I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet. Nogle af dem har været bragt i tidligere “julekalendere” på siden her.
I dag er det et farvetryk fra en tysk tryksag med den titlen: “Der Krieg 1914-1916. In 12 farbigen Kunstblättern nebst vielen Textbildern von Hans Baluschek. Mit Beiträgen von Prof. Dr. Graf du Moulin-Eckart.”
Hæfter er udgivet af Verband der Deutschen Kranken-Pflegeanstalten vom Roten Kreuz.
Det er illustreret med 12 farvetryk af Hans Baluschek og udgivet på Hugo Bermühler Verlag, 1915.
Dette farvetryk viser en ødelagt kirke. Vi har talrige skriftlige vidnesbyrd om, at krigens ødelæggelser gjorde et stort indtryk på de sønderjyske soldater, navnlig når det gik ud over kirker.
Kresten Andresen (1890-1916) har i et julebrev til familien beskrevet sine tanker ved at se den ødelagte franske by Cuy:
Cuy den 12. december 1914
Kære forældre!
Jeg vilde i grunden sætte mig til at skrive jer et julebrev, men når jeg tænker på julen, bliver jeg så trist, fordi den slet ikke er til for mig. Jeg kan ikke forstå, at jeg slet ikke hører fra jer; har alle mine breve ikke nået jer?
Jeg har det fremdeles så godt, som jeg kan få det. Vi havde nær fået en urolig nat, denne sidste. Vor løjtnant vilde med 50 frivillige i nattens mulm og mørke liste sig om bag ved den forreste tyndtbesatte franske skyttegrav og falde dem i ryggen.
Det kunde have givet en morderisk nattefægtning, hvorved vor stilling vilde være bleven overøst med granater og shrapneller i en aldeles uhyggelig grad. Men heldigvis blev det for lyst, månen stak sit nysgerrige ansigt op over den sønderskudte by, og så blev det ingenting til.
I går rykkede den sidste rest af civile folk ud af byen. Det var sørgeligt at se, hvorledes den blev plyndret. Officererne tog først, hvad de vilde have, derpå kom mandskabet. Jeg blev kommanderet derop sammen med en halv snes mand. Feltwebelen, en overlærer fra Flensborg, snusede alle skuffer og gemmer igennem. Vi kom ind i en større bod – herregud, hvor så der ud.
Jeg stod og så til med hænderne knyttede i lommerne; men jeg måtte jo gemme harmen til bedre tider. En sortklædt dame kom; hun havde lige slynget en stor pelskrave om halsen; hun var så dejlig; man kunde ikke se, om de sorte øjne rummede fortvivlelse eller foragt. Da skammede jeg mig som en hund og havde lyst til at gå hen og sige, at jeg ikke var med her.
Byens slot er brændt, og hvad der var i kælderen af vin og andet, er for længst slæbt til skyttegravene. Men mest vemodigt er det at se kirken. Endnu hænger klokken oppe mellem sammenstyrtet hjælpeværk; falder den ned, vil den klinge for sidste gang.
Midt på tårnfacaden hænger en statue af den korsfæstede Kristus; men en granat har ramt den og slået den midt over. Å, hvor er krig dog grusom og hensynsløs! De største værdier trampes ned, kristendom, moral, hjem og arne; og så tales der om kultur i vore tider; man fristes til at tabe troen på kultur og værdi, når de ikke har mere på sig.
Men alligevel, jeg tror, vi har slået ind på et bedre spor hos os; lad os holde os på det jævne og så være helt, hvad vi er. Man må jo også regne med, at der skal et godt rygstød til ikke at demoraliseres i en sådan tid. Og jeg takker jer mange gange for det hjem, I har givet mig; nu først mærker man, hvad det er værd.
Og så vil jeg ønske jer så god en jul, som I under disse forhold kan få.
Hilsen til alle fra
jeres hengivne
Kresten