Tag-arkiv: Zuaver

11. juli 1916. Somme: Franskmændene angriber igen og igen!

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Formiddagen den 11. juli gik nogenlunde. Men hen mod middag begyndte det franske artilleri og minekasterne deres virksomhed.

Igen steg de store, sorte fugle op i luften, denne gang i skarer, og slog ned med død og tilintetgørelse. Tunge haubitsere og kanoner supplerede deres arbejde. Snart satte også det lette artilleri massivt ind, og nu steg ilden til den vildeste trommeild.

En kort tid holdt den op, lige som en borende smerte i kroppen kan holde op en tid for så at vende tilbage med fornyet kraft.

Nedslagene faldt så tæt som hagl. Højt og tæt hvirvlede den brune jord op, det var, som om jordoverfladen vandrede. Ilden dækker hele regimentsafsnittet, værst hamrer det ned på midten og den venstre fløj på kompagnierne 11., 1. og 3. Uden beskyttelse er füsiliererne prisgivet dens rasen i den åbne skyttegrav.

Først prøver de på at undvige minerne og de stærkeste ildkoncentrationer, dog kun for en kort tid. Snart er skyttegraven skudt sammen over længere strækninger. Døde og sårede hober sig op og spærrer for enhver færdsel. Først farer sygehjælperne afsted gennem graven, men snart kan de ikke længere komme frem, også selv om råbet gjalder nok så smerteligt og indtrængende.

Sådan bliver kompagnierne revet op i isolerede smågrupper. I de endnu ubeskadigede dele af graven kryber füsiliererne sammen og venter vredt på deres skæbne. Deres våben, det bedste, de endnu har tilbage, pakker de ind i regnslaget eller frakken for at beskytte det mod de uopholdeligt nedfaldende jordmasser, og for at have det klar til gengældelsens time.

Kl. 2.30 eftermiddag træder franskmændene an til angreb ud af Belloy mod 11., 1. og 3. kompagnis afsnit efter kraftig ildforøgelse. De rykker frem i 3 bølger i god orden. Trods deres svære tab reagerer kompagnierne straks på angrebet, røde lyskugler sendes i luften, vort artilleri sætter ind og holder reserverne nede i gravene, infanteri- og maskingeværild jager angriberne tilbage igen. 

Artilleriilden bliver svagere, men franskmanden har ikke tabt modet.

Kl. 5.30 eftermiddag, tager den fjendtlige ild til igen, stiger hastigt til trommeild. En halv time raser det hen over de ulykkelige grave.

Kort efter kl. 6 bryder fjenden, denne gang i tætte formationer, ud af Belloy. Kompagnierne har haft nye og svære tab, men alligevel knuses angrebet igen af deres velrettede ild.

Skyttegrav_tegning_døde_cropped

Men frygteligt ser det ud i skyttegravene. Særligt ved 1. og 3. kompagni. Ved det sidstnævnte er to tredjedele af graven jævnet.

Døde og levende ligger begravet nedenunder, fødder og hænder rager gyseligt op. De sårede gisper, stønner og skriger på hjælp, som alligevel ikke kan bringes ud til dem, før mørket falder på. De to kompagnier beder om afløsning. Ved mørkets frembrud bliver 2. og 4. kompagni sendt på vej, men endnu en tredje svær prøvelse skal bestås.

Kort efter kl. 10 begynder pludseligt igen en vild trommeild, denne gang blandet med gasgranater. Kl. 11 – solen går dér senere ned end hos os – vælter fjenden for tredje gang i tætte sværme ud fra Belloy for dog at gennemtvinge et godt resultat. Nu er der sorte iblandt, syngende stormer de frem.

Ved opbydelsen af de sidste kræfter kan kompagnierne standse dem. Tæt foran deres front bryder angrebet sammen med store tab for fjenden. Nogle sorte, som er trængt ind i et stykke af 1. kompagnis grav bliver smidt ud igen ved hjælp af håndgranater, derved falder føreren af 1. kompagni, den brave premierløjtnant Hansen, skudt af en sort slyngel, der allerede havde overgivet sig.

Således havde 1., 11. og 3. kompagni under den sværeste ild uden videre bragt tre franske angreb til at mislykkes. Men med hvilke ofre var denne sejr købt! 

1. kompagni havde 24 døde, 67 sårede og 30 savnede; 3. kompagni 37 døde og 107 sårede, det var to tredjedele af kompagniet. Men også de øvrige frontkompagnier havde lidt slemt. Også reservekompagniernes tab var ret store, da fjenden havde skudt dybt ind i terrænet bagude. I Berny faldt føreren af 13. kompagni, løjtnant Festesen.

I alt kostede denne dag regimentet 107 døde, derunder 3 officerer og 380 sårede. 1. og 3. kompagni var ikke længere kampdygtige, de blev om natten afløst af 2. og 4. kompagni.

Den korte nat bragte ingen ro, de sårede skulle bringes tilbage, det var alt, hvad der var kræfter til, for straks efter midnat sattes der igen ind med stærk artilleri- og mineild på III bataljon og den højre fløj af I bataljon. Igen følelige tab.

I det første morgengry kl. 3,30 fulgte efter en stærk ildforøgelse foran fronten ved 1. kompagni et fjerde, svagere angreb, netop under afløsningen. Det blev som de foregående afvist.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

20. september 1914. “Med fældede Bajonetter stormede vi lige imod de hvislende Kugler.”

Senest ændret den 5. februar 2016 12:35

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Den 20. Sept. 1914. Om Morgenen Kl . 4.30 gennembrød et drønende Kanonskud Nattens Stilhed. Det var Tegnet til, at vi skulde gaa frem til Angreb over hele Linien. Lidt beklemte om Hjertet pakkede vi vore Sager og steg tavse og stille op af Skyttegraven.

Man hørte kun dæmpet Kommando; det lyder saa unaturligt med den hvasse, hviskende Tone. — Saa gik det fremad imod Fjenden ned over Markerne ud i Mørket. Det gjaldt om, at vi kom ham saa nær ind paa Livet som muligt, førend han opdagede os.

Før vi begyndte at gaa fremad, skulde vi sætte Bajonetten paa og tage alle Patroner ud af Geværet, for at ikke en eller anden skulde forraade os ved at skyde af Angst.

Jeg syntes, det var saa uhyggeligt ikke at have en Kugle i Løbet til at værge sig med, og saa var det langt frygteligere at skulle bruge Bajonetten, denne lange, blanke, kolde Kniv paa Enden af Geværet, end at skyde en Kugle. Herved kom man dog ikke til at røre ved sin Modstander.

Vi gik sagte uden at tale eller hoste og undgik omhyggeligt at lave Støj. Pludselig fik vi en rasende Ild. Vi var opdagede.

Tusinder af smaa Lynglimt blinkede dernede fra Skoven, og ligesaa mange Kugler for op imod os. Vi kastede os et Øjeblik ned paa Jorden for at samle Kræfter.

Saa sprang vi op med et brølende Hurra, og med fældede Bajonetter stormede vi lige imod de hvislende Kugler.

De sidste 50 Meter faldt der mange. Nogle standsede med et Ryk i Farten, udstødte et Skrig eller en Ed og styrtede bagover. Andre døde, mens de løb; de styrtede stive ned paa Ansigtet uden at give en Lyd fra sig.

Da vi kom Fjenderne nær ind paa Livet, overgav de fleste sig. Dem, der flygtede, forfulgte vi.

Nede i Dalen maatte vi standse lidt; thi ellers var vi løbet ind i vor egen Artilleriild. Saa af Sted igen op over Højen. Her kom vor Kompagnifører med 5 Franskmænd, som han havde taget til Fange alene. Imidlertid var Forbindelsen gaaet tabt baade til højre og venstre. Saa lagde vi os ned paa Jorden en Time og afventede, hvad der vilde ske. Det regnede og var koldt, saa Tænderne klaprede i Munden paa os.

Kompagniføreren gav saa Ordre til at gaa tilbage, for at vi ikke skulde blive indesluttet. Ret langt var vi ikke kommen tilbage, førend vi ganske rigtig fik en heftig Ild fra venstre. “Sektionen paa venstre Fløj skal tage Stilling og opholde Fjenden med Geværild, mens Resten af Kompagniet gaar tilbage,” lød Kommandoen.

En Mand af Sektionen traadte ud og vilde gaa med Kompagniet tilbage; men Kompagniføreren for hen imod ham og raabte: “Forstod De ikke?” “Jo,” sagde han; “men jeg hører ikke til dette Kompagni.”

“De bliver her,” sagde Kompagniføreren skarpt og pegede hen paa Sektionen, som havde formeret sig til Skyttekæde og taget Dækning. Manden lagde sig ned ved min højre Side. Jeg hørte straks paa hans Sprog, at han var Sønderjyde; men nu var der ikke Tid til Spørgsmaal.

Franskmændene havde taget omhyggeligt Sigte paa os og skød meget voldsomt. Men vi kunde ingen Modstandere se; jeg spurgte til venstre og højre; men ingen kunde se nogen. Jeg fik flere Kugler saa nær ved Ansigtet, saa jeg mærkede et lille Vindpust paa Kinden. En underlig dump Lyd naaede mit Øre. I det samme saa jeg Sønderjyden ved min højre Side vælte sig om paa Ryggen og strække Arme og Ben stive ud fra sig. Jeg kravlede derhen for om muligt at hjælpe ham. Han var bleven ramt af en Kugle, som var gaaet ind i Skulderen og ned i Brystet. Jeg spurgte, hvad han hed; men han aabnede kun Munden et Par Gange uden at faa en Lyd frem. Saa blev han fuldstændig blaa i Hovedet, rullede vildt til alle Sider med Øjnene, udstødte en dyb, rallende Lyd nede fra Halsen og var død.

Jeg kommanderede Hurtigild, og vi afgav paa et Par Minutter hver en Snes Skud. Det gav lidt Standsning i den fjendtlige Ild, og saa satte vi i Løb bag efter Kompagniet; men nu fik vi først rigtig Ild, ikke alene bagfra, men ogsaa fra begge Sider, især fra højre. Vi var fuldstændig indesluttet paa tre Sider, og hvis de bare havde turdet komme frem af Skoven, kunde de med største Lethed have taget os til Fange. Men de var nu engang bleven bange for os, og derfor vilde de hellere have os lidt paa Afstand.

Kuglerne suste med et Klask rundt omkring mig ned i den af Regnen opblødte Jord. Jeg kastede mig ned ved Siden af en død Franskmand for at hvile mig lidt; der havde jeg dog lidt Dækning fra højre. Da begyndte vort Artilleri at beskyde Skovkanten. Det gav Franskmændene lidt andet at tænke paa, saa vi kunde fortsætte vort Tilbagetog lidt mere ugeneret.

Næppe sagtnedes den fjendtlige Ild, saa begyndte et Par af os at gennemsøge de faldne Franskmænds Tornystre. Der fandt vi Tobak, Cigaretter og Hvedebrød, som vi tog med. Vi var kun 5 tilbage af Sektionen, de andre tre var falden.

Der laa mange døde Tyskere, Franskmænd og Negre imellem hinanden. Jeg lagde Mærke til, at næsten alle Tyskere laa paa Ryggen med knyttede Hænder. Alle Franskmænd derimod laa paa Maven med Panden hvilende paa Overfladen af den ene Haand. De var næsten alle ramt i Ansigtet, hvorunder der laa en sort, størknet Blodpøl.

Her laa Vicefeldwebel Zikel død, sammenkrummet. Med begge Hænder havde han krampagtigt grebet om den over Skulderen slængte, sammenrullede Kappe, som om han i sit sidste Øjeblik vilde befri sig fra en Byrde. Majoren fra 3. Bataillon laa ogsaa død i Nærheden.

Jeg kom til den Skyttegrav, som vi forlod om Morgenen. Her satte jeg mig ned for at samle Tankerne. Jeg var træt, og Nerverne dirrede. For at berolige mig begyndte jeg at spise Resten af min Middagsmad, Rissuppe, som jeg havde levnet fra Dagen forud. Vi kunde jo aldrig vide sikkert, hvor naar det gav noget igen. Efterhaanden samledes en Del Mandskab bag Halmstakken, hvor jeg ogsaa gik hen.

Vort Artilleri skulde forandre Stilling og kørte op i fuld Firspring. “Nu skal I bare se,” sagde Fanebæreren, som stod lige ved mig; “naar Franskmanden opdager dem, saa faar vi Theater.” Han havde kun lige udtalt det, saa eksploderede en Granat 20 Meter foran dem. De fleste Artillerister bøjede Overkroppen frem for at gøre sig saa smaa som muligt. Befalingsmændene derimod rettede sig endnu mere i Sadelen. Ranke med aabne Øjne og alle Sener spændte sad de der som Statuer. Jeg misundte dem i det Øjeblik.

Vi gik frem for at hjælpe Artilleristerne med at grave Kanonerne ned. Der blev opkastet en solid Jordvold ved de 3 Sider; men før vi blev helt færdige, fik vi Ordre til at gaa et Par Hundrede Meter frem og grave en ny Skyttegrav.

Tysk artilleri
Tysk artilleri under beskydning

6. september 1914. Mørket sænker sig. De sårede er prisgivet fjendernes nåde.

Senest ændret den 4. december 2020 9:28

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86‘eren H.C. Brodersen fortæller:

K l . ca. 21, og da Mørket var ved at sænke sig over Slagmarken, laa de sørgelige Rester af Divisionen samlet langs ad Diget paa Vejen ventende paa, at Fjenden skulde sætte ind med et Modangreb.

Uhyggelig og forfærdende var Kammeraternes Beretning om Turkussernes og Zuavernes barbariske Kampmaade. Med Kniven imellem Tænderne havde de afventet Stormangrebet og havde saa smidt Geværet for med Kniven i Hænderne at gaa over til det afskyeligste Myrderi af dem, der ikke kunde løbe hurtig nok tilbage. Hvad enten det var endnu kæmpende eller af Saar ukampdygtige Kammerater, lige meget, skaanselsløst var de blevet slagtet af disse halvvilde Kabyler.

Samtalen paa Diget drejede sig ikke om andet, og vi lovede dem en varm Modtagelse, om de havde i Sinde at komme. Tænderne var sammenbidt i afmægtigt Raseri; vi kunde høre de saarede Kammeraters indtrængende og fortvivlede Raab om Saniteter og Hjælp, men vi var ude af Stand til at hjælpe dem.

6a44-106Tilfangetagne franske kolonitropper. Disse “Zuaver” fra fransk vestafrika var meget frygtede af de tyske soldater. 

6. september 1914. En 86’er ved Marne: “Ned, ned i den hårde lerjord skulle vi!”

Senest ændret den 4. december 2020 9:28

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86’eren H.C. Brodersen fortæller:

Hvilken frygtelig Dag. Næppe var vi stillet op til Afmarch, før franske Granater splittede os til alle Sider. Der var Forvirring allevegne, og selv Officererne syntes ikke at vide, hvad der foregik, eller hvad der skulde ske. Paa en Græsmark fandt Kompagniet dog atter sammen, og der blev givet Ordre til at grave os ned.

Dem, der havde Spader, blev nu misundt, men der var for de andre ikke andet at gøre end tage Fingrene, Bajonetter og Støvlehæle i Brug.

Shrapnels og Granater suste ustandselig ned omkring og hvirvlede ved deres Indhug Jordklumper i Vejret til alle Sider. Stedse nærmere syntes de at komme, og vi fik her en første Prøve paa det franske Artilleris Præcision og Træfsikkerhed.

Ned, ned i den haarde Lerjord skulde vi, hvis vi da ikke vilde udsætte os alt for meget for de hvirvlende Granatsplinter. Fra Fingerspidserne løb Blodet ud fra Neglene, men da hver Haandfuld Jord ydede forøget Sikkerhed, blev der arbejdet videre uden at ænse paa dette.

Ved Middagstid blev der givet Ordre til Angreb, men af Fjenden kunde vi intet se, og der havde endnu ikke lydt Geværskud, hvorefter vi kunde bedømme hans Stilling. Glade for at komme ud af denne „Heksekedel”, løb vi frem mod den Jernbanedæmning, der var anvist som næste Samlingssted. Over Jernbanedæmningen og videre ind i den foranliggende Skov gik det, men vi var nu kommet „fra Asken i Ilden”.

Voldsomme Brag, der gav Genlyd i den store Skov, lød rundt omkring, og de eksploderende Granater løsrev Grene, der raslede ned om Ørerne paa os og forøgede Uhyggen. Der var en Helvedeslarm, og der var ikke til at skaffe Ørenlyd for Kommando eller andre orienterende Tilraab. Da vi endelig naaede igennem til Skovens modsatte Side, spærredes den videre Fremtrængen af en høj Tjørnehæk og et Pigtraadshegn. Med Økser og Spader blev der dog efter et kortere Ophold skaffet Gennemgang, og i nogle faa Spring satte vi over Vejen bag Indhegningen og laa snart i spredt Orden paa en aaben Mark. Her stod skokket Byg, og den bød kun ringe Dækning mod den voldsomme Ild, vi blev modtaget med.

Forude kunde vi tydelig se det franske Artilleri, der var kørt op paa en Mark noget til højre, men ogsaa de havde opdaget os, thi Kaskader af Shrapnels og Granater slog ned omkring, imellem og bag os. Jord, Sten og Granatsplinter røg hvinende omkring, og de skokkede Neg røg med i Luften, hvorfra de atter søgte ned og lagde sig til Hvile mellem lemlæstede Mennesker, indtil de paany sammen med dem blev hvirvlet op.

De første Geværkugler fløjtede og hvinede omkring os, men endnu kunde vi ikke finde ud af, hvorfra de kom. Vore Tab var store, og vi havde endnu intet at skyde efter for at kunne forsvare os. Nu blev der raabt: „Forude i Træerne Zuaver! Fyr løs ! ” Der sad de altsaa gemt imellem Trætoppene, intet Under, at vi ikke havde kunnet finde dem.

Vi fyrede nu som vanvittige, men der var ikke Mulighed for at kunne tage ordentlig Sigte. Der blev blæst til Storm, men den mest morderiske Geværild modtog os. Vi blev standset i vort Angreb, og Dækning var der ikke at finde. Det var en frygtelig Situation, thi fra et Skovhjørne længere tilbage kunde vi se nye franske Forstærkninger rykke frem. (…).

1914-09-06 Engelsk feltartilleri copy
Engelsk feltartilleri

 

 

6. september 1914. Regiment 86 i Marne-slaget

Senest ændret den 2. februar 2016 10:02

Af Regiment 86’s historie

Den 6. september bryder frem, ”hviledagen”, og dertil en søndag. En solrig septembermorgen. 86’erne glæder sig over den dejlige ro og kan slet ikke fatte, at det er virkeligt. Kaffen med det hvide franskbrød smager kosteligt. Så tager man bad ved pumpen eller i den nærliggende flod. Rent tøj! Hvor gør det godt! Man tænker allerede på middagsmaden, hønsekødsuppen eller noget andet godt koger allerede over kogehullerne på komfuret. Det skal vel nok smage! Intet synes at forstyrre freden på denne dejlige efterårsmorgen.

Da lyder der hen mod kl. 8 fra venstre en skarp og heftigt infanteri- og maskingeværild. 86´erne lytter. Artilleriets dumpe buldren blander sig. Så lyder ordren: ”Hold kompagnierne i alarmberedskab!” Lidt senere: ”Klar, og træd an!” Farvel morgenkaffe! Farvel hønsekødsuppe! Det ville have været så dejligt. (…)

Til venstre for regimentet var 17. division overraskende blevet angrebet af overlegne styrker. Deres fortrop, infanteriregiment 76, befandt sig i svære kampe syd for Esternay. Regiment 86 trækker nu sine forposter tilbage og sikrer sig mod et lignende angreb. Det indtager stilling umiddelbart øst for Neuvy på Store Morins nordlige højdedrag. I og II bataljon i forreste linie, III i reserve. Kompagnierne graver sig ned, for artillerislaget er allerede i fuld gang. De fjendtlige skud – det er mest shrapnells – hyler hen over hovederne.

Hen mod kl.1 om middagen bliver 35. infanteribrigade indsat til angreb efter et opkald om hjælp fra 17. division. Brigaden skal aflaste nabodivisionen i den svære kamp. (…)

Ved banedæmningen et kort hvil. Her kommer de første fjendtlige granater og shrapnells. Regimentet vil her afvente opmarchen af det højre naboregiment 84, som endnu ikke er med fremme. Men det beslutter sig til at rykke frem alene, idet infanteriregiment 76’s råb om hjælp bliver mere indtrængende.

Grand Morin bliver overskredet og de stejle sydhøjdedrag besteget. En kilometer længere mod syd, og den store Pariser landevej er nået og bliver overskredet. Nu forsvinder infanteriet ind i en tæt skovbevoksning.

I skoven er helvede løs. Uophørligt slår granater og shrapnells ned. Deres genlyd forstærkes dobbelt og tredobbelt. Samtale er næsten umulig. Træerne knækker som tændstikker, grene og træsplinter rasler ned over hovederne. Tabene begynder.

Den uhyggelige kalden ”sanitetsfolk!” gjalder gennem skoven, ofte for døve øren på grund af den helvedes larm. Under store vanskeligheder nås sydranden af skoven. Dér hindres videre fremrykning af en hæk, gennem hvilken der er trukket pigtråd, og som oven i købet spærrer for udsynet.

Man klatrer over hækken eller slår den ned med økser og spader. Igen en landevej. I ilmarch over den og ned i grøften på den anden side. Endelig frit udsyn! Halvt til højre ca. 500 m borte en skovbevoksning. Derfra bliver der uafladeligt skudt på I bataljon, der ligger nærmest. Se nogen kan man ikke, men så snart en hjelmspids viser sig, bliver der sluppet en haglbyge af skud løs. Åbenbart franskmændenes forreste linje. 1½ km bagved på en bakke ligger landsbyen Escardes.

Foran er et fransk batteri kørt i stilling helt åbent, kanonerernes håndtering samt mundingsilden er helt tydeligt at se. Desværre kan disse batterier, som i det hele taget det franske artilleri, uforstyrret af vort eget ødelægge tyske linjer, og de benytter situationen grundigt. Granat efter granat slår ned i landevejen og river frygtelige huller i 86´ernes rækker. At blive her er den sikre død. (…)

I bataljon træder an til storm på den lille skov, der ligger lidt til højre for den. Med uforlignelig elan stormer man over det åbne terræn og løber den første fjendtlige linje over ende. Fjendens tab er svære. Det er til dels Zuaver [franske kolonitropper], der havde skudt fra træerne, og som nu bliver skudt ned som krager. Vore tab er ikke mindre svære. I rækker ligger de døde foran den franske stilling.

Bataljonen passerer gennem den lille skov og går en kort tid i stilling ved sydranden. Så stormer den videre frem, men kommer ind i en ligefrem morderisk infanteri- og artilleriild. En usynlig fjende skyder fra den nærmeste skovrand og ud af havreskokke. Tabene er så store, at en videre fremrykning snart vil gå i stå. (…)

Solen gik ned i en sky af gløder og røg. Kold og uden medlidenhed steg månen op og sammen med den rædslen. Artilleriilden stilnede af, men stille blev det ikke. Ud af skovbevoksningen, fra sænkninger og grøfter lød der rallen, støn og skrig. Råbet ”sygebærer!” dirrede mere eller mindre højt gennem luften. Når én endnu var i stand til at slæbe sig over slagmarken, fik han hundreder af råb og bønner efter sig: ”Kammerat, tag mig med!”, ”Kammerat, giv mig en tår vand!”. Hvem der endnu kunne hjælpe, gjorde det. Uafladeligt blev de sårede fra ulykkesskoven båret bagud.

Da indtræffer efter mørkets frembrud helt overraskende ordren om tilbagetrækning. (…) Så overlader man alligevel de mange døde og sårede kammerater, der endnu ligger ubegravede og ubjærgede på slagmarken, til fjendens nåde, en fjende, der ofte nok havde vist, at ridderlighed og nåde var fremmed for ham. Kl. 21.30 bliver tilbagetoget påbegyndt. (…)

Ualmindelig svære var tabene. 6 officerer var faldet; af mandskabet blev meldt 39 som døde, 352 som såret, 225 som savnet og 77 som tilfangetaget. Det kan siges med sikkerhed, at størsteparten af de 225 savnede har været døde eller sårede. Den 6. september blev i sandhed en ”hviledag” for mangen en brav 86´er.

1914-09-06 Franske 75'ere i skudstilling 2 copy
Franske 75’ere. Det fremragende, hurtigtskydende feltartilleri kunne affyre 20 skud i minuttet.