A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. I marts 1918 blev han indsat i den store tyske offensiv på Vestfronten. Han var telefonist ved signaltjenesten.
(… fortsat)
Efterhånden blev det helt forbudt at opholde sig i Byen, uden at man havde et bestemt Ærinde, og mangen Gang var Hollert og jeg de eneste Soldater i Landsbyen.
Men Tyskerne anvendte en gemen Krigslist ved at erklære, at Byen var beboet af civile. Derved søgte de at forhindre, at Byen blev beskudt. Så kunde man så dejligt fylde den med Militær og Depoter.
For at bevare et Skin af Ret havde man, da Byen blev evakueret af dens Befolkning, tilbageholdt en 3-4 gamle Mænd og en Del Kvinder, i alt ca. en Snes Mennesker.
Da nu Byen blev beskudt, og da der også somme Tider om Natten kom franske og engelske Flyvere, der kastede Bomber, så samlede alle disse forhutlede Franskmænd sig henimod Aften hos Væver-Enken. Hun var jo den, der havde den bedste, den største og dybeste Vinkælder. De sov alle sammen dernede i et Rum, der måske var en 3,50 x 6,50 m stort.
Da det efterhånden var farligt at bo oppe på Loftet, hvor jeg opholdt mig hver anden Nat, indrettede jeg mig et Natteleje i en lille Forkælder til Vinkælderen. Her havde jeg oven på et Par Baljer lagt et Par Brædder og en gammel Madras og kunde sove her ligt og forholdsvis farefrit.
En Ting fyldte mig nu alligevel med Ængstelse, og det var den Utryghed, jeg følte over for mine Sleeping partnere i det andet Rum. Der var hele Tiden en Vandring frem og tilbage om Natten. De skulde nemlig ovenpå og forrette deres Nødtørft, og jeg tænkte på, hvor forståeligt det vilde være, om en af dem i et Øjebliks Raserianfald med en Brødkniv vilde skære Halsen over på den forhadte Boche, der lå og sov lige ved Siden af dem.
Jeg søgte at afværge denne indbildte Fare ved på et Landkort at forklare Væver-Enken, hvorfra jeg stammede, hvorledes de forhadte Bocher havde røvet vort Land i 1864 på samme Måde, som de røvede Elsass-Lothringen i 1871, at vort største Ønske var at komme tilbage til le Danemark, og jeg viste hende mit Silke-Dannebrogsflag.
Vi var enige om, at „la guerre est un grand malheur”, og jeg tror nok, hun forstod, at hun og hendes Landsmænd i mig havde en Ven og ikke en Fjende. I hvert Fald syntes jeg, at jeg nu havde gjort, hvad jeg kunde, og jeg sov trygt, når jeg hver anden Nat var dernede. Men — jeg bryder mig nu alligevel ikke om om Natten at være om trent ene Hane i Kurven med omkring ved femten Kvinder. —
En Aften ved 9-Tiden begyndte der pludselig en mærkelig Skydning. Det viste sig, at Englænderne havde haft Held med sig under deres spredte Skydning. De havde ramt et mægtigt tysk Ammunitions-Depot. Jeg gik op i Kirketårnet og betragtede derfra det flotteste og dyreste Fyrværkeri, jeg nogen Sinde har set, kun et Par Kilometer fra mit høje Stade. Egentlig burde al Ammunition kun bruges til sådan et Festorgie.
(… fortsættes)
