Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der midt i april befandt sig i Frankrig.
Da jeg vågnede næste dag, var jeg overrasket over at finde mig selv i live såvel som også vores kvarter uskadt. Kommandøren var også allerede på benene, og nu blev der holdt krigsråd. Angrebet var mislykkedes, det stod fast. Vi skulle være glade, hvis vi overhovedet kunne holde vores nuværende stilling. Det måtte altså gøres. Befalingen derfor: ”Stillingen skal indrettes til forsvar”.
Regimentsstaben trak sig tilbage til Bleu, for at opretholde forbindelsen med de ledende kommandoposter 50 meter bag første linje var umuligt. Jeg skulle finde en egnet kælder i Bleu. Det var jeg tilfreds med, jeg glædede mig at komme væk fra det elendige hus, da det syntes mig, at det ville være det en fornøjelse at blive ramt på taget af en engelsk granat og styrte sammen over os.
Det var nu slet ikke så nemt at finde en kælder i Bleu. Gode, solide kælderrum var ukendte i Flandern, men stedet lå under så kraftig beskydning at vi måtte have en eller anden form for dækning. Til sidst fandt jeg dog en kælder. Den var ganske vist bygget ret spinkel, men hvad kunne det nytte? De kartofler, der lå i den, blev smidt i værelserne oven på, det gav også nogen beskyttelse. Rummet blev indrettet efter de forhåndenværende muligheder, og da herrerne fra staben kom, var alt i orden.
I stedet for offensiv var det nu igen stillingskrig, og endda en yderst ubehagelig en, det mærkede vi også i Bleu, for englænderne beskød landsbyen, så vores kælder rystede og rokkede. Den næste morgen gik jeg med kommandøren i stillingen og kunne observere, hvor hurtigt krigen lagde et område øde. Store granathuller gabte allerede næsten overalt. Hvor længe endnu, og egnen her ville også være en uddød kratermark.
Tabene på vores side var temmelig betragtelige, et par dage senere faldt desværre også vores kommandør, da han besigtigede stillingen. Sådan blev også denne dygtige og ærværdige mand taget fra os, den nye kommandør, vi fik, kunne langt fra måle sig med ham.
(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)
Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, og deltog i oktober og november i den tysk-østrig-ungarske offensiv mod Italien, hvor han havde kommandoen over en afdeling minekastere.
Der var indtrådt en standsning i fremmarchen. I sidste øjeblik var det lykkedes italienerne at sprænge broen over Piave. Derover, på den anden bred havde modstanderen nu sat sig fast. Som sagt, var der nu også englændere og franskmænd. Forsvaret af Piave lod til at have være forberedt lang tid i forvejen, for modstanden viste sig temmelig stærk. Fjenden havde allerede i rigt mål kørt artilleri frem, som vi ikke kunne stille noget op imod, for vi havde kun vores lette feltartilleri med, og det havde forsvindende lidt ammunition. Hele natten oplyste italienerne den ikke synderligt dybe, men meget brede flod med lyskastere. Dette kunststykke havde vi allerede kunne beundre ved Tolmein. Det gik altså ikke sådan uden videre at spadsere over Piave og fortsætte forfølgelsen af fjenden, men det skulle dog gøres.
Minekasterne kunne ikke anvendes her, deres skudvidde rakte ikke en gang over floden. Vi pakkede altså omhyggeligt vores udstyr sammen, og hele baduljen blev overladt til en underofficer ved bagagen, mens mandskabet blev fordelt på infanterikompagnierne. Jeg selv fik til opgave at føre 4. kompagni. Efter jeg havde meldt mig hos bataljonschefen, begav jeg mig til mit nye kompagni, der lå lige ved Piave. Det var allerede sen aften, og derfor ikke så meget mere at gøre.Efter at jeg havde sovet ud, overtog jeg kompagniet ordentlig. Der var stadig to officerer, som man godt kunne leve med.
Da jeg blandt mange andre ting besigtigede kompagniets heste, blev jeg af en krikke sparket så hårdt på knæet, at jeg først troede, at hele benet var kaput. Heldigvis var det ikke noget farligt, men jeg kunne ikke gå og måtte kravle til sengs. I løbet af natten fik jeg nu i fuldt mål igen de gamle mavesmerter, var altså ikke meget værd. Det var mig så meget mere ubehageligt, da der om aftnen den følgende dag skulle gøres forsøg på med pontoner at komme over Piave. Jeg kunne ikke deltage, altså måtte den ældste af de to andre officerer lede kompagniet. Selv blev jeg ved bagagen for eventuelt senere at køre bagefter.
(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)
Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, og deltog i oktober og november i den tysk-østrig-ungarske offensiv mod Italien, hvor han havde kommandoen over en afdeling minekastere.
Marchen i den store kolonne, hvor det kun gik langsomt fremad, passede mig ikke. Jeg besluttede derfor næste dag at marchere på egen hånd og gjorde det også. Da færre hindringer nu stillede sig i vejen, og kolonnerne også havde flere veje at marchere på, kom vi hurtigt frem, og mange dage tilbage vi betydelige distancer. I Conegliano, hvor vi ankom om natten, fik jeg ved krydsningen af en dyb bæk ødelagt vognstang på en vogn og bremsen på en anden. Nødtvunget måtte jeg holde pause, hvilket egentlig også var nødvendigt for både mennesker og heste.
Lejligheden blev benyttet til at bage brød, og efter lang tid fik vi nu igen en gang dejligt, hvidt brød. Pålæg var der nok af, da hver soldat jo havde kogekarret fuld af svinekød. Jeg indkvartede mig i Conegliano i en lysemagers hus, som stod fuldstændig urørt, på trods af at ejeren allerede var flygtet. Jeg lod straks en kasse med lys pakke på vognen til de kommende mørke dage.
Næste dag gik det videre. Hvor vi marcherede, ved jeg ikke længere, kun så meget at vi endelig indhentede vores division i nærheden af Piave. Ved divisionsstaben bad jeg om besked om, hvor regiment 63 var at finde. En cykelordonnans (jeg havde naturligvis også rekvireret flere cykler undervejs) kørte straks derhen for at gøre sig vejen bekendt, og kom så tilbage for at føre os derhen. Jeg have jo ikke noget kort og måtte derfor finde vej på den måde.
Tidligt om morgenen tog vi af sted. Da vi kom tættere på Piave blev vi på vejen beskudt af fjendtligt artilleri. Det holdt os ikke tilbage, og vi marcherede til Vidor, der også lå under temmelig voldsom beskydning. Her i Vidor traf jeg en del af regiment 23 og hørte, at min vejviser havde ført os en forkert vej. Jeg kunne ikke komme videre frem, Vidor lå lige ved Piave, og på den modsatte bred stod italienerne, som englænderne og franskmændene i mellemtiden var ilet til hjælp. Jeg måtte altså tilbage og så dreje ad en vej til venstre.
Et kraftigt beskudt sted blev tilbagelagt i gallop, så gik det igen roligt videre på den rigtige vej. Imellemtiden var vi igen kommet ind i bjergrige egne, sidevejene var nogle gange så stejle, at vi knap kunne bringe vores vogen frem med seksspand. Endelig nåede vi San Pietro, hvor vores regiment lå. Dette sted lå også under beskydning, men ikke alt for slemt. Jeg meldte min ankomst til regimentschefen og fik mine folk indkvarteret så godt jeg kunne.
(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)
Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der i oktober og november deltog i den tysk-østrig-ungarske offensiv mod Italien.
Jeg kan ikke fortælle mange detaljer fra vores march, særlig fordi jeg fra den tid ikke har nogen breve til at hjælpe min erindring. Det var dengang fuldstændig umuligt at komme af med post, da hele forsyningsvæsnet endnu ikke var bragt i orden. Forplejning kom der heller ikke, vi var altså henvist til det, som landet kunne byde på. Gud ske takke lov var det foreløbigt også nok. Dog var der flere misforhold. Værst var det, at italiernerne stort set ikke har noget salt, da der vist er statsmonopol. Det skete ofte, at vi måtte indtag vores mad uden salt, hvad for det første smager modbydeligt og heller ikke bekommer legemet vel. Kartofler og korn, altså mel og brød, fandt vi også kun meget lidt af.
Den italienske bonde lever af at dyrke vin og majs, og at holde enkelte svin og køer. Befolkningens hovedernæring bestod morgen, middag og aften af polenta. Denne ret, ofte tilberedt uden salt, er ingen nydelse især ikke for ganer, der er bedre vant. Næsten alle bønder havde i kælderen vin i store fade. Blandt dem fandt vi ganske fine sorter, men måtte også først vænne sig til den italienske drik, da vinen er noget andet end den tyske eller franske. Som dessert til vores måltider fik vi næsten altid herlig frugt – æbler eller vindruer, der var også mange spisekastanier.
Køkkenerne var meget primitive, et komfur fandt man kun hos de rigere folk. Ovne kendte italienerne knap, selvom det – som vi tydligt mærkede i december – kan blive temmelig koldt. I dagligstuen befandt sig en muret forhøjning, hvorpå der brændte åben ild. Røgen steg muntert op til loftet, ligesom hos de gamle germanere. Skulle der laves polenta, så hængte man en stor gryde i en krog over ilden. Det der skulle steges blev på en pande stillet over flammerne på en trefod. Brød bagte italienerne på den måde, at de lagde dejen i den varme aske og dækkede den til med den, til den var bagt. Man ser i hvert fald, at tyskerne i denne henseende er italienerne vidt overlegne, for hvad jeg har skildret her, er ikke særtilfælde, men var almindeligt.
Vi kom rigtig godt ud af det med befolkningen. Selvfølgelig var de i begyndelsen meget bange, især for tyskerne, som der blev fortalt de mest gruopvækkende historier om. Snart blev de dog mere tillidsfulde og begyndte at fortælle. Meget karakter havde de ikke, for det første de gjorde, var at skælde morderligt ud på deres regering og hær. Franskmændenes nationale stolthed, der sætter fædrelandet over alt, besad italienerne ikke.
At vi fik så meget at vide af indbyggerne, skyldtes, at vi mødte mange mænd, der i deres ungdom havde arbejdet længere tid i Tyskland og derfor talte tysk. Jeg forsøgte efter mulighederne at forbedre mit italienske, og gjorde også så gode fremskridt, at jeg kunne mere end ”buon giorno, signorina” osv. Var vi blevet længere tid i Italien, havde jeg sikkert snart lært sproget, ikke mindst takket være mine franskkundskaber.
(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)
Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, og deltog i oktober og november i den tysk-østrig-ungarske offensiv mod Italien, hvor han havde kommandoen over en afdeling minekastere.
Jeg husker ikke længere, hvor lang tid det tog før vi var ude af Alperne. Det skete naturligvis ikke pludseligt, som man vel kan forestille sig, og alligevel var jeg forundret over den forholdsvis hurtige overgang fra bjerge til dal. En dag så vi det øvre italienske lavland ligge for os. Første større by var Cividale, der netop var blevet indtaget af vores tropper. Vores division skulle dog ikke til Cividale, men mod højre til Faedis. Jeg ville dog ikke undlade at ride forud for at se nærmere på Cividale.
Det var allerede mørkt, da jeg ankom, og hvilket ejendommeligt billede. Ikke en beboer var at se, de syntes alle at have skjult sig. I stedet fyldte soldater fra Alpekorpset gaderne, tykke alterlys i hænder som belysning, for at finde ud af hvor der var noget at erobre. Det drejede sig naturligvis først og fremmest om levnedsmidler, intet andet var af betydning for soldaterne. Jeg var også i en butik. Forfærdeligt så der ud. Hele gulvet var dækket med konservesdåser. For at fastslå indholdet stak soldaterne hul på dåserne med deres bajonet, og da de fleste indholdt tomater, lod de dem simpelthen ligge. Det var tåbeligt, denne ufornuftige ødelæggelse. Men sådan var det under hele det italienske felttog, og det virkede som om, at man fra øverste sted ikke ønskede at beordre soldater til stoppe. Sandsynligvis skulle den tidligere allierede, Italien, på den måde grundigt tugtes. Efter min mening var det dybt beklageligt. Man havde jo kunnet rekvirere, hvad man kunne bruge, men ordentligt, af dertil opstillede kommandoer. Ved den meningsløse plyndren gik værdier tabt, der kunne være kommet Tyskland til gode.
Selvfølgelig viste sig også glæden ved at ødelægge, men dog kun der, hvor indbyggerne var flygtet. Biblioteker blev kastet omkuld, møbler ødelagt og knust, linned og tøj flået ud og trådt under fod. Desuden havde østrigerne en forkærlighed for at svine de tomme boliger til på den mest uanstændige måde. Konsekvensen af det hele blev, at vi, da vi senere marcherede samme vej tilbage, ikke kunne finde et eneste ordentlig kvarter. Dette er alt sammen meget beklageligt, også selvom vi også undede Italienerrne straf, så skulle den have været gennemført på en måde, der sømmede sig bedre for tyske soldater. Senere kom der dog mere orden i tingene. En egenhændige rekvisition blev strengt forbudt.
Jeg sørgede for at komme ud af Cividale, alene havde jeg ikke kunnet skride ind over for plyndringerne. Jeg fandt hurtigt min enhed, og vi marcherede videre mod Faedis. Kl. 2 om natten ankom vi der, havde altså ydet et godt dagsarbejde, da vi havde været på benene siden kl. 6 om morgenen. I Faedis traf jeg ordonnans-officeren fra vores regiment, af hvem jeg i det mindste igen kunne få informationer af. Det var gået regimentet ganske godt, desværre var vores regimentsadjudant faldet under den raske fremmarch og var blevet bisat i Faedis. Som afløser var chefen for minekasterkompagniet, vores oberleutnant, der stadig befandt sig med det øvrige kompagni i Østrig, blevet tilkaldt.
Divisionen marcherede nu til San Daniele ved Tagliamento. Det var alt sammen meget godt, og jeg ville også let være kommet derhen, hvis jeg bare havde haft et kort, men mit eneste kort sluttede ved Faedis, og selv med den bedste vilje kunne jeg ikke, hvor end jeg og søgte, få fat i et nyt. Man hvad hjalp det, jeg måtte til mit regiment på den ene eller anden måde, altså måtte jeg spørge mig vej, hvilket besværliggjordes af at jeg ikke kunne italiensk. Et sted fandt jeg et vægkort i en skole, en stor ting på to kvadratmeter og temmelig unøjagtigt. Men i sidste ende var det bedre end ingenting.
(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)
Flensborgeren Johannes Ankersen var løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden midten af juni havde ligget i reserve bag fronten ved Ypres i Flandern. Den 31. juli indledte briterne deres offensiv i Flandern. Efter fire dage ved fronten, var Ankersen og hans mænd blevet trukket ud i syv dage, men nu måtte de frem igen.
Desværre var jeg ikke så heldig som første gang, da jeg anden gang jeg gik frem. Jeg gik denne gang alene med min oppasser og en ordonnans, da mandskabet endnu ikke skulle afløses. Da vi ville passere et tysk batteri, måtte vi vende om, fordi det blev beskudt med gas. Og nu syntes det som om, at de enkelte granater forfulgte os. Det lod dog alligevel som om det ville gå godt, indtil en granat slog ned i jorden kort før dækningen, som vi spænede imod, og ordonnansen fik en granatsplint gennem kroppen. Det var et besværligt arbejde at forbinde den stakkels fyr og bringe ham tilbage. Endnu var han ved godt mod, og det lykkedes mig også inden for en halv time at skaffe ham lægehjælp, men jeg hørte senere, at han allerede næste dag var død på lazarettet. Han var en brav ung fyr, en af de bedste og mest trofaste.
Min oppasser og jeg gik nu igen fremad og nåede til sidst temmelig forjagede, men dog med hele lemmer frem til stillingen. Her kunne jeg fastslå, at min frakke, som den sårede havde haft over armen, var blevet fuldstændig sønderrevet. Men det var ikke det værste. I mellemtiden havde fjenden skudt samtlige otte af vores minekastere i stykker. Fire nye blev bragt frem og placeret i bedre stillinger. Men ellers havde den generele situation ikke forandret sig meget.
Kratermark i Flandern 1917 (Deutsches Museum Nordschleswig)
Vejret var nu bedre, en sand lettelse for os, da vi var så afhængige af vejrliget. Det blev endda så tørt, at vandet i granatkraterne lidt efter lidt forsvandt. Nu så man først tydeligt, hvor mange ofre Flandernslaget havde kostet. I mange granatkratere lå ligene af de faldne soldater, som indtil da havde været dækket af vand. Her forestod et hårdt arbejde, for sådan kunne de døde ikke blive liggende. Og selvom man ikke kunne gravlægge dem på kirkegårde, og ingen sten eller kors betegnede det sted, hvor tyske kæmpere hvilede, så kom de dog i det mindste i jorden. Jeg har altid med rædsel forestillet mig, hvordan jeg, hvis jeg faldt, ville blive liggende i det fri, ubegravet i kampområdet. Også ud fra en sanitær synsvinkel, var det på højeste tid, at ligene blev begravet, da enkelte af dem allerede var ved at gå i forrådnelse.
Det virkede også som om at englænderne havde løbet sig træt mod vores division, men heller ikke de friske tropper, de satte ind mod os, bragte dem det ringeste held. Standhaftige og utrættelige holdt de brave schlesier ud, på trods af at de kun fik lidt ro, og dag og nat måtte holde ud i den snart stærker, snart svagere artilleriild. Tabene var i lighed med kampdage vel betydelige, men dog ikke så høje, som vi havde frygtet, selvom om terrænet ud over enkelte nok stående dækningsrum kun bød os dækning i granatkraterne. Min egen minekasterafdeling mistede i al den tid kun tre mand, desværre alle tre dødsfald, derimod var de andre minekasterafdelinger de hårdest ramte i hele regimentet, for de havde mistet halvdelen af deres mandskab.
De syv dage, jeg måtte tilbringe i stillingen, gik også, jeg rustede mig allerede til afløsning, da hed det, at vores division blev afløst. Jeg gav derfor afkald på at blive afløst af en anden officer, og blev i stillingen til den endelige afløsning. Det varede endnu tre dage, så blev vi afløst af et nyt regimet. Jeg måtte blive endnu en dag fremme med de nye tropper. Det var som om, at Tommy havde fået nys om afløsningen, for han forsøgte endnu et angreb, der dog ogå blev afvist. Endelig var færdig fremme trak mig bagud. Den følelse man har, når svære kampdage er forbi, og man ved, at man nu kommer om ikke i ro, så i en roligere stilling, lader sig overhovedet ikke beskrive. Det er vidunderligt, på trods af at man slet ikke ved, hvor det går hen.
(Oversat fra tysk efter erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Flensborgeren Johannes Ankersen var løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden midten af juni havde ligget i reserve bag fronten ved Ypres i Flandern. Den 31. juli indledte briterne deres offensiv i Flandern, den 2. august gik Ankersen og hans mænd i stilling.
Nu var vi altså midt i det store Flandernslag. Hyggeligt var det ikke, det kan man vel sige, men efter min mening var det ikke så forfærdeligt som Sommeslaget. Også her holdt englænderne deres sanitetspause, det vil sige at de to timer overhovedet ikke skød. Desuden have vi også på tysk side en mængde artilleri, der ikke var fjendens så underlegent og som også skød fligtigt. Forplejning kom frem hver nat. Vores divisionschef, general Lequis, sørgede særligt for det. Også ham selv så vi ofte i forreste linje. Angst kendte han ikke, og sådan vandt den tidligere så hadede snart alles hjerter.
Tabene de første dage var ikke så store, på trods af at englænderne gjorde flere angreb. Ubehageligt var det med regnen, og de engelske flyveres frækhed, af hvis vovemod og koldblodighed vores kunne have taget ved lære af, men ikke gjorde. Hele dagen lang kunne vi på grund af den fjendtlige ild ikke rigtig bevæge os, kun i kamppauserne åndede alle for et øjeblik ud og fik nyt livsmod.
Fire dage varede min første tur fremme, så blev jeg afløst. Den officer, der bragte det nye mandskab frem, og som skulle afløse mig, havde ikke samme held som mig. Afdelingen blev ramt i Hølunden og næsten halvdelen af underofficererne og mandskabet blev såret eller faldt. Jeg selv kom efter afløsningen godt tilbage.
Vi glædede os over hvilekvarteret, der gav os mulighed for at spise varm mad, at blive vasket og sove uden forstyrrelser. Syv dage havde jeg ro, først da skulle jeg igen være syv dage fremme. Da vejret i mellemtiden igen var blevet varmt og tørt, havde vi det dejligt i hvilekvarteret. Stemningen var i det store hele ikke dårlig på trods af kampdagene gav rigligt med arbejde, fare, ubehageligheder, snavs og strabadser. Det viste sig, at tiden i Rusland havde været godt for vores nerver, vi følte os nu også i stand til at udholde noget. Et faktum er det, at vi i den tid hvor vores division var indsat, på trods af mange angreb ikke mistede en meter land.
(Oversat fra tysk efter erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Flensborgeren Johannes Ankersen var løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden midten af juni havde ligget i reserve bag fronten ved Ypres i Flandern. Den 31. juli indledte briterne deres offensiv i Flandern, og dagen efter blev regimentet alarmeret og rykkede frem mod fronten (læs om det her).
Den næste morgen modtog jeg ordre til igen at slutte mig til regimentet ved Becelaere. Bataljonen var efter at have ligget hele natten ude i regnen igen blevet trukket tilbage.
Det regnede stadig, da vi brød op, men jeg forventede hurtigt at kunne støde til regimentet, da det kun lå en halv time væk. Men denne gang forregnede jeg mig. På vejen stødte vi på en ammunitionskolonne, der var blevet stoppet af en kolonne i modsat retning. Nu hang vi også fast. Vende om kunne vi ikke, for vejen var for smal. Så måtte alt der kunne kravle og gå tage fat for at løse den sammefiltrede knude. Et vidunderligt arbejde, hvorunder det regnede uafbrudt, så skjorten snart klæbede til kroppen. Det tog over tre timer, før vi kom fri af det sammenrodede kaos. Endelig, til slut ankom vi til vores enhed. Desværre var der heller ikke her mulighed for at få tørret det våde tøj, så vi måtte fortsætte, som det var.
Der var heller ikke lang tid til at få sig udhvilet og tørret. Jeg fik straks ordre til at begive mig til staben for et infanteriregiment, som vi skulle afløse, for at orientere mig om minekasterstillingen. Med min feldwebel og to mand begav jeg mig på vej. I regimentets kommandostation fik vi en fører, og så gik det fremad. Det var højlys dag, og skyttegrave var der ikke nogen tilbage af, altså måtte alt foregå på åben mark. Fra Somme var vi jo allerede godt vant med kratermarker. Heller ikke her var der knapt et sted, hvor der ikke for hver ti kvardratmeter havde været et nedslag. Men her gjorde den omstændighed, at grundvandet står højt i Flandern, sig i aller højeste grad ubehageligt mærkbar. Alle granathuller var derfor fulde af vand eller rettere fuld af en tyk grød, der som en sugekop holdt alt fast. Langt bagud var jorden rodet op. Regnen havde ikke gjort vores vej bedre, og vi så ud som svin, da vi ankom til bataljonens kommandostation.
Underligt nok var vi stort set ikke blevet beskudt undervejs. Men knap var vi nået frem, før helvede brød løs. Englænderne skød som vanvittige og gjorde et lille angreb, som vi altså var nået rettidigt frem til, men som ikke blev kronet med held. Ved bataljonen var det til at holde ud, her var en stor, stærk betonbunker, der nok kunne holde til noget. Men vi måtte længere frem, minekasterne befandt sig videre fremme i den såkaldte ”Hølund”.
Kratermark i Flandern 1917 (Deutsches Museum Nordschleswig)
Det fjendtlige artilleri var endnu ikke faldet til ro, men det kunne jeg ikke vente på. Altså fremad, benene på nakken, og løbe om kap med døden. Vi nåede lykkeligt frem til Hølunden, men her så først for alvor slemt ud. I det lille skovstykke havde fjenden med rette formodet al muligt og hans kanoner havde derfor velsignet den rigeligt. Lunden var blevet en sand urskov. Granathul ved granathul. De få tilbagblevne træer sønderskudt og sønderrevet sammenfiltret til en ufremkommelig klump. I mellem dem resterne af feltbanesporet. Det var svært at arbejde sig fremad, og det var ubehageligt, for på grund af den kraftige, vedvarende beskydning ville man gerne fremad.
En af vores førere faldt i et granatkrater og kun med stort besvær kunne vi trække ham fri af det seje mudder. Når en såret først var havnet i sådan et hul, så var han med sikkerhed fortabt til jammerligt at blive hængende i mudderet og omkomme. Endelige nåede vi frem til føreren af minekasterafdelingen. Jeg havde knap troet, at vi ville være kommet frem, men det lykkedes alligevel. Jeg orienterede mig, så godt jeg kunne, og så hed det tilbage igen. Endnu engang et løb på liv og død til bataljonens kommandostation, og så var også det overstået. Derfra var det bedre, området lå ikke længere under så kraftig beskydning, og vi kom godt tilbage til vores enhed. Ganske vist var jeg møgbeskidt og våd til skinnet, men nu fandt jeg i det mindste et sted, hvor jeg kunne hvile ud og tørret mine ting. Dog ikke længe.
Om natten måtte jeg frem igen, denne gang med mandskab for at afløse forude. På trods af at vi måtte udholde en betydelig beskydning hele vejen, nåede vi frem uden tab. Selv i den forfærdelige Hølund skete os intet. Jeg fordelte folkene så godt jeg kunne på de otte minekasterpladser. De stakkels karle fandt kun dårligt ly, der var kun en ikke særlig god bunker, men jeg kunne ikke tilbyde noget bedre. Efter at alt var ordnet og overdraget, begav jeg mig selv til bataljonsstaben, hvor jeg skulle opholde mig som minekasterofficer. Her var det endelig til at holde ud at være.
Kommandostationen var, som jeg allerede har nævnt, et rigtigt godt dækningsrum af beton, der kunne holde til mangt en fjendtlig granat. Det var dog småt med pladsen, for her befandt sig ud over bataljonsstaben og min ringhed også forbindelsesofficeren for artilleriet, telefontropper, lystkastere, jordtelegrafer, ordonnanser og meldeløbere fra kompagnierne. Men der kan være mange tålmodige får i en stald, og når nøden er stor, kan man godt presse sig sammen.
(Oversat fra tysk efter erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Flensborgeren Johannes Ankersen var løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden midten af juni havde ligget i reserve bag fronten ved Ypres i Flandern. Her havde regimentets soldater i ugevis igen og igen trænet på at indtage deres alarmstillinger. Den 31. juli indledte briterne deres offensiv i Flandern.
På grund af de mange prøvealarmer osv. var vi til sidst blevet så ligeglade, at vi da vi om morgenen den 1. august blev vækket af den sødeste søvn med det bekendte stikord, først ikke troede, det var alvor. Alt blev gjort klart og så af sted til vores post. Det var et ubehageligt regnfuldt vejr, det dog alligevel gav en del fordele, da vores modstander ikke kunne observere vores fremmarch. Trods det forefandt vi vores alarmstation under en svag spredningsild fra det fjendtlige artilleri. Det kostede nogle ubetydelige tab, og havde ikke den store betydning. Alligevel forstyrrede det naturligvis, da vi indtil videre måtte blive liggende og afvente nærmere ordre.
Til sidste erfarede vi, at fjenden havde angrebet over hele linjen. For an os, altså i vores kampområde, var han ikke trængt frem, men derimod så det til højre for os i området foran Becelaere værre ud. Efter forventningsfuldt at have tilbragt hele formiddagen på vores alarmstation, fik vi henimod middag ordre til at rykke frem mod Becelare. Ankommet til Becelaere gjorde vi igen holdt for at modtage nye ordre. Om aftenen indløb besked med ordre om at indtage en beredskabsstilling. Nu gik det atter løs.
Løjtnant Johannes Ankersen højt til hest (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Jeg var ved temmelig godt mod, da jeg som erstatning for middagsmad og som middel mod regnen, der havde gjort mig våd til skindet, havde drukket et par ordentlige glas cognac. Da alt var klart til opbrud, steg jeg på min stridshest og red højt syngende af sted. Det gode stemning forlod mig heller ikke, da vi måtte igennem en slugt, der lå under voldsom beskydning. Jeg kan nu kun huske, at jeg højt til hest med høj stemme sang ”Wintersturm wichen dem Wonnemond”, mens vi passerede et travlt skydende tysk batteri, og de engelske granater slog ned til alle sider. Nu drejede infanteriet af vejen og ud på åben mark ind i en sænkning for at her at holde sig klar. Vi havde endnu ikke været i berøring med fjenden, foran os lå stadig tyske tropper.
Men der var ikke plads til mig og min minekasterafdeling i sænkningen. Vi havde læsset vores svære minekastere á fire styk på store vogne. Hestespandene var utilstrækkelige, små panjeheste [dvs. russiske heste, red. ], der vel godt kunne trække vognene på gode veje, men ikke havde en chance på den regnopblødte jord. Allerede tidligere havde vi på dårlige veje haft problemer i den retning. Hvis jeg nu drejede af vejen, så ville vi være kørt uhjælpelig fast efter ti skridt. Det var altså nytteløst. Jeg orienterede regimentschefen om forholdene, han indså rigtigheden af min opfattelse, og gav mig frie hænder til at indrette mig passende i nærheden. Det gjorde jeg gerne, og fandt da også i nærheden snart en passende tom gård, hvor min deling slog sig ned. Jeg oprettede forbindelse med regimentet, og så lagde vi os alle dødsens trætte hen. Udenfor strømmede regnen uophørligt ned. Vi kunne være glade for at have tag over hovedet, mens vores arme kammerater vel måtte tilbringe natten i det fri.
(Oversat fra tysk efter erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Johannes Ankersen fra Flensborg gjorde som løjtnant tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden årsskiftet 1916-17 havde været indsat på østfronten, men i slutningen af maj gik turen tilbage til vestfronten.
Vi havde allerede en anelse om, at vi skulle til Flandern og vi tog ikke fejl. Midt om natten blev vi udladt i Lauwe og gik i kvarter i det nærtliggende Aalbeke. Det lod til, at man ikke ville kaste os direkte ud i møget, for vi havde igen to dages hvilekvarter, to dage der hovedsageligt blev brugt til at gøre os bekendte med den flamske befolkning, æggecognac og burgunder. Til sidst gik det også videre herfra, og nu til fods, altså var fronten i nærheden. Over flere pæne flandernbyer, sidst gennem Menin, nåede vi til Koelberg på vejen mellem Menin-Ypres, hvor vi bivuakerede.
Natten efter gik det videre, vi bivuakerede ved et vejkryds længere fremme. Næste dage brage kraftig solskin og de sædvanlige flyverbesøg. Om aftenen kom det, jeg havde ventet på. Fjenden havde opdaget os og satte et par granater ned mellem os, der spredte død og ødelæggelse. Der udbrød panik. Som grebet af djævlen drejede hele regimentet om, og kun få blev tilbage for at tage sig af de sårede og døde. At vi ikke kunne blive på det tåbelige sted, et vejkryds uden dækning for indsigt, indså man til sidst også højere oppe.
Vi trak os et par hundrede meter tilbage. Regimentet spredte sig mere ud, væk fra den farlige vej og søgte efter alt efter mulighed dækning. Jeg havde til det formål for min deling udset en gruppe nøddetræer, hvor jeg lod teltene slå op, og hvor vi forblev uskadt. Da vejret allerede var godt varmt, kunne vi sagtens holde det ud i det fri, et heftigt regnskyl måtte vi tage med i købet, da det kom.
Vi undrede os over, at vi endnu ikke blev sat ind, beskydning ved fronten var vedvarende temmelig livlig, og forstærkedes nu og da til trommeild. Englændernes tidligere angreb var blevet ganske godt afvist. Da hørte vi, at vi ikke skulle afløse tropperne i den forreste linje, vores division var bestemt til støddivision.
(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)
Johannes Ankersen fra Flensborg gjorde som løjtnant tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der i januar befandt sig på østfronten.
Til en begyndelse måtte vi træne igen. Ved den kulde var det ikke altid lige fornøjeligt at rode rundt i sneen, men sørgede man for hele tiden at være i bevægelse, så gik det ret godt.
Officerer fra Infanterie-Regiment Nr. 63´s anden bataljon fejrer kejserens fødselsdag, Rusland 1917 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Ved siden af sørgede vi så for, at kammeratskabet og selskabeligheden ikke gik tabt og fejrede mange muntre aftner. Særlig den 27. januar, kejserens fødselsdag, blev en stor fest. Vi havdet bestilt vin og likør fra Tyskland, men det ville ikke ankomme. Så fejrede vi i stedet den 27. grundigt med øl og snaps fra kantinen. Mit kvarter blev udvalgt som festsal, da det var det største. Værelset blev dekoreret smuk med grønt gran og alle officerer fra 2. bataljon forsamledes her til en virkelig fornøjelig fest.
Officerer fra Infanterie-Regiment Nr. 63´s anden bataljon fejrer kejserens fødselsdag for anden gang, Rusland 30. januar 1917 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Nogle dage senere ankom forsendelsen fra Tyskland, og da vi befandt os så vel sammen, afholdt vi den 30. en ekstrafest, der blev endnu mere livlig end den første.
(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)
Johannes Ankersen fra Flensborg gjorde som løjtnant tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der i januar befandt sig på østfronten.
Rusland tiltalte mig lige fra starten, fred og stilhed overalt, et eventyrland for nerver og lunger.
Barakkerne vi boede i, var bygget af militæret, ret bekvemme og frem for alt herligt varme. Det sørgede en stor muret ovn for, i hvilken der til stadig knitrede en lys lue. Træ var der jo nok af, og det kostede oven i købet intet. Kort og godt, jeg havde forestillet mig det ugæstfri Rusland helt anderledes, men man må dog ikke glemme, at vi lå i faste, udbyggede stillinger, på fremmarchen gik det vel anderledes til.
Vores forplejning var god, men alligevel ikke så god som på vestfronten. Rusland blev betragtet som en etape. Kamp var der stort set intet af, derfor blev rationerne sat ned. Da sulten ved kraftig kulde er mere mærkbar, var det et misforhold, som vi ved given lejlighed søgte at afhjælpe. Hos de russiske bønder og jøder kunne man købe alt muligt, smør, kød, æg og vel også kartofler. De priser de krævede, var ikke ligefrem lave, men alligevel vel købte vi en hel del. Desværre rakte mandskabets lønninger ikke langt, og jeg er bange for, at de brave overschlesier, der generelt er gode spiserer, en gang i mellem ikke blev helt mætte. I forhold til hvad man fik i hjemstavnen, var det, vi fik, dog storartet, og jeg har ofte benyttet lejligheden til at sende lidt kød eller smør hjem, på trods af risikoen for at pakkerne skulle blive stjålet.
(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)
Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der i begyndelsen af november var gået i stilling på den nordlige del af Somme-fronten på højde med Bapaume.
Efter et par dage modtog jeg ordre til at overtage ledelsen af 3. kompagni. Jeg gjorde mig klar til afrejse. Hvor 3. kompagni lå, var der ingen der vidste, heller ikke vores regimentsstab, da føringen som sagt var blevet taget den fuldstændig af hænde. Til sidst fik jeg at vide, at 3. bataljon lå i Puisieux, og at man sikkert der kunne få at vide hvor 1. bataljon befandt sig. Med den antagelse, at der herskede de samme forhold i 1. bataljon som hos os, pakkede jeg min kuffert, steg på en vogn, og kørte til Puisieux. Allerede undervejs blev jeg noget betænkelig. Vejene så noget vilde ud, så sønderskudte var de. Endelig kunne vi se Puisiuex.
Efter alt at dømme var det ikke godt at befinde sig i landsbyen, for de fjendtlige granater susede uden ophør ned i den. Da vi nåede de første rester af huse, var der en særlig voldsom salve, der fik mig til at forlade vognen og give kusken besked om, at han skulle køre min kuffert tilbage, for lange bukser og laksko syntes mig ikke egnede til den egn jeg nu skulle opholde mig i. Det lod manden sig ikke sige to gange, men gjorde straks omkring og kørte derfra i fuld galop. Åndssvagt nok tog han min gasmaske med, som jeg i dette område sandsynligvis ville komme til at savne. Men jeg håbede, at jeg kunne få en anden ved bataljonsstaben.
Men hvor lå staben i dette guds forladte hul? I en kælder tæt ved krøb et par mand fra 9. kompagni samme, de sagde mig, at chefen for 3. bataljon ikke befandt sig langt væk, omtrent 20 meter, i et dækningsrum ved gaden. At komme derhen var nu ikke så let, for det lod til at det fjendtlige artilleri havde udset sig netop det område som sigtepunkt. De svære granater drønede hele tiden ned, så det var en lyst – det vil sige for englænderne, hvis de havde kunnet se det, for os mindre sjovt. Men det gik endnu en gang godt. Forpustet ankom jeg til staben for 3. bataljon, hvor jeg blev modtaget af kaptajn Hofrichter på gammel, elskværdig vis og forfriskede mig med kaffe.
Jeg har endnu ikke nævnt denne herre, hvilket jeg så må komme efter her. Kaptajn Hofrichter var chef for 2. bataljon, altså min bataljonschef, de jeg kom til IR63. Han var en mand af stor militær dygtighed, der sikkert havde for længst havde siddet i generalstaben, hvis han en gang i mellem havde været bedre til at holde mund overfor sine forsatte. Men han var af den overbevisning, at herrerne ved det grønne bord let kunne befale ting, der fra frontsoldatens synsvinkel var umulige eller kun lod sig gennemføre med store ofre. I sådanne øjeblik tav han ikke. Ja, jeg har selv hørt, hvordan han har modsat sig at udføre ordre, som han fandt uovervejede. Desuden var han en rigtig soldat og sørgede uopholdeligt for sine mænds ve og vel. I officerskredse en fremragende kammerat. Han led af en tilbagevendende hjernebetændelse, der havde tvunget ham til at gå i behandling i Tyskland. Efter at være kommet tilbage havde han fået kommando over 3. bataljon og sad nu som chef i Puisieux.
Her erfarede jeg, at 1. bataljon lå i tredje stilling, op ad 2. bataljon. Jeg fik en stedkendt ordonnans og begav mig på vej. Rart var det ikke netop, da vi måtte gennem hele landsbyen, som blev beskudt meget voldsomt. Men det blev også overstået, og vi befandt os i skyttegraven. Når der bliver skudt, vil jeg hellere være i skyttegraven end i nærheden af bygninger, for for det første giver skyttegraven lidt beskyttelse, for det andet er der for det meste dækningsrum, som man kan krybe ned i, når det går for voldsomt til, og så virker det i det hele taget meget farligt, når sådan en granat slår ned i et hus og spiller bold med sten og bjælker. Jeg meldte mig hos chefen for 1. bataljon og overtog så 3. kompagni fra den gamle chef. Så, nu havde jeg igen plads, hvor jeg hørte til, det er også noget værd.
(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)
