31. marts 1918. A.P. Andersen i stødet – Ballontjeneste og farlige jordforbindelser

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning.

Naar vi drog frem i de Dage, og Sigtbarheden var god, og det ikke blæste for meget, saa Ballonen kunde være oppe i en 300-500 m Højde, var vort Optog en hel Cirkus­forestilling.

Forrest gik en 30-40 Mand fra Ballon-Truppen med Økser og Save og ryddede Vejen; for det meste kunde vi nemlig ikke benytte selve Landevejen, da Vejtræerne spærrede for Kablet, til hvilket Ballonen var fastgjort; derfor gik det oftest fremad paa Markerne ved Siden af Vejen.

Saa kom Motorvognen med Motorspillet. Motorvognen var en meget tung Karrosse, der for første Gang havde faaet Larvefødder paa alle fire Hjul for at kunne gaa igennem Pløre og Mudder. Denne Vogn var forspændt med en 6-7 Spand Heste, og ved hvert Spand gik en Mand fra Bespannungs-Truppen. Naar disse 12-14 Heste somme Tider alligevel ikke kunde trække Motorvognen igennem, enten op ad en Høj eller gennem noget Pløre, blev yderligere andre 60 Mand fra Ballontruppen spændt for, som saa af alle Livsens Kræfter trak i nogle Tove, der var fremstillet specielt til dette Formaal, Halv­delen paa hver sin Side.

Naar vi saa kom forbi en Afdeling Infanterister, haglede det jo ned over os med Spottegloser, af hvilke den mest yndede var „Strippenzieher“.

Fra Motorspillet gik Kablet til Vejrs med Ballonen. Oppe i Gondolen stod Observatøren, der igen havde sin Telefon-Ledning. Denne Ledning hang ned fra Ballonen og stod i Forbindelse m ed et lille Haandspil, der stod paa en let Træk­vogn, som blev trukket og holdt i Orden af Telefon-Trup­pen. Denne bestod af en 5-6 Mand.

Disse Mænd havde ogsaa det krævende Job at holde Telefonkablet fri af Ballonkablet, og det kunde godt volde Besvær i Blæsevejr. Fra Telefontruppens Haandspil blev der holdt en Ledning fri til mig, der gik i Nærheden af Telefonspillet. Jeg var forsynet med Hovedhører for begge Ører. Paa Brystet hang en Telefon tragt, som jeg kunde tale i. I en Rem over Skulderen bar jeg en stor Batterikasse, der skulde forstærke Samtalemulighederne i Telefonen. Paa højre Fod hav­de jeg over Støvlen faaet anbragt en stor Jernsko, der var forbundet med Batterikassen med en Jernledning. Derved opnaaedes Jordforbindelsen.

Denne Jordforbindelse kunde somme Tider volde mig ubehagelige Kvaler. Naar Observatøren i Ballonen f. Eks. blev ivrig og hurtigt vilde sætte sig i Forbindelse med mig, kunde det hænde, at han drejede paa Ringeapparatet, netop som jeg gik i Pløre med gennemvaade Støvler. Resultatet var, at han sendte en saa kraftig elektrisk Strøm igennem mig, at jeg hoppede rundt som en Krage paa venstre Ben og raabte i Telefonen: „Hold op! Hold op! De slaar mig ihjel!”

Trods det, at vi hver Gang, en ny Observatør steg op, aftalte, at han ikke maatte ringe, naar vi marcherede, glemte han det dog ofte. — Ved Siden af mig red Lt. Küster, højt til Hest, ligeledes et Par Ordonnanser til Hest og et Par paa Motorcykel. Paa en Blok nedskrev jeg Meldingerne fra Ballonen, og de blev overrakt til L t. Küster, der saa tog Bestemmelse om, hvilken af de højere Stabe der havde Interesse i de paagældende Meldinger.

Efter os marcherede den Del af Ballontruppen, der ikke var i Arbejde, og saa kom vore Train-Vogne, Køkken og et Par Lastbiler med fyldte Gasflasker. Til allersidst kom Telefon-Etablerings-Truppen, der rejste Stænger og trak Telefonledninger, for at vi he­le Tiden kunde være i Forbindelse med 18. Armés Stab bagude. — Som sagt, det maa have været et ikke helt almindeligt Optog at se paa.

DSK-årbøger 1954

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *