13. juli 1919. Tvangsafleveringer af kvæg

Hans Schmidt fra Østerlindet har berettet om forholdene i landbruget i overgangstiden 1918-1920. Vi bringer hans beretning i uddrag. Dette er første del.

Da jeg i 1914 rejste ud til Krigen, var der paa Gaarden 40 Stykker Kvæg og 70 Svin; da jeg kom hjem, var der 6 Køer, 5 Stykker Ungkvæg og Kalve og 1 – siger og skriver eet — Svin.

Under disse Omstændigheder var det ikke med Begejstring, at jeg kort efter at være vendt hjem modtog Meddelelse om, at jeg – som andre – skulde aflevere et Stykke voksent Kvæg, tilmed til en lille Maksimalpris.

En af Køerne var syg, og den kunde jeg naturligvis bedst undvære. Kommuneforstanderen mente, at hvis jeg blot kunde faa Koen afleveret i levende Tilstand, vilde Præstationen blive taget for god – radmagre var jo alligevel alle de, der blev afleverede.

Da vi fik Koen ud af Stalden i den stærke, friske Luft, kunde den imidlertid ikke gaa. Vi lagde saa en Dør paa en Slæde, et Par Heste for, og saa gik det afsted til Banegaarden med Koen. Al vor Umage var dog forgæves, Koen var for daarlig, den blev slaaet ihjel, og vi maatte aflevere en anden istedet.

Tvangsafleveringerne af Kvæg blev gentaget flere Gange til stor Gene for Gaardene, der i Forvejen havde for lidt Kvæg.

Da den internationale Afstemningskommission tog Styret i Januar 1920, iværksættes en Aflevering af Hensyn til selve Landsdelens og Besættelseshærens Behov. Under disse Omstændigheder gik Ejerne af de 20 største Besætninger i Sognet ind paa at aflevere hver et godt Kreatur.

Da dette ikke havde ladet sig gøre alle Steder, blev den næste Aflevering tilrettelagt paa en bredere Basis, idet flere Sogne blev slaaet sammen til et Afleveringsdistrikt, og der udnævntes en Kommission bestaaende af en Gaardmand, en Handelsmand og en Slagter, som skulde syne Besætningerne og udvælge det fornødne Kvæg efter bedste Skøn.

Da Kommissionen kom til Østerlindet, tilbød jeg — der imidlertid var blevet Kommuneforstander (januar 1920) – at tage med den rundt. Sagen var, at Landmændene i Østerlindet Sogn syntes, de ved forrige Aflevering præsterede 20 Kreaturer burde tages i Betragtning ved denne, da jo ellers de Bønder, som den Gang havde afleveret frivilligt, paa en Maade vilde blive straffet.

Det blev en ubehagelig Tur, for vi var alt andet end velkommen — det var jo ikke morsomt at aflevere fra de ødelagte Besætninger til en lille Pris, som tilmed var fastsat i den stadig faldende Mark. Kreaturerne var de fleste Steder saa magre, at det var en Ynk at se paa. I en af de første

Gaarde, vi kom til, var de saa udsultede, at det ligefrem var en Gru. Nogle store Kalve saa dog nogenlunde ud, men saa fik Slagteren pludselig Mistanke, han lukkede Munden op paa en af ”Kalvene”, og saa viste det sig, at de var over 2 Aar gamle. Kreaturerne var sultet igennem og derfor ikke blevet større.

Formand for Udvalget var Gaardmanden, en stor, bred Type. Hans Evne til at tale Tysk holdt knap nok Maal med Viljen, men en medfødt Frimodighed gjorde, at hans manglende Færdighed i Sprog ikke generede ham det mindste, og for vi andre var den en Kilde til Morskab. Da vi kom ned til Domæneforpagter Lempelius paa Nygaard, begyndte han straks: ”Guten Tag, Hr. Lampimus!”, og idet han slog ud med Haanden efter mig, fortsatte han: ”Ja, wir haben die Gemeindevorsteher mitgenommen!” Resultatet var straalende; den kølige Modtagelse, hvortil Domæneforpagteren havde lagt op, blev ikke til noget. Lempelius knækkede helt sammen af Latter og var  Elskvardigheden selv.

Da han viste os den første Ko, en gammel mager Tante, som ikke rejste sig for det første Spark (og som han vist gerne vilde af med), slog Kommissionsformanden igen ud med Haanden og udbrød naadigt: ”Lass liegen, lass liegen, wir gehen weiter!”

Vi blev hurtigt enig med Domæneforpagteren om 3 Stykker godt Kvæg til Aflevering.

Nogle Folk Nord for Grænsen havde paa Vesteregnen ved Husum opkøbt store, dejlige Kvalitetsstude paa 11-1200 Pund beregnet paa Indførsel til Danmark, men da de endnu stod opstaldede paa Gaarde i Nordslesvig, blev der ogsaa pillet ud af disse Dyr. Da Afleveringen fandt Sted paa Grundlag af en kommunevis Kreaturtælling, nyttede det ikke, at Manden, der ejede Dyrene, var dansk (fremmed) Statsborger. Krumspringene var dog ofte svære nok.

Pengene for de tvangsafleverede Kreaturer sendtes til Kommuneforstanderen. Betalingen præsteredes i gamle, fedtede 5-, 10- og 20-Marksedler. For de 20 Stykker Kvæg, som afleveredes frivilligt, efter at den internationale Kommission havde taget Tøjlerne, betaltes cirka 20.000 Mark. Pakken vejede 4½ Pund, og det var et stort Arbejde at tælle og fordele de mange Lapper.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *