Tag-arkiv: Oeuilly

Krigens forløb, Sønderjyder

24. juli 1918: Kanonerne rykkes tilbage

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af byen Troissy.

Ved 6 – 7 tiden var vi ude ved Oeuilly igen. Vi kunne imidlertid ikke komme ud til kanonerne endnu, da franskmændene lå lige bag kanoneme i en afstand på ca. 500 m. Vi fik en vinkælder anvist til opholdssted – en underjordisk hvælving, der kunne rumme ca. 60 – 70 mand. Der var ingen vin i kælderen, men mange sårede og døde.

De lå rundt omkring ved siderne. Vi sad og ventede efter, at der skulle blive lidt mere mørkt, så hestene kunne komme frem. Vi havde intet at spise, og der var ret trist i denne mørke kælder. Ved 10-11 tiden kom hestene.

Vi blev kommanderet ud, og vi kanonerer skulle først op til batteriet for at gøre det køreklart, pakke sammen osv. Vi skulle først over en bakke og så til højre ind i en hulvej. På bakketoppen kunne franskmændene se os, så vi måtte krybe i vejgrøften, vi kravlede een efter een i en lang række op over bakketoppen og nåede godt ned til kanonerne.

Vi fandt en del af vore kammerater – de lå døde rundt omkring; karabinerne var kastet rundt til alle sider, men ellers var kanonerne urørte. Vi samlede de forskellige ting sammen og gjorde batteriet køreklar. Dog var vi en lille smule nervøse, da franskmændene lå lige på den anden side af bakken.

Det blev efterhånden ret mørkt, og vi sendte bud efter hestene. De kom med Protzerne, vi protzede meget hurtigt på, hestene fik sporerne og et par af pisken, og så satte de af sted; de mærkede sikkert også den nervøse spænding, og så var de mere tilbøjelige til at trække end under rolige forhold.

Da de tog fat ved den 4. kanon, gled denne, og der kom et træ på 15-20 cm. tykkelse ind imellem hjulet og lavetten, men hestene trak så voldsomt, at træet blev rykket op med rod. Vi slap ud af stillingen og kørte ned til Oeuilly, og først her åndede vi lettet op.

Vi kørte igennem byen og fortsatte hen af landevejen, bøjede af til højre og kørte efter en 1 – 2 timers kørsel ned til Marnefloden; her gik vi i stilling, og kanonerne stod ikke længere end 20 – 25 m fra selve floden.

Undervejs derhen sad jeg på Protzen, og løjtnant Weichert førte kanonerne tilbage. Da vi red på landevejen, bad han mig om at få en slurk af flasken, han tiltalte mig med “Kammerad!” Jeg sagde, at det var første gang, han tiltalte mig på denne måde, men selvfølgelig gav jeg ham min flaske, og han tømte den for indholdet, den var fyldt med kaffe. Da han havde taget den sidste slurk, spruttede han grumsen ud og sagde, at det var strenge tider for os.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Krigens forløb

23. juli 1918: Fronten stabiliseres

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af byen Troissy.

Og medens vi sad i græsset og drøftede situationen, opdagede vi en bataljon, der kom og rykkede ud imod den retning, hvorfra vi var kommet. De gik eller rettere sværmede ud i skyttekæde, men foreløbig gik de frem uden at åbne ilden – ”De sorte” måtte altså have trukket sig tilbage, i hvert fald måtte de være standset.

Vi gik langs med Marnens nordlige bred på en simpel vej og nåede hen til en lille landsby. Jeg husker ikke dens navn. Her traf vi på nogle af kanonererne fra batteriet 1/407. Snart kom der flere til, og det varede ikke ret længe, inden vi var en 30 – 40 mand. Hestene og Protzerne var et andet sted længere tilbage.

Løjtnant Weichert sad på en træstub med begge hænder for ansigtet og græd. Han udtalte, at han havde været soldat i 18 år, og det var den værste dag, han havde haft. Vi spurgte hverandre om kammeraterne, men der var ingen, der vidste ret meget.

Vi hvilede os noget, og efterhånden var en stor del af bataljonets 1. batteri samlet igen, vi fik forbindelse med 2. og 3. batteri samt Protzerne og køkkenvognen, og ved 4 – 5 tiden gik vi over Marnen igen ud efter stillingen, hvor kanonerne var. De württembergske jægere havde trængt ”de sorte”, samt de andre franskmænd samt amerikanerne tilbage.

På vejen ud imod Oeuilly (bag hvilken kanoneme stod), mødte vi mange franskmænd og enkelte kolonialtropper. Kolonialtropperne blev skudt ned alle sammen. De havde nemlig forøvet et ganske frygtelig hærværk over for de døde og sårede, idet de nemlig havde skåret halsen over på alle dem, der lå på deres vej, uanset om de var døde, let eller hårdt såret.

I forbifarten havde de givet dem dette uhyggelige snit i halsen. Således fandt vi Unteroff. Mantier, en murer fra Thuringen, med halsen skåret over. Han var såret i foden og kunne ikke løbe. Da de sorte fik øje på ham, dræbte de ham. Sådan fandt vi flere fra vort batteri, og rundt omkring på markerne lå infanteristerne i samme stilling.

Det var ret forståeligt, at der blev et voldsomt raseri over for de sorte. Der kom ingen i fangenskab af de sorte denne dag. Der sad en såret neger bag på en vogn, der kørte tilbage. Da vognen kørte forbi nogle infanterister, lagde de øjeblikkelig geværet ved hovedet og skød ham ned. Han væltede ned af vognen og blev liggende.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Krigens forløb

21. juli 1918: Frederik Tychsen: Franske kolonitropper! Af sted, hurtigst muligt!

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af byen Troissy.

Hen på morgenstunden nåede vi ud til batteriet igen. Da vi gik gennem Oeuilly, bemærkede vi, at nogle soldater var ved at tage divisionstabsskiltet ned (”stab 113 div”) samt alle de andre skilte, der hører til en stab. Dette betød, at enten skulle divisionen frem eller tilbage. Altså den ene stab flyttede efter den anden, vi var nu efterhånden blevet klar over, at stillingen kunne sikkert ikke holdes.

Batteriet var i fuld aktivitet. Kanonerne drønede, og kanonererne arbejdede alt hvad de kunne. Jeg søgte Goldbergs overfrakke op (overfrakken findes i min krigssamling; Goldbergs navnetræk er i bæltestedet), tilegnede mig den og beholdt den.

Vi kom straks i arbejde. Løjtnant Weichert var i stillingen. Denne Løjtnant havde vi kun midlertidigt, han var aktiv officer, kom fra II. Batteri, og skulle afløse Løjtnant Wiederholt, der var på orlov. Han var absolut ikke afholdt af mandskabet – alle hadede ham.

Hen på formiddagen blev skydningen indstillet for ca. et par timer. Vi fik ammunition, og vi var i gang med at få denne på plads.

Ved ca. 10 tiden fortsatte vi med skydningen, dog efter et andet mål – i vestlig retning. Dog bemærkede vi efter de fjendtlige luftballoners stilling, at vor stilling mere og mere kom til at ligne en hestesko, dvs., vi var ved at blive indkredset.

Ved 11 tiden begyndte efterretningsvæsener fra infanteriet at svigte, men vi skød stadig med stor styrke i vestlig retning og støttede “Heeresabschnit Derflinger”. Foran os lå en stor skov, vistnok ”Foret d´Enghieu”.

 I denne skov begyndte flammekasterne ganske frygteligt at arbejde. Vi kunne tydeligt se de sorte stråler, der sprøjtede højt oven over skoven; men efter et kvarters arbejde, kunne vi intet se mere.

Skydningen fra det franske artilleri blev mindre og mindre, og vi vidste i grunden ikke, hvad der var løs – men vi mærkede tydeligt, at noget måtte der ske.

Som vi allerbedst stod og betjente kanonerne, kom det tyske infanteri løbende ned imod os fra den foran os liggende bakke. De råbte, at nu kom kolonialtropperne, vi skulle skynde os at komme af sted.

Vi ville til at indstille skydningen, men så brølede løjtnant Weichert: ”Wir Kanoniere kämpfen und sterben ans Geschütz”! (Vi kanonerer kæmper og dør ved kanonerne).

Men han havde næppe fået det sagt, før der kom et antal negere i fuld udrustning og stak hovedet oven for bakken. Hvor mange eller hvor få, der var, ved jeg ikke, men nu var det blot med at komme af sted hurtigst muligt.

 Løjtnant Weichert ville til at se i sin kikkert, men han kom ikke til det. Han smed, hvad han havde i hænderne og løb alt det, han kunne.

Jeg nappede i skyndingen brødposen (en sandsæk med lidt levnedsmidler). Gasmasken havde vi altid på ryggen, og så løb jeg bag efter løjtnanten – men kunne ikke følge ham – da han havde lange ben.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Ikke kategoriseret

19. juli 1918: Usikkerheden breder sig ved Frederik Tychsens Batteri

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling ved byen Troissy.

Hen på eftermiddagen mellem 4 og 5 kom jeg tilbage til batteriet. Dog opdagede jeg, da jeg gik igennem Porte a Binson, at divisionen var ved at tage skiltene ned, de havde nemlig haft divisionsstaben i denne by. Nu skulle staben flyttes, dog var jeg ikke klar over, om de rykkede fremefter eller tilbage. Jeg talte med de andre om det; Felix Ploschaichik (sergent), mente ikke, at vi kunne holde stillingen, og at det sikkert gik tilbage igen.

Om aftenen fik vi nye forsyninger af ammunition. Batteriet stod nu i en hulvej syd for byen. Vi rykkede frem til en stilling lige syd for byen Oeuilly. I mørkningen rykkede vi frem til denne stilling, der lå ca. 10 km øst for Port a Binson.

Byen Oeuilly lå ved landevejen, der gik en ret god vej af i sydlig retning, denne fulgte vi ca. 1 km og så gik der en hulvej af til højre. Her i denne hulvej tog batteriet opstilling. 4. kanon stod længst mod øst ud imod bivejen ca. 50 m fra bivejen.

Vi stod bag ved en bakke, og ca. 2 km foran os var der skov. Straks efter indstillingen begyndte vi at skyde i sydøstlig retning. Vi skød ret hurtigt ca. 100 skud i timen. Forplejningen fik vi ikke megen tid til, dog havde vi fundet franske kiks og engelsk kød.

Hele stemningen bar præg af uro og usikkerhed. Der var ingen, der vidste noget ud over, at franskmændene, englænderne og kolonialtropperne lå i den ene kant af skoven, og tyskerne i den anden, men forude syntes det at være rolig. Artilleriet var i stærk virksomhed overalt, og alle veje lå under fransk artilleriild.

De tyske reserveafdelinger rykkede stadig frem over bakkekammen, og alle styrede de hen imod skoven (det var Foret Englieu). Ved midnatstid fik vi ”Feuerpause” (ildpause, hvil), og den nye dag begyndte.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.