Senest ændret den 4. december 2020 9:12

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

„Tidens  Hjul  gaar  centnertungt”  og  blodigt  henover  Vestfronten.  Alt  er  vel  nok  sat  ind  dér  for  at  fremtvinge  en  endelig  Afgørelse.  De  mange  granatspyende  Kanoners  Sult  er stor,  og  stadig  bliver  der  udtaget  Mandskab  til Føde  for  dem.

,  og  jeg  har  faaet  saadan  et  Hold  t De  store  Skoledrenge  —  andet  er  de  ikke  —  er  blevet  kaldt indil  Uddannelse.

 De  er underernærede  og  spinkle  og  har  ingen  anden  Forestilling om  Krigen,  end  at  de  hidtil  har  faaet  fri  fra  Skolen  i  Anledning  af  en  stor  Sejr,  og  om  Soldaterlivet har  de  ingen Anelse.

Det  eneste,  de  i  militær  Henseende  hidtil  har  haft  Forstand paa,  er  at  synge  med  paa  Omkvædet,  naar  et  Kompagni gik igennem  Byen,  syngende  paa  denne  her:  „Es  schlief  ein  Graf bei  seiner  Magd.”

 —  Uddannelsen  af  disse  unge,  men  ellers ret  flinke  Mennesker  var  da  ogsaa  noget  af  det  mest  vanskelige  at  have  med  at  gøre.  Jeg  er  inderlig ked  af  det.  Retter man  paa  Hovedstillingen, bliver  Benstillingen  skæv.  En  Anmodning  om  at  flytte  højre  eller  venstre  Fodspids  enten  ud eller  indad,  bevirker,  at  Hovedstillingen atter  bringes  af  Lave.

Retter  man  paa  højre  Armstilling,  glider  Geværet  i  venstre  Arm  uvilkaarligt  ned  i  udstrakt  Armstilling.  Saaledes gaar  det  i  det  uendelige.  Det  værste  er,  at  naar  man  skælder ud,  begynder  de  at  græde.

Det  er  den  rene  Ynk,  og  jeg  har besluttet  ikke mere  at  ville  se  ind  i  disse  sørgelige  Fysiognomier.  I  Gaar  bad  jeg  mig  fritaget  for  dette  Hverv,  men  Svaret  var  benægtende,  og  derfor  maatte  jeg  i  Dag  finde  paa noget  Nyt.

Jeg  meldte  mig  syg.  Da  Kompagniet  i  Middags kom  hjem  fra  Udmarchen,  spurgte  Kompagniføreren  til  mit Befindende  og  om,  hvad  der  af  Lægen  var  blevet  anordnet. Jeg  halede  et  Par  lange  Bind  op  af  Lommen  og  viste  ham dem.

Han  blev  gal  i  Hovedet  og  beordrede  mig  til  Skrivestuen,  hvor  han  nærmere  vilde  tale  med  mig.  Han  holdt  her en  Moralprædiken,  der  tydelig beviste,  at  han  ikke var  ukendt med  Nattelivet  i  Byen  og  de  dermed  forbundne,  lumske  Farer.

Dog,  Hauptmann’en  var  ikke  dum,  og  tilsidst  blev  vi enige  om  Spørgsmaalet. „Er  det  Meningen, at  De  vil bruge  de  Bind,”  spurgte  han, „svar  mig  ærligt!” „Nej,  Hr.  Hauptmann.” „De  er  dog  i alt  Fald  ærlig,”  sagde han  saa,  „af  den  Grund skal  De  faa  Deres  Ønske  opfyldt  med  Hensyn  til  Rekrutuddannelsen,  er  det  ikke  det,  De  har  villet  opnaa?” „Javel,  Hr .  Hauptmann,”  svarede  jeg. „De  skal  nu  faa  et  Stammandskab,  og  med  dette  vil  De hver  Dag  have  at  gaa  paa  Vagt  ved  Gasgranatfabrikken. Er  vi  saa  enige?” „Javel,  H r .  Hauptmann!”

Han  belærte  mig  om,  at  der  var  store  Udsigter  til, at  der paany  afgik  en  Transport  til  Felten,  og  at  der  vel  saa  ogsaa skulde  bruges  Underofficerer.  Jeg  var  klar  over,  hvad  han mente  og  svarede,  at  for  saa  vidt  det  ikke  skulde  betragtes som  nogen  Straf,  vilde jeg  hellere  det.

Han  erklærede  dog,  at der  ikke  fra  hans  Side  var  Tale  om  nogen  Straf,  men  for  en Mand  som  mig, maatte  det  anses  for  at  være  en  overordentlig stor  Ære  at  være  med  til  de  sidste,  store  Anstrengelser  til Opnaaelse  af  den  Afgørelse,  der  forhaabentlig  skulde  bringe os  Sejren  hjem.  „Javel,  Hr .  Hauptmann,”  svarede  jeg,  og dermed  var  Audiensen  forbi.

—  Nu sidder  jeg  paa  Vagtstuen, og  Kammeraterne  véd  at  fortælle,  at  Hauptmann,  hver  Gang der  har  været  fordret  Officerer  til  Fronten,  har  haft  det  kedelige  Uheld  at  falde  af  Hesten. 

De  siger  ogsaa,  at  han,  der nok  skal  sørge  for  at  faa  andre  ud  i  Skidtet,  er  en  fejg  Kujon;  men  Folk  kan  jo  være  ondskabsfulde.