20. november 1917 – Mathias Damm: “Jeg øver atter ved Stødtrop”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i begyndelsen af november 1917 blev forlagt fra øst- til vestfronten ved Rheims.

Tirsdag den 20.11.17
Kære Moder!
Mange Tak for et Brev fra d-15. Godt at i modtager Pakken og Pengene, saa ved i da at jeg har det godt. Du skriver om at fra den 9 er det forbudt at sende Pakker, det er ret nok, men Du skal betænke at dem Du sender er Feltpostbreve!! Det andet er Pakker med Pakadresse. Jeg har det godt og er sund og rask. Jeg har idag sendt E.K. med en der drog paa Orlov. Vi ligger jo nu bedre hvad Reisen angaar, direkt ved R….[Rheims, red.], midt mellem, hvor Peter og Anton var. Jeg sender her et par Billeder til Hans. To har jeg brændt, de vare lidt temmelig brogede.

Ellers ved jeg intet nyt. Jeg øver atter ved Stødtrop. Vi har i Eftm havt Fodbold og anden Sport, om Form to Timer og Eftm 2. Om Aftenen faar man sig en lille Skat, paa et evigt Bankkonto. Papir er jo taalmodig. Nogle spiller andre Spil som griber temmelig i en eller andens Lomme sommetider, men Penge har kun liden Betydning. Jeg vil nu hen og sove. Godnat og sov vel. Falder i ud af Sengen, saa tænk paa mig. Jeg ligger midt paa en 10 m lang Briks af Hønsetraad 10 cm fra Jorden. Saa for mig er det umuligt at falde ud. Mange Hilsner eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *