I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.
Indholdet i dagens julekalender stammer ikke fra museets samlinger, men er indsendt af Arne May, der er frivillig her på websitet. Tak for bidraget.
Nedenstående er skrevet af Andreas Andresen May (1895-1973) den 23. december 1915.
“Juleeventyr!
Der sad Julemanden, hoit oppe i sit Bjærghus, og saae ud gjennem Ruden ud i det graa Veier. Han saae ned i Dalen henover de grønne Naaletræer og Birkene med deres hvide stammer. De to Raabukke som ellers trak Julemanden Slæde havde af og til stødt mod Døren med deres Horn, men der kom ingen tilraab fra den gamle, han brummede ikke engang, som ellers naar nogen forstyrrede ham i sine Tanker. Et par Engle sang deres vise i Grangrenene i udenfor, men Julemanden hørte ikke. Et stykke Bøgetræ knager i ovnen og et par gnister sprang ud i Rummet, der for den gamle sammen. Ja, ja , ja sagde han og sukkede dybt og stod op for at trække lidt frisk luft udenfor Døren. Julemanden gik op og ned foran Huset med Hænderne paa Ryggen og så ned foran sig.
Ja nu er det jo snart Jul igjen, allerede den anden i denne sørgelige Krigstid. Og som han stod og grublede derover, raslede det i Løvet og som han saa op, stod der et graat Væsen foran ham.
“God Aften!” sagde det.
“God Aften!” takkede han og saa paa det, men det stod stille og rørte sig ikke.
“Hvem er du?” spurgte Julemanden lidt efter.
“Kjender du mig ikke?”
“Saa havde jeg ikke spurgt”
“Ogsaa du kjender mig ikke omendsjønt jeg har boet 2 aar i dine Skove”
Julemanden saa nøiere til, “jeg ved ikke af”
“Det går dig ligesom Menneskene”, sagde det graa Væsen, “er jeg hos dem, bryder de dem ikke om mig og gaar jeg bort raaber de alle efter mig”.
Den Gamle syntes det forunderligt.
“Kom med indenfor et øjeblik, jeg faar kolde Fødder herude”.
Stum og graa fulgte det graa Væsen ham ind. Den Gamle tændte et Tællelys og lagde et stykke Træ paa Ilden.
“Saa tag dog plads!” sagde han venligt.
Væsenet satte sig paa en Bænk, medens den Gamle lod sig glide ned i sin Lænestol.
“Nu syntes mig dog jeg kjender dig” begyndte han igjen. Nu saa han det gyldne Haar flimre og de blaa øjne lyse.
“Dig har Herren sendt” mumlede Julemanden.
“Nej!” kom det tilbage, “jeg var der altid. Saa længe menneskene har været til, var jeg hos dem, men i begyndelsen maatte jeg af og til flygte ind i Skovens ensomhed, fordi jeg var dem i veien og dog kan de ikke uden mig. Er jeg hos dem har de forglemt mit Navn, men er jeg borte, saa ønsker de mig tilbage og kalder mig.”
“-Fred!-” sagde den Gamle.
Det graa Væsen havde slaaet Frakken tilbage og stod foran ham i hele sin skjønhed. Men hyllede sig straks ind igjen.
“O, bliv dog, saa lys og skjøn,” bad den Gamle.
“Det maae jeg ikke, ingen skal see mig før tiden er kommen.”
“Hvad vilde du da hos mig?” spurgte den gamle.
“Jeg har en bøn til dig.”
“Og det er?”
“Menneskene vil komme og bede dig om et juletræ. Vis mig, hvilke du har udsøgt til dem, saa vil jeg stryge med min Haand derover, saa de dog kan mærke lidt af mit Væsen derude. Det skal gjøre dem stærke, at de afvente Tiden til jeg kommer”.
Da for Julemanden i sine Pelsstøvler og fløitede efter Raabukkene. De kom med Slæden og da de to for ud i den hvide Vinternat. Stjernene lyste og blinkede i den hvide Snee. I forbifarten støg det grå Væsen med sarte fingre over de kolde stammer, som drømte lykkelig ind i Stjernene.
Da det begyndte at lyse i Østen, var Julemanden pludselig alene i Slæden. Foran sit Hus steg han ud og saa ind i den stille lyse Morgen og sagde for sig hen: “Mon de mærker, hvilken Haand, der berørte Granen naar Julelysene brænder”.
Mauregny d. 23. dec. 1915
AAMay“