Tag-arkiv: russerne

21. juni 1916. Kresten Andresen: Tilbage i ro igen en uges tid

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i juni 1916 befandt sig ved Douai.

Den 21. juni 1916

Kære forældre!
Nu er der alligevel slået en dag over med mit skriveri; men det kommer af, at vi er kommet tilbage i ro igen en uges tid.

Mange tak for brevet af den 15. Det er jo kedeligt med vor søster Johanne, men hun har nu også selv en lille smule skyld, for hun burde jo ikke tage ud til folk, som hun slet ikke kendte. Nå, det er da godt, at hun er sluppet så lempeligt fra det. Hun kan jo nu ligge ret mageligt og læse ude i haven. Så skulde hun tage og give sig i lag med nyttige arbejder, som f.eks. at læse i min store illustrerede litteraturhistorie. Og forhåbentlig får jeg nu også ret ofte brev fra hende.

I dag har vi så den længste dag om året, og den bliver endda i år forkortet en hel time. Når I skriver herop, må I være meget forsigtige i jer udtryksmåde, for der er streng censur. I grunden må jeg jo ikke engang skrive dansk hjem, men hvad skal jeg gøre, når I ikke forstår tysk? Det er da forfærdeligt, som russerne går på nede i Bukowina; jeg læste i går om 150.000 fangne østrigere, mon det også passer?

Mange hilsner til jer alle
fra eders hengivne søn Kresten

NB. Johanne skal have mange tak for brevet; jeg skriver en af dagene.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

10. juni 1916. Omringningen var næsten fuldbyrdet.

Senest ændret den 17. september 2021 20:31

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

“På ilmarch”

Med hensyn til russerne fik Claus ret. De sidste tre dage, før han blev såret, var de gået til angreb både til højre og venstre for os. Særlig den højre fløj blev angrebet meget kraftigt. Da de imidlertid angreb uden nævneværdig artilleriforberedelse og ved højlys dag, blev de afvist til trods for, at de angreb med indtil 16 skyttelinier efter hinanden. 

Russerne må have haft mægtige tab. De blev bogstavelig talt mejet ned af de tyske maskingeværer og nåede aldrig nærmere end til de tyske pigtrådsspærringer. Angrebene over for de tyske regimenter ebbede imidlertid ud og trak længere og længere ud på fløjene, hvor de østrigske tropper lå, og her syntes de at have haft større held. 

Om natten markeredes frontens forløb af de afskudte lyskugler eller lysraketter, om man vil , og det var på grundlag af dem, at Claus havde gjort opmærksom på, at russerne gik frem på begge fløje. 

Da der var gået et par dage til , var omringningen næsten fuldbyrdet. Det hed sig, at regimentet skulle afløses en af de første dage, men den almindelige mening blandt mandskabet var, at det måtte da blive af russerne. Og ganske rigtigt, en dag blev der givet besked om, at regimentet skulle samles kl . 22 i en slugt lige bag fronten. 

Hver mand fik ordre til at medtage 500 patroner foruden den sædvanlige udrustning. Hvad der ellers fandtes af ammunition og udrustning blev kastet i latrinerne eller ødelagt. Nu var der ingen tvivl om, hvem der skulle afløse os.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

9. juni 1916. Heimatschuss: “Slut med forstillingen Jacob, hjemmet i sigte.”

Senest ændret den 17. september 2021 20:32

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

“En ordenlig forskrækkelse”

Jeg måtte tit i de kommende år tænke tilbage på Claus og hans ord, for de viste sig at være rigtige. 

En af de følgende nætter, da vi atter bar »ryttere« frem, fik Claus en kugle gennem overarmen. Trods det, at kuglen havde beskadiget knoglen, og at det sikkert var meget smertefuldt, gav han – bortset fra en lille ed, da kuglen traf – ikke en klagelyd fra sig; tværtimod, hans kommentar var: »Slut med forestillingen Jacob, hjemmet i sigte.« 

Jeg forbandt armen efter Claus’ anvisning, så godt det lod sig gøre, og udtalte min bekymring over, at knoglen var beskadiget, men det faldt ikke i god jord hos Claus: »Det er netop det fine ved det hele min dreng, hvis det kun havde været et kødsår, ville jeg ikke nå tilbage til Tyskland . Som det er nu, har jeg en stor chance for, at dette kan lykkes.« Jeg måtte uvilkårlig tænke tilbage på bayrerens opførsel, da han blev såret i benet. 

Da Claus og jeg kom tilbage til skyttegraven – han ville nemlig have sine personlige ejendele med sig – tog han afsked med kammeraterne med følgende spådom: »Så vidt jeg kan skønne, har I været her den længste tid. Læg mærke til russernes lyskugler om natten, jeg tror, de er ved at omringe os. Hold jer muntre og på gensyn i Tyskland, nu glider Claus.« 

Jeg så ham aldrig mere, men savnede ham meget. 

Han var en god læremester og beherskede de 5 %, der var nødvendige for at overleve. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

2. juni 1916. Rejsen var endt, den alvorlige del begyndte.

Senest ændret den 17. september 2021 20:32

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra april 1916 begyndte rekrutterne at blive sendt til fronten – de fleste til Verdun. Bergholt bliver sendt til Østfronten.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

»Regiment 222«

Sønderjyderne havde aftalt at holde sammen, så godt det kunne lade sig gøre; men skæbnen ville, at kun ca. 30 mand af sønderjyderne blev tildelt regiment 222 – deriblandt var jeg. Resten kom til de andre regimenter i divisionen. 

Frontafsnittet i Østgalicien var hovedsagelig besat med østrigske regimenter. De få tyske divisioner, der fandtes her, blev næsten udelukkende benyttet til at opfange de russiske gennembrudsforsøg, der fandt sted snart her, snart der. 

En følge heraf var, at de tyske tropper førte en omflakkende tilværelse. Dagsmarcher på 60-70 km – og mere – var ret almindelige. Da det var meget varmt om sommeren og til gengæld særdeles koldt om vinteren,  -30 grader var ikke usædvanligt, stillede disse marchture store krav til mandskabet. 

Bortset fra ganske enkelte militærveje, fandtes der ingen færdselsårer, som vi kender det her hjemme. Vejene fra by til by bestod kun af hjulspor uden belægning af nogen art. Støvplagen om sommeren var derfor ubeskrivelig, og om efteråret, inden frosten satte ind , var det hele et morads. 

På det frontafsnit, hvor transporten blev udlæsset, havde russerne kort tid forinden forsøgt et gennembrud, som i første omgang var lykkedes. De var gået en halv snes kilometer frem, men var så blevet stoppet af den tyske division og trængt tilbage til deres udgangsstillinger og endda længere endnu. Dette havde kostet divisionen en hel del tab, som transporten nu skulle udfylde. 

Regiment 222 fik tildelt et par hundrede mand. Ved fordelingen til bataljonerne var de 30 sønderjyder, der atter holdt sammen, mere heldige. De kom alle til 3. bataljon. Sammen med ni andre kom jeg til 10. kompagni. En haderslevdreng og jeg blev tildelt samme korporalskab. – Rejsen var endt. Den alvorlige del begyndte.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)