Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen og hans regiment har endnu en gang slået sig ned i huler. Denne gang ved Reims. På vestfronten er tyskerne efterhånden presset til det yderste.
Vor Bolig er naturligvis igen et mørkt Hulrum dybt nede i Kalken. Men Forholdene er meget venligere her end paa den anden Side af Reims.
Stollerne er hugget ind i et af Reims’s Yderforter. Kravler vi ud af Jorden, staar vi i en Have, hvor vi omsider finder Vinen, vi saa længe har søgt.
Stiger vi op paa Fortet, ser vi ud over et Hav af Hustage nede i Reims. Den verdensberømte Katedrals Taarne stiger endnu højt op i Luften; men selv her oppe fra kan vi se Krigens Ødelæggelsesværk paa den smukke Domkirke.
Her er godt at være, synes vi. Vi belaver os saa smaat paa at blive her hele Vinteren.
To Dage efter kommer som en Bombe Befalingen: »Straks gøre alt rede til et Tilbagetog!« Det staar ilde til paa begge Fløje.
I Flandern har Kong Albert presset sig frem, ved Verdun Amerikanerne. Vauquois, vor gamle Bekendt, er gaaet tabt.
Den sidste Hilsen, Hulebjergets sidste Kommandant sendte ud til Omverdenen, var et stolt Farvel:
»Fjenden stormer i tætte Skarer fra alle Sider. Der kæmpes forbitret til sidste Mand. Kongen leve!«
