Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid nået over Aisne-Marne kanalen, men byen hvorved de lå i stilling, var dem ukendt.

Situationen var i virkeligheden højst alvorlig, uden at vi vidste det. Vi var ved at blive omringet af englændere og amerikanere. Jeg lagde ganske vist mærke til, at der kom en usædvanlig masse infanteri og maskingeværkompagnier og gik i stilling på bakkekammen oppe ved den anden ende af skoven i skovkanten, og herfra var der fri udsigt over et fladt, udstrakt terrain fremefter.

Fra denne bakkekam og ned til kanonerne var der 6-800 m; man kunne se igennem skoven, tættere stod træerne ikke. På en gang opdagede vi, at alt ilede tilbage, alt hvad remmer og tøj kunne holde, det gjaldt Train artilleri og alt, hvad der var kørende.

Det gik på landevejene, tværs over markerne, og pludselig fik vi besked på at bryde op hurtigst muligt, men ak og ve! hestene gik og græssede på en mark, og seletøjet var taget af dem. De skulle først indfanges, have seletøjet på, og alt dette ville tage alt for megen tid.

Unteroffizier, Hans Essel, kom løbende og råbte, at vi var omringet og ved at blive taget til fange. Jeg gik hen til Protzerne og hentede min landsæk med et stykke brød, samt et ordentlig stykke soflæsk i, og dernæst opsøgte jeg Karl Skurnia, og han søgte efter mig, for vi ville sammen i fangenskab. Vi traf snart hinanden, og vi stod og så på alt det, der løb og ilede tilbage, og det hele så temmelig forvirret ud.

På en gang begyndte de at skyde oppe på bakkekammen som rasende. Alle maskingeværer begyndte at skyde, og infanteriet skød også alt det, der kunne komme igennem geværerne. Vi løb begge igennem træerne, og snart stod vi bag skyttelinjen.

Det var amerikanerne, der lavede Atakke (kavaleriangreb). Man kunne tydelig se, at den ene række sprængte frem efter den anden. De kom ud fra en skov og for frem tværs over markerne. De (vort infanteri) skød p. ca. 1500 m. Men det gik angriberne ilde. Man kunne se, hvorledes rytterne og hestene styrtede ned, og hvorledes rækkerne blev mere og mere udtyndet, og en hel enkelt hest nåede frem til de tyske linjer; Resten var døde eller sårede.

De angreb på denne måde en måske 15-20 minutter, men udrettede intet. Kavaleriatakken brød sammen, og det amerikanske infanteri kunne ikke nå frem ad denne vej. Hestene og rytterne lå på terrainet foran os som sorte prikker, sået rundt omkring på markerne. Der lå mange hundrede, ja, måske tusinde døde.

Efter at dette angreb var blevet afvist, var der nogle skærmydsler rundt omkring os, der kom mange fanger: englændere, amerikanere og enkelte franskmænd. Spændingen var udløst, vort infanteri gik frem, og modstanderen veg tilbage. Vi brød op, hestene stod forspændt for kanonerne, og efter en lang tids venten fortsatte vi fremover.

Rundt omkring ved veje og hegn lå uhyre mange døde, og ambulancen fik travlt med de sårede. Vi kørte frem og holdt længe i en landsby x. Byen var rømmet, dog boede der hist og her nogle gamle folk, en gammel mand eller en gammel kone. Fandtes der civilfolk et eller andet steds, blev der straks skrevet med kridt på døren: “Civil”, og det var forbundet med stor straf at betræde et sådant hus. Og det var sjældent, at forbuddet blev overtrådt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.