Læge H. Lausten-Thomsen, Skærbæk, kom hjem fra Østfronten i december 1918. Han nedskrev i februar 1919 sine indtryk af forholdene i Sønderjylland i vinteren 1918-1919. De bringes her og de følgende dage i uddrag.
Krigen har voldt, at Tilværelsen i Sønderjylland for mange Mennesker nu former sig som en Kamp for det, der for syntes os alle selvfølgeligt, en Kamp for at skaffe Tilværelsens nødvendigste Forudsætninger: Brændsel, Klæder og Mad.
Ved at bruge mine Øjne og spørge mig for har jeg søgt uden Støtte fra officielle Kilder at danne mig et Billede af Folkets Nød. De tyske Myndigheder i Sønderjylland har ogsaa efter Revolutionen andet at gøre end at sætte Tal paa Nøden. De trasker ufortrødent under nye Navne i det gamle Styres Spor. Men man kan dog se baade et og andet, naar man vil gøre sig Umage for at faa Besked.
Brændselsspørgsmaalet er maaske det vanskeligste, baade fordi det trænger sig allerhaardest paa i denne Vintertid, og fordi det synes næsten haablost at løse det, før Vaaren kommer.
Skaffes der endelig Kul tilveje, naar det paa Grund af Trafikvanskeligheder ikke til os. Der er mange Hjem i Sønderjylland, der i Vinter i Ugevis ikke har haft Ild i Kakkelovnen.
Der er i saa Henseende naturligvis mindst Nød, hvor jeg kender Forholdene bedst, i en Stationsby som Skærbæk, der kun ligger en halv Snes Kilometer fra store Mosedrag med Tørveskær, men alligevel har Børnene i denne Stationsby siddet og frosset paa Skolebænkene, medens Lærerne iført deres Overfrakker er vanket op og ned ad Gulvet for at holde Varmen, indtil man den sidste Dag i Januar tog overtvært og lukkede Skolen helt, gav Kuldeferie. Saa kan Fattigfolks Børn fryse i Hjemmene.
Der er der i det mindste ingen offentlig Tvang for Børnene til at sidde stille og fryse. Der er ganske vist Tørv og vaadt Træ at faa, men ikke til Priser, Smaafolk kan betale. 1000 Pund Tørv koster for Tiden 34 Mark og 100 Pund Træ 6 Mark.
Naturligvis er Brændselsforholdene langt værre i vore Købstader end i Stationsbyerne eller paa Landet.
Slem bliver Kulnøden, fordi det skorter paa Klæder. Linnedet er sluppet op, jeg har truffet baade den ene og den anden Familie, hvor Børnene ingen Skjorte har paa.
Halvvoksne Drenge og Piger kan ikke komme ud at tjene, fordi de ikke har Klæder. Men den Nød og de Savn, jeg i den Henseendc kan nævne fra Skærbæk, maa multipliceres, for at man kan faa et Skøn om, hvorledes Tilstanden er i vore Købstæder. Fra en af dem skriver en Mand, der maa vide Besked, at ikke hver anden voksen Mand i Dag ejer en Skjorte.
I en bestemt Kommune har Købmanden i Februar 1919 kunnet udlevere 1½ Pund Garn efter 56 Maaneders Forløb.
Traad har næsten ikke varet til at faa; i Gaansager i Vodder Sogn har hvert Menneske siden Krigens Udbrud gennemsnitlig haft kun 15 Meter Traad til Raadighed om Aaret. Det er ikke let at bøde Klæder under saadanne Vilkaar eller endogsaa skaffe Klæder til opvoksende Børn.
Saa forstaar man, at Mødre maa lægge Børnene i Seng, medens Klæderne lappes og vaskes. Der er ikke mere Tale om at stoppe Strømper; der lappes kun.
Rigsbeklædningsstedet har ikke nogen Sinde udleveret Lærred, det kan kun faas i Smughandel til ca. 30 Rigsmark Meteren, det vil sige, at en Lærredsskjorte kommer til at koste 90-100 Rigsmark; en Papirsskjorte koster ca. 30 Mark. Skjorter af Nældevæv ved jeg ikke Prisen paa; før Krigen kendte jeg dem kun fra Eventyret om ”De vilde Svaner”.
Officielt kan der slet ikke faas Linned i den By, jeg bor i, og hverken aabenlyst eller ad Smugveje er det muligt at skaffe en Ting som et Barnesvøb, slet ikke at tale om en Gummisut.
Næste beretning bringes den 11. juni.
Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935
