Niels H. Lustrup gjorde krigstjeneste i Regiment 361, 10. kompagni. Han fortæller her om en minekampdag i Flandern.

Solen er ved at stige frem paa den østlige Horisont. Taagen, der ligger ud over Egnen, er ved at lette, mere og mere af Byen Dixmuidens sønderskudte Ruiner bliver synlige, efterhaanden som den røde Ildkugle i Øst hæver sig op over Jorden og med sine Straaler spreder Taagen, som til sidst kun som en let graa Masse svæver hen over Vandet i de mange Granathuller, der med Tiden er blevet til i Engdragene her foran Byen.

Luften er klar og krydret. Alting er endnu stille. Ja, saa stille, saa man næsten kunde fristes til at tro, at der ikke er Krig mere. — Højt over mit Hoved hører jeg en lille Lærke juble og trille i den friske Morgenluft. En svag Brise bringer Lyden ud til os inde fra Byen — Øksehug. — Man er derinde nok i Færd med at lave Brænde til Morgenkaffen.

— Ak ja! — En Kop varm Kaffe var vel nok paa sin Plads nu. Vi er tre Mand, der er paa Vej tilbage fra Patruljetjenesten derude foran Pigtraadsspærringen, hvor vi i den forløbne Nat har sneget os rundt, for om muligt at opsnappe fjendtlige Patruljer eller— maaske selv at blive opsnappet.

Vi har været heldige, og nu har vi passeret Pigtraaden og er gennem Udgravningen i den sønderskudte Jernbanedæmning naaet ind bag Jordvolden, der fører ind til Byen, der ligger nogle faa Hundrede Meter længere bagude.

Bag Jordvolden ligger der nogle lave halvt underjordiske „Bunkers”. Efter at have meldt vor Tilbagekomst hos vor Kompagnifører, begiver vi os hen til vort Kvarter i en af de andre „Bunkers”. De fleste af Kammeraterne ligger og nyder Hvilen. Der er kun et Par af Kammeraterne, foruden den gode Feldwebel Wilhelm Lamprecht, dei er vaagne. Medens vi søger at komme af med Klunset, sidder han og smaaskænder paa os.

— „Hvad i al Verden har I bestilt, siden I nu først vender tilbage,” siger han i en let bebrejdende Tone.

— „Ja, hvad skal jeg snart sige til det, Willem. Vi var naaet lidt langt over mod venstre og var naaet over i Nærheden af Slottet Woumen, hvor vi løb paa en Patrulje fra ,,33’erne”.

Vi holdt saa lidt Snak med dem, medens vi røg en Pibe Tobak. Desuden var Vejret smukt, og Taagen tæt og. . .“ Saa vidste jeg ikke mere. — „Ja, ja. Det er godt!” Sagde Willem leende.

Jeg ser paa mit Ur. — Nej se! Klokken er allerede 7! Ja, saa maa Klaus Hansen snart være her med Morgenkaffen. Altsaa kan det ikke blive til noget med at sove forinden, hvorfor jeg tænder min udgaaede Pibe og kaster mig ned hos den flinke Korporal Hannes Schrøder, der nu ligger og gnider Øjnene, idet han er vaagnet ved Samtalen, jeg førte med vor Delingsfører.

Aa — ah! Hvad er Klokken, Knacker? siger han gabende, medens han strækker sig paa det haarde Leje. — — Syv! — siger jeg, men ingen hører det — for i det samme lyder der et stærkt Brag, der faar vor Hule til at gynge og ryste.

Fortumlede triller vi rundt mellem hverandre. Heldigvis holdt Hytten.

Lugen foran Indgangen er af Lufttrykket slynget op. En efter en kryber vi ud for at se, hvor stor Skade der er sket. Medens vi staar og betragter den forvoldte Skade, lyder den os velkendte Lyd — „Klik”, siger det. — Minekamp!

Det piber og fløjter, og Minerne gaar bragende ned i vor første Stilling. Det lader til, at Englænderne derovre allerede har faaet deres Morgenkaffe. Vi er nysgerrige nok til at kigge over mod vor første Stilling, hvor Kammeraterne nu gør bedst i at søge i Dækning i deres Huler. — „Himmel og Hav” staar i et derovre.

Vi kan være glade, at vi kan ligge her i anden . . . raaber Korporal Schrøder — videre kom han ikke. — Der lyder nogle Brag lige i Nærheden af vor Stilling, og vi faar os hurtigt anbragt i Dækning bag Jordvolden. —

Man beskyder Stillingen her med Granater, hvis Stumper piber og hviner i Luften efter Bragene, der truer med at sprænge vore Trommehinder. Udstrakte ligger vi paa Jorden, der gynger under os efter hvert Nedslag. Af og til kommer der en lille Pause i Beskydningen, saa letter vi paa os og ser, om vi endnu alle er levende. Jo — det lader da til.

Du, Knacker, siger Wilhelm Schumann, der ligger lige foran mig, det er ikke blot Granater, men og- saa Miner, de . . . — mere hører jeg ikke for nye Hyl og Brag. Jeg stikker atter Næsen i Jorden og ønsker bare at kunne forsvinde ned i et Musehul. Efterhaanden bliver Tanke og Hjerne overtræt, og man næsten døser hen. Kun de værste Brag virker paa en.

I en Pause vaagner jeg. Det er Feldweblen, der kalder paa mig. — Halløj, du, Knacker! — Det er ham, Posten i Dæmningen. Ham har vi glemt. Se lige efter, om han er levende. Ellers faa ham med herud! siger han.

Naa, jeg letter paa mig, og som en Kat skynder jeg mig hen forbi de tomme „Bunkers”.

I Dæmningen ser det ikke godt ud, flere Granatnedslag har fundet Sted her. Gennemskæringen er næsten faldet sammen. Noget Tømmerværk er styrtet sammen foran Indgangen til Tunnelen i Jernbanedæmningen.

Posten, en af de ny tilgaaede Rekrutter, er der ikke. Jeg raaber ind i Tunnelen: — Halløj, er du der? — Ja, lyder det, men det er ikke inde fra det mørke Hul. Jeg rejser mig op og ser ham ligge henne paa Jorden ved Siden af Kompagniførerens Hule, hvor han klogeligt har søgt Dækning.

Da jeg kommer hen til ham, spørger jeg, om han fejler noget. Nej, jeg er bare saa bange, siger han med rystende Stemme. Han er helt grøn i Ansigtet, ser jeg nu.

Aah, ja, Krig er forfærdelig. Ikke noget for saadanne grønne Drenge, som ham der. Kom, Kammerat, befaler jeg og faar ham bragt paa Benene igen. Skyndsomst bevæger vi os tilbage til Kammeraterne og kaster os ind mod den beskyttende Jordvold netop tidligt nok til at undgaa at blive ramt af Granatstumperne, der svirrer rundt i Luften efter de eksploderende Miner og Granater, der i rigeligt Maal bliver os tildelt.

Vore egne Batterier svarer nu ogsaa. Larmen forstærkes endnu yderligere. Kampen mellem det svære Vaaben gaar videre. Vi elendige Mennesker, Smaakryb, kan kun ligge og vente.

— Vente og haabe, at det hele snart maa være forbi. Efter en Stunds Forløb — jeg ved ikke hvor længe — gaar en stor Mine ned i vor Jordvold i ganske kort Afstand fra det Sted, hvor jeg ligger. Braget er vældigt. Alt omkring mig bliver mørkt.

Jeg lukker Øjnene i og tror, at det hele er forbi. Knapt mærker jeg, at en sand Regn af Jord falder ned og næsten begraver mig. Lidt efter hører jeg gennem Larmen nogen skrige: „Hjælp mig! Aah, kom dog og hjælp!“

Jeg aabner Øjnene, og gennem Røgen ser jeg, at en af mine bedste Kammerater er blevet begravet af de nedstyrtende Jordmasser. I en Fart er jeg paa Benene og sammen med flere af Kammeraterne iler jeg den nødstedte Kammerat til Hjælp.

Ludvig Eggert ligger under Jordmasserne af den nu fuldstændigt jævnede Jordvold. Hans Ansigt er det eneste, der er frit. Ludvig Eggerts Ansigt er fortrukket af Smerte, og vi bruger vore Spader, saa godt vi kan. Endelig har vi faaet ham fri og slæber ham i Dækning. En af de unge Rekrutter bliver under dette Arbejde ramt i Ryggen af en Granatstump. Han forbløder under Arbejdet med at forbinde ham.

Atter ligger vi stille. I min umiddelbare Nærhed hører jeg een stønne og græde. — Det er Ludvig Eggert. Atter gaar der en Tid. Pludselig hører Beskydningen op. Den er lagt hen paa Byen og Artilleristillingerne bagved.

Granaterne roder svært op i den øde og sønderskudte Bys Gader og Huse. Det buldrer og brager derinde af Eksplosionerne, der faar de sørgelige Rester af Byens forhen saa smukke Huse til at styrte sammen. Et Minedepot rammes, og under et forfærdeligt Brag ryger det i Luften. Braget er saa voldsomt, at Luften ligefrem dirrer, og Jorden under os ryster, som var det Jordskælv. — Ekkoet fra Eksplosionen gjalder svagt tilbage fra de afstumpede og hullede Mure.

— Pludselig holder Beskydningen op! Gennem Stilheden hører jeg Willem sige: „Ha, — nu har „Tommy” nok faaet nok for denne Gang.

— Hans Rør er nok blevet for varme, saa han maa have dem afkølet lidt, før han kan begynde paa næste Akt.“

Gudskelov blev det dog ikke til mere denne Gang. Vi aander lettet op og er snart paa Benene igen. Solen skinner atter, medens de sidste Røgskyer bortvejres af den friske Brise. Oppe under Himlen synger Lærkerne, og Blomsterne i Engen, som her er temmelig fremmelige, nikker og samler Nektar af Solens varme Straaler. Vi staar og ryster Støvet af vore Klæder, og sandelig er der een, der ler — det er Ludvig Eggert, der staar paa de bare Ben. Han er glad over, at han slap saa heldigt fra det denne Gang.

Den eneste, der ikke ler mere, er den unge Soldat. Her endte han sit unge Liv.

DSK-årbøger 1945