Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved landsbyen Montcornet.
Jeg ventede en time og to – ja tre stadig stirrende ud efter skoven, men intet at se uden enkelte soldater. Jeg blev sulten, og gik ind i huset og prøvede på at købe lidt mælk. Men dette kunne ikke lade sig gøre, før jeg viste en gammel mand en pakke tobak, da blev de interesseret.
I huset boede flere familier, nogle var flygtninge, og da de opdagede, at jeg havde tobak, fik jeg både mælk og kartofler. Kartoflerne var varme, og de smagte mig ganske fortrinligt, selv om jeg hverken fik flæsk eller sovs til dem, men kun det tørre brød.
Jeg fortalte dem, at jeg ventede på min broder. Det interesserede dem, og de blev helt nysgerrige. Jeg fik så mad, og de fik tobak; for øvrigt var de meget flinke og venlige. Af og til løb jeg ud på vejen for at se, om der muligvis skulle komme nogen, men de kom ikke.
Hen på eftermiddagen kom der en officer, og hos ham fik jeg oplyst, at bataljonen var gået en anden vej, men hvor det skulle hen, vidste heller ikke han. Der kom så noget senere et par soldater, der bekræftede officerens ord.
Officeren sagde til mig, at hvis jeg ville finde bataljonen, kunne jeg lettest finde det ved at henvende mig til intendanturen i Montcornet, her skulle nemlig hele regimentet hente proviant samme dag hen imod aften. Fra denne lille landsby, hvori jeg befandt mig til Montcornet var der en afstand på 30 – 40 km. Det lykkedes mig at komme med en lastbil, der kørte med baraktræ.
Jeg sad højt til vejrs, men lykkelig over, at jeg kunne køre. Det blæste meget, og solen skinnede af og til, jeg frøs til at begynde med, men tøjet blev tørret og alt imens nærmede vi os Montcornet. Mit bataljon lå kun 3 – 4 km fra Montcornet, men jeg ville nu prøve på at finde Johannes. Hos kommandanturen fik jeg at vide, at I. bataljon af 258. regiment lå i Lappion. Det var ca. 10 km fra Montcornet.
Jeg tog den til fods til at begynde med, men jeg var træt af hele dagens begivenhed. Det lykkedes mig, da jeg var halvvejs, at komme med en lukket hestevogn, der var nemlig ingen officerer i den, og de to, der sad på bukken, talte så ivrigt sammen, at de ikke mærkede, at jeg sneg mig ind i vognen gennem døren, der var i bagerste ende. Vognen gik til Lappion, og jeg forlod vognen lige så ubemærket, som jeg var steget ind i den.
I Lappion fandt jeg ham heller ikke, men her l. bataljonsstaben, og de oplyste mig, at Johannes afdeling lå i Boncourt ca. 4 – 5 km fra Lappion. Nu håbede jeg på endelig at finde ham der. Det havde regnet let igen om eftermiddagen. Og nu begav jeg mig på vejen efter Boncourt.
Da jeg havde gået et stykke, traf jeg på en soldat, der stod og bøvlede med en motorcykel. Den ville ikke rigtig gå. Jeg hjalp ham med at skrue den sammen, og da vi var færdig, fik jeg lov til at sidde bag på. Først væltede vi, cyklen skred i et sving, og vejen var meget glat. Der skete ingenting udover, at vi blev tilsmurt med ler. Han bøjede lige før, vi kom til Boncourt. Jeg havde så kun 1 km at gå.
Jeg kom så til Boncourt – en by på størrelse med Toftlund. Jeg spurgte hist og her efter 1. Nachrichtenzug, alle vidste de, at de var i byen, men hvor de lå, vidste de ikke. Jeg gik hen til køkkenet, de vidste heller ikke mere. Jeg gik ned af gaden, spurgte en og anden, og det var en af Johannes’ kammerater. Han gik så med mig hen til det hus, på hvis loft 1. Nachrichtenzug lå.
Johannes traf jeg nede i gården, han var på WC, på den sædvanlige stang over et hul i jorden. Da han så mig, blev han så glad og så forbavset, at han sprang af stangen, holdt bukserne med den ene hånd og tog mig om halsen med den anden hånd. Vi fik begge tårer i øjnene.
Klokken var blevet fem, og efter mange kilometers gang, og efter megen spørgen, fandt jeg ham omsider. Men kun den, der har prøvet at vandre om i en stor armé, kan forestille sig, hvor belagt de byer og landsbyer er, hvor der er indkvartering i stor stil. Det viste sig nu, at mit kvarter lå kun en ca. 15 km fra Johannes kvarter.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.