Tag-arkiv: Infanteri

Krigens forløb, Sønderjyder

10. august 1918: Tilbagetrækningen fortsætter

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid på vej mod den lille franske by Bengries.

Jeg kom til at sidde på en ammunitionsvogn med kuskens velvilje – her fik vi lov til at sidde til middag, men jeg trængte også til lidt hvile og søvn. Det var mødet med Johannes, et mærkeligt møde. Vi mente ikke, at tyskerne kunne vinde krigen. Der var for meget, der tydede på, at tyskerne var ude af stand til at skaffe reserve.

Samme dag spurgte jeg sergent Siegfried, om han vidste, hvem der havde taget flæsket? “Det har jeg selv spist”, sagde han. Da han erfarede, at der var flæsk i tornysteret, var det ham ganske umuligt at stå imod. Han måtte have det. Han havde ikke fået flæsk i lange, lange tider, ja, påstod han, han kunne slet ikke huske, hvorledes det så ud.

Derfor, jeg kunne gøre, hvad jeg ville, flæsket var og blev borte. Det eneste, der var at gære, var at tabe agtelsen for manden, og det var jo kun at beklage, at det stod sig så dårligt med moralen i den tyske armé. Jeg kunne have indmeldt sagen, men det vidste jeg på forhånd var ganske unyttigt. Jeg bed ærgrelsen i mig og lod som ingen ting.

Den 7. august nåede vi til egnen ved Vervirs, en lille by der hed Fontaine. Den 9. august ankom vi til Bengries 3 – 4 km. fra Solve ca. 20 km. fra Maubeuge. I Bengries lå vi i ro fra 9. – 31. august. Den 8. august kom vi forbi en kartoffelmark. Den var velholdt og stod med dejlige kartofler. Der stod vagt ved denne kartoffelmark af ældre landstormsmand.

Da vi kom hen til marken, overfaldt vi kartoflerne med 2 – 300 mand, og vagten stod ganske magtesløs over for de mange sultne soldater. Vi fyldte vore brødposer og sandsække, og om aftenen kogte og spiste vi de dejlige kartofler. Vi var meget forsultet i denne tid.

Denne hvile fra 9. – 31. august var meget hårdt tiltrængt. Siden 15. juli havde vi mistet over halvdelen af mandskabet og 2 trediedele af hestene. De første par dage gik med at vaske og sove. Så rensede vi kanonerne, men tjeneste havde vi kun ganske lidt. Vi havde nogle marchture, der dog mere var spadsereture. Vi fik nyt reservemandskab og en mængde heste.

Der var en stor eksercerplads i nærheden, men når vi var der, lå vi mest i græsset og dasede. En dag var vi i Solve for at blive afluset, men hele stemningen i arméen syntes mere slap. I Bengries lå også en del infanteri. De lavede heller ikke ret meget.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Sønderjyder

29. juli 1918: Disciplinen nedadgående blandt de tyske soldater

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid på tilbagetrækning til en endnu ukendt destination.

Vi så nu så tydelig som aldrig får, at den tyske armé måtte vige; tilmed mærkede vi tydeligt modstanderens overlegenhed speciel med svært artilleri og flyvemaskiner. Den 19. juli trak vi os tilbage fra Marneområdet. Soldaterne var modløse og nervøse.

Da vi således gjorde holdt på en stejl bakke, hvor der lå en bataljon infanteri i vejsiden, var det når kommen til slagsmål mellem infanterister og artillerister. Infanteristerne skyldte os kanonerer for, at vi havde skudt for kort, så sagde kanonererne ”hold kæft” osv., og hvis vi ikke havde fået marchordre i samme øjeblik, havde det ganske bestemt udviklet sig til et frygtelig slagsmål.

Jeg så således, at en Gefreiter fra infanteriet greb efter geværet for at slå en kanoner ned, men denne undslap i sidste øjeblik. At moralen og disciplinen var ved at svækkes, beviser en lille episode fra samme dag: Batteriet marcherede på en dårlig landevej. Løjtnant Weichert red foran, så kom 25 – 30 kanonerer, og dernæst kanonerne, ammunitionsvogne, bagage osv.

Pludselig svingede et stort læs hø ind foran løjtnant Weichardt, de kom fra en sidevej; der var 4 heste foran vognen. På den ene af de to første heste sad en rytter, de to andre blev kørt af en kusk fra vognen. Desforuden var der endnu en soldat på vognen. Løjtnant Weichardt gav ordre til, at de skulle standse og vente, indtil batteriet var kørt forbi. Men de ænsede ikke hans kommando, de fortsatte.

Over denne opførsel blev løjtnanten aldeles rasende, han red hen foran køretøjet og tog fat i den ene hest og prøvede at holde den; men soldaten gav den hest, han sad på, sporerne, og den anden fik nogle af pisken; så for de frem, og løjtnanten måtte vige.

Løjtnanten red om til ham, der kørte, og prøvede på med vrede skældsord at få ham til at holde, men denne gav kun hestene et par af pisken, og hørte ikke efter løjtnanten. Da den tredje mand sad på læsset og lod benene hænge ned til siden – og grinede – for løjtnanten hen til ham og trak ham i den ene støvle og ville have trukket ham ned aflæsset, men denne holdt sig fast og gav løjtnanten et spark med den anden støvle lige i hovedet.

Løjtnanten slap, men aldeles rasende trak han nu sin revolver frem, og han havde sikkert skudt, hvis ikke alle hans egne kanonerer havde råbt og skreget “bravo – hau ihm, gib ihm, osv.” så løjtnanten mærkede, at han havde hele stemningen imod sig fra sine egne folk. Skamfuld stak han revolveren i tasken og måtte lade dem køre.

Da hølæsset lidt senere svingede ind ad en sidevej, rakte den tredje mand, der havde sparket løjtnanten, lang næse efter løjtnanten – og hele batteriet råbte “Bravo – bravo” – løjtnanten skar formelig tænder af raseri, men der var intet at gøre.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Krigens forløb

21. juli 1918: Frederik Tychsen: Franske kolonitropper! Af sted, hurtigst muligt!

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af byen Troissy.

Hen på morgenstunden nåede vi ud til batteriet igen. Da vi gik gennem Oeuilly, bemærkede vi, at nogle soldater var ved at tage divisionstabsskiltet ned (”stab 113 div”) samt alle de andre skilte, der hører til en stab. Dette betød, at enten skulle divisionen frem eller tilbage. Altså den ene stab flyttede efter den anden, vi var nu efterhånden blevet klar over, at stillingen kunne sikkert ikke holdes.

Batteriet var i fuld aktivitet. Kanonerne drønede, og kanonererne arbejdede alt hvad de kunne. Jeg søgte Goldbergs overfrakke op (overfrakken findes i min krigssamling; Goldbergs navnetræk er i bæltestedet), tilegnede mig den og beholdt den.

Vi kom straks i arbejde. Løjtnant Weichert var i stillingen. Denne Løjtnant havde vi kun midlertidigt, han var aktiv officer, kom fra II. Batteri, og skulle afløse Løjtnant Wiederholt, der var på orlov. Han var absolut ikke afholdt af mandskabet – alle hadede ham.

Hen på formiddagen blev skydningen indstillet for ca. et par timer. Vi fik ammunition, og vi var i gang med at få denne på plads.

Ved ca. 10 tiden fortsatte vi med skydningen, dog efter et andet mål – i vestlig retning. Dog bemærkede vi efter de fjendtlige luftballoners stilling, at vor stilling mere og mere kom til at ligne en hestesko, dvs., vi var ved at blive indkredset.

Ved 11 tiden begyndte efterretningsvæsener fra infanteriet at svigte, men vi skød stadig med stor styrke i vestlig retning og støttede “Heeresabschnit Derflinger”. Foran os lå en stor skov, vistnok ”Foret d´Enghieu”.

 I denne skov begyndte flammekasterne ganske frygteligt at arbejde. Vi kunne tydeligt se de sorte stråler, der sprøjtede højt oven over skoven; men efter et kvarters arbejde, kunne vi intet se mere.

Skydningen fra det franske artilleri blev mindre og mindre, og vi vidste i grunden ikke, hvad der var løs – men vi mærkede tydeligt, at noget måtte der ske.

Som vi allerbedst stod og betjente kanonerne, kom det tyske infanteri løbende ned imod os fra den foran os liggende bakke. De råbte, at nu kom kolonialtropperne, vi skulle skynde os at komme af sted.

Vi ville til at indstille skydningen, men så brølede løjtnant Weichert: ”Wir Kanoniere kämpfen und sterben ans Geschütz”! (Vi kanonerer kæmper og dør ved kanonerne).

Men han havde næppe fået det sagt, før der kom et antal negere i fuld udrustning og stak hovedet oven for bakken. Hvor mange eller hvor få, der var, ved jeg ikke, men nu var det blot med at komme af sted hurtigst muligt.

 Løjtnant Weichert ville til at se i sin kikkert, men han kom ikke til det. Han smed, hvad han havde i hænderne og løb alt det, han kunne.

Jeg nappede i skyndingen brødposen (en sandsæk med lidt levnedsmidler). Gasmasken havde vi altid på ryggen, og så løb jeg bag efter løjtnanten – men kunne ikke følge ham – da han havde lange ben.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Krigens forløb

Feltbrev: “Infanteriet og Artilleriet i Slaget ved Arras”

Skriv en kommentar

Infanteriet og Artilleriet i Slaget ved Arras.
(Feltbrev til ”Flensborg Avis”)

Jeg læste forleden en Artikel om Feltartilleriet ved Arras, skreven af ”Köllnische Volkszeitung´s” Krigskorrespondent, Hr. Hermann Kätsch, der begyndte saaledes: ”Artilleristen har det jo meget lettere end Infanteristen derude i Graven. Det er saadan en Mening, man altid hører; han skyder blot af, og Granaten flyver over til Fjenden osv.”

Hr. Kätsch, der i sin Artikel søger at stille Artilleriets Arbejde, Mod, Savn og Anstrengelser lige med dem, om ikke højere end Infanteristens, skriver videre, hvorledes Artilleristen, naar Munitionsvognen ikke kan kommer hen til Batteriet, maa slæbe Munition i sine Arme for det meste over fri Mark, 100 Meter, ja endnu længere, og ned i Munitionsdækningen, og alt dette om Natten, da der paa Grund af Lænkeballon og Flyver ikke kan arbejdes om Dagen.

Under Ild ligger Batteriet naturligvis, saa godt som Infanteristens Grav, saa et let Arbejde er det ikke for Betjeningsmandskabet; dog tror jeg ikke, ja kan godt paastaa det, at Kätsch selv har været ude i Ildstillingen hos det lette Artilleri, endsige hos Infanteristen i Graven, naar der gives Spærreild. Det er jo klart, at ingen Vaabenart udspurgt derom, forringer sine Ydelser, Arbejde og Anstrengelser, og jeg vil heller ikke i det efterfølgende forringe Artilleriets; tværtimod maa vi være glade ved, at det er saa godt; jeg vil kun forsøge at skildre Infanteriets Levned herude, og da jeg som Sygebærer ligger ved Infanteriet, ogsaa har været afkommanderet ved Artilleriet (der, naar det gaar hedt til, forlanger Sygebærere), kender jeg saa temmelig begge Vaabenarters Ydelser.

Som sagt er Batterierne selvfølgelig stærkt udsatte for Fjendens Ild, men der skydes jo ogsaa paa Gravstillingen med Artilleriet, og det ikke blot med let og mellemsvært, men ogsaa med svært Skyts, og herude er Dækningerne for det meste ikke nær saa gode og stærke som ved Batterierne. Infanteristen kan heller ikke gaa i Dækning; de, der er bestemte til at staa Vagt, maa blive for at holde et vaagent Øje med Fjenden og forhindre et pludseligt Overfald; han ligger maaske kun 20-30 Meter borte. Kammeraterne nede i Dækningen stoler paa, at der passes godt paa, saa han maa holde ud, til Afløsningen kommer.

Gravene er udsatte for Fjendens Mineild; falder en saadan paa en Dækning, skal denne være temmelig stærk for at modstaa Trykket; kan den ikke det, er han begravet dernede, og hvad det koster for Arbejde og Anstrengelser at grave Mandskabet ud af en saadan sammenskudt Dækning, for ikke at tale om Faren derved, kan jeg af egen Erfaring tale med om. Hvor ofte er Infanteristen ikke, ved Sprængningen af Gravstillingen, som Fjenden har undermineret, revne i Stykker og slyngede højt i Vejret eller begravede under Jordmasserne, og saa begynder for dem, der er slupne heldige derfra, Kampen om Sprængtragten. Gevær-, Maskingeværild og Haandgranatkamp raser nu heftigt fra begge Sider. Til andre Tider gaar han ud paa farlige Patrouillegange, maa ofte storme Fjendens godt befæstede Stillinger eller afværge hans rasende Angreb; han er paa første Haand udsat for Gasangrebene og alle andre moderne Angrebsvaaben, der bruges i denne Krig.

Nu kommer Arbejdet. Traadforhindringen og Graven er skudt sammen af Fjendens Granater og Miner og skal nu udbedres saa rask som muligt i Nattens Løb. Der skal nye Dækninger mineres, saa Infanteristen faar ikke den velfortjente Hvile; han maa nu med Spade og Hakke arbejde i flere Timer. Alt, hvad der bruges af Materiel, saasom Pigtraad, Pæle, Træ, Cement osv., skal hen selv slæbe ud i Stillingen; hvad der bruges af Munition og Haandgranater, maa han ogsaa selv skaffe derud, og det er ikke en-to Hundrede Meter, men lige saa mange Kilometer, somme Steder endnu længere. Han har heller ikke altid en Løbegrav, hvor han kan gaa saa nogenlunde sikker, men maa ogsaa gaa, som vi siger oven paa Dækningen. Det sidste Stykke, hvor den forreste Gravstilling begynder, har han maaske mere Dækning, dog maa alt foregaa med største Ro for ikke at henlede Fjendens Opmærksomhed derpaa.

Er han nu endelig saa vidt, saa han kan tænke paa Maden, ja saa maa denne jo ogsaa hentes. Mindst to Mand [a]f hver Gruppe (8 Mand) maa af Sted ned til Køkkevognen, der kommer saa langt frem som muligt; hvert Bæger Kaffe, hvert Stykke Brød, han nyder, maa han selv hente sig. Vil han vaske sig, maa Vandet ogsaa hentes, eller han faar vente, til han kommer tilbage i Ro.

Tit er det umuligt at faa Levnedsmidler hentet; Fjenden lægger Spærreild bag ved Stillingen for at forhindre Forstærkninger i at komme ind i Graven; saa maa han nøjes med det Forraad af Kødkonserver, Kiks og Seltervand, der altid ligger parat for saadanne Tilfælde ude i Stillingen.
Dette er Infanteriets Levned herude i forreste Linje. Megen Tid til Søvn er der ikke, et Par Timer paa en Halmsæk, naar han er saa lykkelig at have en, indviklet i sin Kappe eller et Tæppe, og han er igen frisk og kan staa sin Mand i denne forfærdelige Kamp mod Overmagten.

H.F.

(Bragt i Flensborg Avis 12. juni 1917]