Tag-arkiv: Wodrow Wilson

24. oktober 1918. Tyskland anerkender, at også det nordslesvigske spørgsmål må løses

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 24. Oktober 1918.

I Rigsdagen kom flere Kolleger i Dag og takkede mig for Talen i Gaar. Den første var Dr. Meerfeld fra Køln. „I en Artikel om Deres Tale i Gaar, som jeg lige har afsendt til mit Blad, sagde han, „har jeg skrevet, at De talte fint og virkningsfuldt. Maa jeg tilføje, at det var mig en Glæde at høre Dem.”

Lidt efter kom Bernstein hen til mig. „Jeg var desværre ikke til Stede i Gaar, sagde han, „men mine Kolleger siger at De har talt glimrende.”

Wachthorst de Wente kom ligeledes hen til mig og sagde nogle venlige Ord om min Tale. „Som født Hannoveraner har jeg Forstaaelse for den Slags Spørgsmaal,” sagde han. „Jeg holder det for bedst, at det løses saaledes, som De forlangte det i Gaar. Det glædede mig, at han, som er Formand for det tyske Bondeforbund og har sin Plads i de National-Liberales Rækker, ogsaa kunde se saaledes paa Sagen.

I Rigsdagen rygtedes det nu, at Wilsons Svar paa den sidste tyske Note var indgaaet.

Noske, som lige havde faaet Svaret af „Wolffs Bureau” gik op til Forbundsraadets Borde og oplæste det umiddelbart før Mødets Aabning for Statssekretærerne Conrad Hauszmann og Dr. David og en hel Del spændt lyttende  Ministerialembedsmænd.

I Salen drøftedes det ivrigt af Medlemmerne, som samlede sig i Grupper.

Formanden aabnede Mødet. Dr. Solf fik Ordet og oplæste under megen Opmærksomhed Regeringens Svar til Polakkerne Elsasserne og mig.

Jeg forstod straks, at Hovedvægten ikke skulde lægges paa Erklæringens Ord om vor formelle juridiske Ret til en Afstemning, men paa, at Wilson-Programmet skulde udføres loyalt.

For at faa dette konstateret meldte jeg mig straks til Ordet og gik hen paa min Plads for at formulere en Forespørgsel til Udenrigsministeren.

Men næppe havde jeg sat mig, før Understatssekretær Dr. David bankede mig paa Skulderen, og da jeg vendte mig om, sagde han: „For at forebygge Misforstaaelser har jeg at meddele Dem, at Regeringserklæringens Indledning, hvorefter Wilson-Programmets Grundsætninger skal gennemføres loyalt i alle Retninger og alle Enkeltheder, ogsaa gælder for Nordslesvigs Vedkommende.

Hvad Regeringen bestrider, er kun, at man fra dansk Side kan gøre en formel juridisk Ret gældende. Vor Gesandt i København vil i Dag give den danske Udenrigsminister en tilsvarende Meddelelse.”

Jeg takkede og sagde, at saaledes havde jeg ogsaa opfattet Erklæringen, men at det var mig meget kært at faa stadfæstet fra kompetent Side, at min Opfattelse var rigtig.

Derefter frafaldt jeg Ordet.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

14. oktober 1918. Tilbagetog på vestfronten. “Hvad gør I! Forgifter Brøndene, mens hele Byen er fuld af Soldater!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter tilbagetoget ved Avaux, håbede Eskildsen på et mindre ophold i ødelæggelserne, men han tog desværre fejl.

Allerede næste Nat skal Tilbagetoget fortsættes. Om Formiddagen møder Pionererne og begynder at forgifte Brøndene og lægge Sprængladninger i Husene.

— »Hvad gør I! Forgifter Brøndene, mens hele Byen er fuld af Soldater!«

— Vi faar dem til at udsætte dette modbydelige Arbejde til henimod Aften. — Om Eftermiddagen stikker de Ild i et stort Depot. Branden springer over paa Byen.

Vi maa igen flygte midt paa Eftermiddagen. I Gaar sprængte man os ud af Avaux, i Dag ryger man os ud af Villers.

Saadan er det at være Bagtrop paa et Tilbagetog! Vi gløder af Harme over disse Ødelæggelser, som Kronprinsens Hærgruppe har anordnet!

Jeg talte i disse Dage med Officerer og Menige fra alle mulige Divisioner, fra alle Tysklands Egne. De følte alle den dybeste Skam, den bitreste Harme over denne vilde Røverfærd. Vi fandt kun een Forklaring, en frygtelig Mistanke: Militæret agtede at krydse Diplomatiets Fredsplaner, Militæret vilde ødelægge den Fredsstemning, som Prins Max søgte at skabe!

Den 14. Oktober gav Wilson Svaret: »Vi taler ikke om Vaabenstilstand, saa længe Ubaadene sænker fredelige Skibe, og Tropperne sprænger og brænder Landsbyerne!«

Tyskerne besætter Stillingen ved Aisne. Der udskilles Reserver. Ogsaa vor Division er Reserve. Vi marcherer om Natten fra Villers tilbage til Chaudion, 10 Kilometer Nordvest for Rethel.

Det er vor uhyggeligste Nat. Fodfolk, Ryttere, Vogne, Kanoner haster nordpaa i klaskende Regn, mens Himlen er oplyst af brændende Landsbyer.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 237-238