Den danske præst N.A. Jensen virkede under verdenskrigen som præst for de sønderjyske krigsfanger, fra 1915 i fangelejren ved Aurillac i Frankrig og så fra foråret 1917 ved Jurjef Polski i Rusland. I bogen “Ventetider” beskrev han sin gerning og livet i Frankrig og Rusland.
I sommerens løb voksede Russer-stemningen stærkt blandt disse [de tjekkiske krigsfanger, red.], og de ansøgte om at komme enten til den russiske eller franske front. Midt i august rejste virkelig også en hel lille skare, og den fulgtes til banegården af byens begejstrede mængde. Det gjorde’ stærkt indtryk på Sønderjyderne. En af dem gav mig i brev (jeg var i Petrograd i de dage) følgende skildring:
„Jeg fulgte dem til banegården. Det gik med sang. I kamp! I kamp! lød det begejstret fra deres læber. Jeg tænkte på, om man kunde gå i kampen for friheden med sådanne kammerater. Da kunde man frejdigt gå kuglerne i møde og falde med den danske menigmands ord på læberne: O Herre Gud, så skulde jeg endda i dette liv den glæde ha’. For efter min mening er det den dejligste død, for fædreland og frihed. Men den glæde får vi nok ikke. Den tid, da man tænkte på landets nød og smærte før på sig selv — i Danmark — det var i ott’ og fyrre. Det er beklageligt, at vi Danske skal søge det store i fortiden. Danmark vil helst købe sejre uden blod og sværd, men derved vil idealerne gå tabt, og vi vil ende som en gullaschnation, vi, den stolte vikingeslægt ….
Men tilbage til Tjekkerne. Den halve by fulgte dem. Unge piger bragte de frivillige blomster; selv havde de allerede smykket sig før. Så sang de marseillaisen og den bøhmiske hymne: Hvor er mit hjem? En af dem holdt en tale, jeg kyssede vore 5 venner fra huset (han havde boet i hus med disse) og gav dem alle et fast håndtryk med inderlige ønsker om sejr og hæder og en lykkelig hjemkomst til et lykkeligt og frit fædreland. — Stemningen hos de frivillige var glad, begejstret og alvorlig. Når man blot har været 3 dage ved fronten, ved man, hvad det vil sige at gå frivilligt ud til det igen, og nu er det værre end før. Men de holder nok ud.
Det vil ikke være rart for de Tyskere, der falder i deres hænder, men Danskerne har de lovet mig at give pardon. Tænk, om ens forbøn kunde redde en landsmand! Ja, så er der endnu et udmærket træk. Af de menige måtte skrædderne og en snedker ikke komme med. Men de havde dog fået tilladelse til at gå med på stationen. Man anede, at de vilde smutte med og passede derfor godt på dem, men alligevel smuttede en af dem med. Er det ikke storartet! Russerne løber bort fra fronten, men disse løber bort for at komme tilbage til den.”
Ja, således skriver en Sønderjyde; han tager jo tonen stærkere, end vi kan det hjemme; men husk: den, der lever under fremmedåg, får just derved denne tone drevet i vejret.
(N.A. Jensen: Ventetider, 1926, s. 168-169)
