigere.

Død af Saarene.

Landmand Thomas Johansen fra Nørre Hostrup, som blev saaret af et Skud i Lungen under Kampene ved Lüttich, er ifølge Meddelelse til hans Hjem den 16. September afgaaet ved Døden paa Krigslasarettet i Lüttich. Den Afdødes Broder staar ved Østfronten.

Saarede fra Aabenraaegnen.

Under Slaget ved Marne floden er bl.a. Jørgen Holst og Thorkild Rosenvold fra Aabenraa bleven saaret. Sidstnævnte er, ifølge et til hans Hjem indløbet Brev, saaret af et Skud gennem Hælen. Han ligger nu paa Lasarettet i Aachen og har det efter Omstændighederne godt. Under de samme Kampe saaredes endvidere Jørgensen fra Bodum Kro, som ligger i et Kloster ved Rhinen.

Falden i Belgien.

Hans Elberg paa Rybro i Aabenraa fik i Gaar Meddelelse om, at hans Søn, der tjente ved Husarregiment i den aktive Felthær, er død i Belgien den 18. August.

Fra Røddingegnen.

En Kammerat af den unge Tønder fra Fæsted, som var med i Krigen, har meddelt hjem, at Tønder er bleven ramt af en Granat, da han marcherede ved Siden af ham, og dræbt. Tønders Svoger blev saaret af samme Granat.

Kaadner B. Hauberg paa Mejlby Mark har fra sin Søn, som er Soldat, faaet Meddelelse om, at han er bleven saaret i Hovedet af en fransk Shrapnelskud.

Saarede Nordslesvigere i Fangenskab.

I en Korrespondance fra Bordeaux til danske Provinsblade fortæller Korrespondenten, at han har besøgt de saarede tyske Fanger i Bordeaux, mellem hvilke han ogsaa har truffen nogle dansktalende Nordslesvigere. Dette til Efterretning for Forældre, hvor Sønner i Tabslisterne staar opførte som savnede.

Hilsen fra Felten.

“Dybbøl-Posten” modtog i Foregaars en Hilsen paa Brevkort fra Journalist Jensen, Flensborg, tidligere i Graasten. Jensen er for Tiden i Belgien.

Der medfulgte yderligere en Hilsen fra Vognmand Heldt i Sønderborg. Den vakte megen Glæde i Heldts Hjem, hvor man ikke havde hørt fra ham siden først i September.