Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsens og hans kammerater nåede knap at slå sig ned ved den nye stilling ved Meuse. Så kom beskeden endelig, den besked de havde ventet med længsel i lang tid. Men uroen raserede stadig derhjemme, og der ventede en lang march hjem forude.
Seks Dage varer denne Helvedesrejse nordpaa. Vi kravler op ad Ardenneme, kører atter stejlt nedad og har den 9. November naaet Maalet, en ny Stilling bag ved Meuse.
Da vi har sovet Trætheden ud af Kroppen, ser vi os omkring. Det er en herlig, vildt romantisk Egn. Smukkere end her kan det nok ikke være nogen Steds i Verden!
Meusefloden bruser nede i en stejl, dyb Kløft, snor og drejer sig mellem høje Klippevægge og skovklædte Bjerge. Fra Øst munder Semoy-Floden, hvis Dal er endnu vildere, eventyrligere, smukkere end Moder Meuses. Den er saa vidunderlig, at dens Skønhed prises i en fransk Fædrelandssang.
Navnet Semoy har vi aldrig hørt før, men Byen Bouillon i den belgiske Del af Semoy-Dalen kender vi godt fra Korstogenes Historie. Hvor Semoy og Meuse blander deres Vande, ligger Byen Monthermé, omtrent 12 Kilometer Nord for Charleville, hvor Kronprinsen under Krigen havde de mange glade Dage.
En Kilometer Øst for Byen ligger der en Fabrik i Semoydalen. Vore Officerer bor i Direktørens Villa, vi andre tager Ophold i et lille Hus ved Siden af. Vi maa først hente Stole og Borde nede i Byen, thi her er intet. Det er skændigt, som Tropperne allerede har huseret i alle Husene! Den nye Stilling synes uindtagelig. Hvor længe skal vi blive her?
Mens vi indretter vort Kvarter, fægter vor Bagtrop endnu med de forfølgende Franskmænd.
Der kæmpes den 10. November, der kæmpes Natten mellem den 10. og 11. I Morgentimerne den 11. November kommer Cyklisterne som de sidste over Meusefloden.
Tilbagetoget er endt!
Krigen er endt!
Gennem Telefonen faar vi Besked: »Den 11. November Kl. 11,45 Formiddag begynder Vaabenstilstanden!« Den har vi længtes efter i fire Aar. Den har vi i de sidste Uger længtes efter med alle Hjertets Trævler. Nu er den der!
Og nu kan vi ikke engang glæde os! Vi er saa trætte, saa trætte!
Vi kan ikke fatte det, at Kanonerne ikke skal dundre, at Natten ikke skal oplyses af Lysraketter. Vi er saa bekymrede for de kære derhjemme. Thi dér synes Revolutionen at rase, og Revolution maa være værre end Krig.
Rygter og Beretninger om Uroligheder i Kiel er naaet til os. Hindenburg lader meddele, at han har stillet sig til Raadighed for den nye Regering. Vi faar en mystisk Ordre fra en Mand ved Navn Ebert om at adlyde Officererne som hidtil.
Hvad betyder alt dette?
— Hvor er Kejseren?
— Der gaar Rygter om blodige Kampe i Tyskland, om vilde Udskejelser, lavet af Folk, man kalder »Spartakister«.
Fronten er træt, — Fronten er bekymret.
Den onde Krig undte os ikke engang en glad Time, da Dødens Engel sænkede sin Haand.
