Tag-arkiv: Litteratur

20. december 2021: Julekalender: Vater ist im Kriege

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.

Under 1. verdenskrig blev mange midler taget i brug for at styrke både krigsindsatsen og opbakningen i befolkningen. Heller ikke børnene gik fri for påvirkning via propaganda, da der blev udgivet børnebøger, der skulle vise idylliserede og idealiserende sider af krigen.
Pigerne kunne lære at blive gode husmødre eller indgå i f.eks. Røde Kors-arbejde, mens drengene f.eks. kunne læse om de forskellige grene af militæret herunder artilleri, infanteri, marine og luftvåben.

Vater ist im Kriege. Titelblad, 1915. Findes i arkivet på Sønderborg Slot.

I arkivet på Sønderborg Slot findes en bog: “Vater ist im Kriege. Ein Bilderbuch für Kinder” udgivet 1915 af Kriegskinderspende deutscher Frauen. Bogen kostede 1,20 Mark, hvoraf 25 Pfennig gik til Kriegskinderspende.
På bogens forsiden er gengivet et foto af kronprinsesse Cecilie, mens kronprinsen er tegnet til hest og har tilegnet bogen “Den deutschen Kindern einen Gruss aus dem Felde. Wilhelm 1915“.
På 50 sider gengives patriotiske og idealiserende vers på venstre side af opslaget med en illustration på højre side.
Museets eksemplar er desværre ikke komplet og i dårlig stand, men herunder er gengivet nogle af versene og tegningerne i bogen.

På Europeana – websitet for en samlet europæisk indsamling og digitalisering af materiale ang. 1. verdenskrig – findes en scanning af en tilsvarende bog. Titelbladet er et andet, men ellers ser bøgerne ud til at være identiske. Link til “Vater ist im Kriege” på Europeana.

Kriegsfreiwillige.

Nun nehmt die Büchse in die Hand,
Steckt Eichlaub an den Helm!
Der Kaiser ruft für´s Vaterland,
Da drückt sich nur en Schelm.

Das gibt den Herzen gleichen Schwung;
Da zeigt sich, was en Mann.
Zu alt ist keiner, noch zu jung,
Der Waffen tragen kann.

Väter und Söhne ziehen aus,
Gechultert das Gewehr;
für´s deutsche Land, für´s deutsche Haus
Kein Weg zu weit und schwer!.

Treue Waffenbrüder.

Nun lass´ un schauen, wer gewinnt,
Und wem´s am Ende graust;
Zwei Kaiser und zwei Völker sind
Ein Herz und eine Faust!

Die prügeln mit vereinter Kraft
Die Feinde windelweich
Und halten gute Brüderschaft:
Deutschland und Oesterreich.

Und ziehen erst die Sieger ein,
Lorbeer am Flintenlauf.
Steigt an der Donau und am Rhein
Derselbe Jubel auf.

Weihnacht im Felde.

Mutter schreibt: “Viel´ Meilen trennen,
Lieber Sohn, Dich heut´ von mir;
Doch die weissen Kerzen brennen
In der Christnacht dort, wie hier.

Und Du siehst in Feindes Landen
In des Himmels Diadem
Auch den Stern, der einst gestanden
Leuchtend über Bethlehem.

Und auch ich aus unserem Stübchen
Schau´, wenn er am Himmel steigt
Wo ich einst Dir ihn als Bübchen
Aus dem Fester hab´ gezeigt.

Dort wird Dir mein Blick begegnen,
Schau´ nur recht in seine Pracht –
Denn die Mutter will Dich segnen,
Lieber Sohn, in heil´ger Nacht.”

Det sidste opslag i bogen viser dette vers og billede:

Besuch im Lazarett.

Ei, Schwester, heb´ mich auf im Bett!
Hast Du´s denn nicht vernommen:
Es kommt Besuch in´s Lazarett, –
Die kleinen Prinzen kommen!

Heut´ sind´s noch Jungen, blond und klein,
– Ich sah sie bei Paraden –
Einst werden sie Soldaten sein,
Und uns´re Kameraden.

Dass Volk und Fürsten eines Sinns
Den Erbfeind überwanden,
Das hat ein rechter deutscher Prinz,
So klein er ist, verstanden!

16. november 1917. Mikael Steffensen: “Hvad der er en Del af ens Væsen kan man dø for”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I efteråret 1917 befandt han sig ved Flandern på Vestfronten.

Flandern, den 16. november 1917.

Kære N………. !


Saa har jeg saa meget at sige dig Tak for, N., og saa mange Tanker, du, men min Tid er saa knap. For Øjeblikket sidder jeg paa et Lofte i Halluin-Menin, vest for Courtrai (Kortrik), vi skulde ‘have et Par Dages Ro, men nu har de smidt os ud igen, og først for et Par Timer siden kom vi tilbage, men endnu ligger vi i højeste Allarmberedskab. Tilgiv da, om Brevet i Retning af Form og Skønskrift bliver »maadeligt« jeg kan ikke, som jeg helst vilde.

Jeg var saa glad for den Dag i Cambrai, selv om det var saa kort, og for Dagen i Buissy. Saa fik jeg da at føle, at vi endnu har Mænd, som kan betrygge vor Fremtid, at der endnu er virkelig unge Nordslesvigere, som tør vedkende sig deres Gud og deres Fædreland.

Det er vist at dømme haardt, men jeg regner dem for simple Folk, som svigter disse to Ting. Saa vidt jeg har erfaret, er disse to Ting -— selvfølgelig mest Vorherre — de to Poler, hvorom vort Liv drejer sig, og som giver vort Liv Indhold.

Tit har jeg tænkt i denne Tid: Kunde jeg blot have kæmpet og lidt dette forfærdelige for en Sag og et Land, som jeg elsker. Hvad der er en Del af ens Væsen kan man dø for . . .

Tak, N., for den Bog, du sendte mig, jeg vil se at faa den læst en af de første Dage, for at du saa kan faa den tilbage. Med forud vil jeg ikke tage den, dertil er den for god. Den første Fortælling har jeg læst, og den var god, dyb og af virkelig Værdi. Saa snart jeg faar en god Bog, faar du den tilsendt, vi vil hjælpe hinanden over denne Tid., N., og i Livet senere hen, ikke sandt? Hvis vi hjælper ‘hinanden frem mod høje Maal, saa vil Gud ogsaa velsigne vort Venskab, ja hele vort Liv.

Den 20. Oktober blev vi sat ind, og vi har været 10 Dage i Stilling siden da. Resten af Tiden har vi været i Halluin, men ogsaa i Beredskab, alarmeret hele Dagen, men ikke sat ind i Storm endnu.

I Dag har Englænderne trommet voldsomt, og der kastes Bomber og skydes her ind i Byen. Uhyggeligt er her, men forude er det værre. I mørke Nætter vil mange sætte Livet til i det bundløse Morads, og mangen Saaret vil lide en haard og fortvivlet Skæbne.

Bitterhed har fyldt mit Sind — der var knap Plads for Tak til ham, som jeg dog skylder Tak for saa uendelig meget godt. Vi er smaa, vi Mennesker, meget smaa, og i denne Tid især har jeg været en af de mindste: Svag og utaknemmelig, ængstelig og utro mod Gud.

Hvor fandt jeg Hvile i at læse i din Bog, de gode Tanker, dem faar man aldrig for mange af.
Jeg sad forhen og læste et Digt af Josias Bille, skrevet nu under Krigen. Tonen er ganske vidunderlig og gribende, men den kan jeg jo ikke skrive, jeg kender den næppe selv. Men Ordene faar du nu:

Ring, Klokke, lydt over Land og By,
meld om en blaaraende Himmel bag Sky,
ring for de Sjæle, som stønner i Strid,
Klokke, ring Fred i vor fejderde Tid.

Dybt skal du ringe i Sjælene ind,
nævne det bløde, vi bær i vort Sind,
kalde paa alt, som kan stemme til Fred,
vende vort Sind til Fordragelighed.

Kald alle Minder om Kærlighed frem,
kald paa de Længsler, vi bær til vort Hjem,
mind om den Hustru, som græder i Bøn,
mind om den Moder, som elsker sin Søn.

Ring, Klokke, ring over Hærenes Tal,
ring gennem Hjertets forhærdede Skal,
fri vore Sind for dens tærende Splid,
Klokke, ring Fred i vor fejdende Tid.

Du skulde høre N. N. synge den, selv har jeg ikke hørt ‘ham synge den, men andre, gribende Sange, og det var Andagt, det var noget, der greb det dybeste i mig, og fik Strenge til at dirre, som aldrig kom i Svingning ellers.

Ja, min Tid ebber ud, skønt jeg gerne vilde fortsætte, maa jeg dog slutte.

Guds Fred, N., over alle dine Veje, og vær kærlig hilset.

Din Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)