Senest ændret den 22. februar 2016 10:19
FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:
Den 30. Oktober 1914.
De sidste 8 Dage havde jeg gjort Tjeneste som Underofficer. Derved fik jeg det betydeligt bedre. Jeg skulde kun patrouillere 2 Timer i Skyttegraven om Natten; de andre derimod skulde baade arbejde paa at forbedre Stillingen og staa Vagt.
Det var slet ikke saa let for de frivillige at staa og grave 4 Timer hver Nat, især for dem, som var Professorer, Doktorer og Kontorfolk. De tog underligt fat paa Spaden og fik Vabler i Hænderne og Smerter i Ryggen og svedte værre end jeg paa en varm Høstdag.
Professor i Filosofi, Dr. Hayer, havde opdaget, at han kunde meget lettere holde Foredrag end grave med en Spade. Han stod der paa Kanten af Skyttegraven med begge Hænder i Siden, mens han vuggede sin korpulente Krop fra det ene Ben over paa det andet, og talte med udsøgte, vittige Vendinger. Han vuggede længere og længere ud paa Kanten, og man forudsaa allerede, hvordan det vilde ende. Nogle kunde slet ikke tilbageholde deres Latter; men Doktoren troede, det var hans Vittigheder, der gjorde et saadant Indtryk paa dem. Pludselig styrtede han, ledsaget af en bragende Lattersalve, paa Ryggen ned i Skyttegraven.
“Halløj, Hr. Doktor!” raabte en Stemme; “den Gang dumpede De i hvert Fald.”
“Aa,” sagde Filosoffen, idet han gned sig paa sin Bag; “det var blot en lidt ublid Nedstigning.”
Jeg var hver Dag med henne i Slotsparken for at øve de frivillige i Eksercits og Sigteøvelser. Om Natten, naar “Frands” ikke kunde se Røgen, kogte jeg Æblegrød. Jo mere jeg spiste deraf, desto hurtigere kom min Mave i Orden.
En Eftermiddag, mens jeg stod i Skyttegraven og tænkte paa dem derhjemme, blev jeg opdaget af “Frands”, som i det Øjeblik tænkte paa noget ganske andet; thi med et suste en velrettet Kugle hvinende forbi mit Ansigt og ind i den opkastede Jord bagved mig. Jeg trak hurtigt Næsen til mig, ifald der skulde komme flere.
Saa laante jeg en Kikkert af Underofficer Jensen for om muligt at opdage “Frands”. Men Ludwig Wunsch, som netop stod Vagt i Graven, opdagede ham først, nemlig at han sad som Udkigspost i et Æbletræ. Ludvig lagde roligt Bøssen til Kinden, sigtede lidt, trykkede af, og Fyren faldt. Men det var en dobbelt Udkigspost; thi lige efter, at den ene var trillet ned gennem Træets Grene, skød den anden efter Ludwig og ramte ham gennem den venstre Øreflip. Mens Ludwig gik ind og fik sig forbundet, kravlede “Frands” ned og løb sin Vej.
Der gik nu Rygter om, at vi skulde forandre Stilling igen. Det var jeg ked af. Her havde vi det saa roligt og rart.
Blot vi nu ikke kom til Argonnerskovene eller til Yserfloden, hvor det jo gik meget haardt til. Det var kedeligt at skulle derop og maaske faa en Kugle nu paa det sidste.
Vi troede jo alle, at Krigen snart var forbi. Vi havde sejret paa alle Fronter, og jeg syntes, det var umenneskeligt at ligge i Krig, naar Juleklokkerne ringede, og Juleevangeliet om Fred paa Jorden forkyndtes. Det var sikkert rigtigt, som Officererne sagde, at “Frands” var saa mør som Hakkebøf og snart maatte holde op. De havde jo hverken Fødemidler eller Ammunition mere.
