I begyndelsen af november bragte Hejmdal en artikelserie om livet i en tysk krigsfangelejr, skrevet af en sønderjyde under mærket “N-n.”

Fra Felten. Livet i en Fangelejr I.

S. i Oktober 1917.
Krigen har nu raset saa længe, at man begynder at afmærke den ensformige, trist[e] Forløb med Milepæle i Form af Jubilæer[.] Og da jeg i disse Dage kan fejre 1 Aars Jubilæum for min Ankomst her til Fangelejren finder jeg Anledning til at fortælle ”Hejmdals”s Læsere lidt af, hvad der kan meddeles om Livet i en moderne Fangelejr. Og jeg antager , at det vil interessere alle, dels fordi Spørgsmaalet om Fangernes Liv og Leveforhold i sig selv er et ikke uinteressant Afsnit – om end trist og graat – af hele Verdenskrigen, og dels fordi saa mange af mine Landsmænd selv har deres Kære, Slægtninge og Venner, under lignende trange Kaar baade i Øst og Vest, og det daglige Livs Forhold i Fangelejrene i de forskellige Lande vil vel i det Store og Hele være omtrent det samme overalt.

Den Tid, jeg har været indkaldt, og det er nu over 2½ Aar, har jeg næsten udelukkende tilbragt i Fangelejre, saa jeg har lært Livet indenfor saa nogenlunde at kende, – lige fra Kontor- og Vagttjeneste til saa inferiøse Beskæftigelser som Kartoffelskrælning, baade med Kniv og Maskine. Først havde jeg det Held at komme til de mindre Fangelejre – Arbejdslejre – i Nordslesvig, og livet her gav Anledning til ret interessante Studier af Menneskekarakteren, baade hos Fangerne og hos Vagtmandskabet.

De første Indtryk, da man selv som ret ”civil” – for ikke at sige ”civiliseret” – og endnu ikke havde vænnet sig rigtig til Krigerlivet i alle dets Former, var just ikke opmuntrende. Livet indenfor Barakkernes uhøvlede Trævægge, sammen med Kammerater, hvoraf en Del ogsaa kunne være ret u(be)høvlede, kunde undertiden ture med at tage Modet fra en, saa længe an ikke havde vænnet sig dertil[.] Men Vanens magt er stor. Hvad har de, der har ligget i Skyttegravene, ikke kunnet vænne sig til Anstrengelser og Savn? I Sammenligning med dem maatte man jo prise sin Skæbne, at den ikke var bleven værre. Og at naa til denne Overbevisning er den vigtigste Kunst for en Deltager i Verdenskrigen. Og naar saa dertil kom mere eller mindre regelmæssige Orlovsture til Hjemmet, hvor man atter kunde føle sig som Menneske, – ja saa gik det endda!

Og Dag gik efter Dag, Uge efter Uge, Maaned efter Maaned efter Maaned, og inden man ret vidste af det, havde Jorden fuldendt sit andet Kredsløb omkring Solen under Krigens Tegn. Og bagved saa alle de triste Tanker, alle de skuffede Haab om snarlig Afslutning. Men Sindet klamrede sig til nye Haab, nye Muligheder!

Om et Haab eller to blev brudt
Blinker et nyt for dit Øje!

Og saa længe Haabet lever, er Livet under alle Forhold til at holde ud!
Saa kom der en Regnvejrsmorgen i Oktober 1916. Jeg havde Ordre til at møde med fuld Oppakning paa Kompagnikontoret i Flensborg. En Soldat har det som Sneglen: ”Omnia mea mecum porto!” Alt mit Habengut maa jeg selv slæbe af Sted paa Nakken! Og derfor burde en Soldat altid sørge for at have saa lidt som muligt af, hvad han kalder sit. Men i Tidens Løb faar man dog altid samlet en Del Ragelse sammen ud over den egentlige militære. Og den Morgenstund, da jeg i ravende Mørke og øsende Vande stolprede af Sted fra Jaruplund til Flensborg, fortrød jeg bitterligt, at jeg havde samlet saa meget til Huse.

En fuldpakket Tornister paa Nakken, Geværet hængt over Skulderen, en tung Koffert i Haanden, daarlig til Bens, daarligt Vejr, Uvisheden om, hvad den nærmeste Fremtid vilde bringe, – alt det frembragte en ganske forbistret Morgenstemning. Og dog havde jeg et ringe Haab, nemlig at Marchordren betød et Par Dages Orlov, som jeg kort i Forvejen havde søgt om. Men Skæbnen – eller hvem det nu var – havde villet det anderledes. Paa Kontoret modtog jeg den Besked: ”Forflyttet til S. i Rusland!”

Stemningen var omtrent som en Vogterdrengs, der tager Afsked med Hjemmet for at tiltræde sin første Plads. Borte var nu Udsigten til alt, hvad der hed Søndagsorlov, – og det var dog den, som hidtil havde lyst op i den graa Tilværelse, og den skulde maaske blive mere graa endnu. En Soldat ved altid, hvad han har, men han ved aldrig, hvad han faar!
Naa, her hjalp ingen kære Mor! Enhver Ordre er hellig, hedder det i det uskrevne Reglement. Det gælder om, at tage Tyren ved Hornene, og derfor søgte jeg det førte afgaaende Hamborgtog – og saa gik det mod Syd.

I Grunden har jeg ikke haft Anledning til at beklage mig. Vel er der mange, som har haft det bedre end jeg, men der er ogsaa mange, der har haft det værre. Og saa faar man give sig tilfreds. Nøjsomhed er en god Ting for en Soldat!

Efter et Døgns Jernbanekørsel nærmede Toget sig Tysklands Østgrænse. De polske Sletter bredte sig for Øjet, vældige Marker, hvor Efteraarets graa Ensformighed kun blev brudt af Kartoffelmilerne og saa Landevejsalléerne, som er karakteristiske for et polsk Landskab, og som i Grunden er det eneste oplivende Moment her. Hist og her en Landsby, men af et andet Udseende end hos os. Omkring den store Herregaard med de mange Udbygninger – alt synes at være Udbygninger – ligger Arbejderboligerne, smaa og uanselige, Lervægge og et Stykke forfaldent Havestakit – uden Have i Reglen. Befolkningen her har ikke Nordslesvigernes Sans for Hjemmets Hygge, hverken inden- eller udendørs. Men alligevel elsker og værner Polakkerne jo deres Hjem og Hjemstavn. Men nægtes kan det ikke, at Landskabsbilledet her virker nedslaaende paa Sindet hos en, der er vant til at se Fjord og Bælt, Bakker og Dale, Skove og frugtbare Haver og velholdte Huse.

N-n.