Tag-arkiv: bajonet

Ikke kategoriseret

15. juli 1918. “Hist og her mellem Granathullerne laa afskudte Arme og Ben, spredte Indvolde, hele Hoveder eller kun Dele deraf.”

Skriv en kommentar

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 kom til Vestfronten.

Den 15. Juli marscherede vi af Sted til Linjen igen og kom til at ligge i tredie Skyttelinje, samme Sted som sidst. Der kom vi til at ligge i Huller, som vi søgte at udbedre, saa godt vi kunde.

Om Dagen maatte vi ikke komme ovenfor Hullet, og om Natten skulde vi være meget forsigtige med Cigaretild og andet, der kunde lyse, da Stillingen laa paa en Bakkeskrænt, som tydelig kunde ses fra de franske Linjer. Fjenden havde alligevel opdaget os og begyndte at bombardere os.

Det blev en frygtelig Tilværelse.

Jeg var sammen med to Kammerater i et Granathul. Af og til raslede store Sten og Jorddynger ned i Hullet fra Granater, som sprang ved Siden af. Mine to Kammerater vilde ikke blive der; jeg holdt paa dem, men et andet Sted hen vilde de. De sprang op af Graven, men naaede knap Overfladen, før en Granat faldt og splittede dem fuldstændig ad.

Jorden gled ned over mig og ødelagde mit Maskingevær. Granatstumper røg rundt med nogle forfærdelige Brag ovenfor Hullet, saa jeg var næsten helt sindsforvirret af Spektaklet. Jeg kunde se Ild og ligesom Stjerner allevegne.

Nu kom der en mærkelig Behagelig Ro over mig, og jeg tænkte: Nej, jeg bliver, jeg kan lige saa godt dø her, som springe ovenfor og blive skudt.

Hvordan Tiden gik, havde jeg ingen Anelse om, jeg sad som i en Døs og havde hverken Tanker for det ene eller det andet. Kun var jeg sikker paa Døden, og om den kom ti Minutter før eller senere, var mig fuldstændig ligegyldig.

Endelig begyndte det at mørkne, og jeg var endnu uskadt. Og nu kom der en Pause, i hvilken der blev fuldstændig stille ovre hos Franskmændene.

Jeg listede mig op af Graven, men alt var som uddødt. Hist og her mellem Granathullerne laa afskudte Arme og Ben, spredte Indvolde, hele Hoveder eller kun Dele deraf.

Det var meget værre, end den vildeste Fantasi kunde udmale det. Da jeg saa dette frygteligste Syn, jeg endnu har set, havde jeg kun en Tanke: bort fra dette Djævleværk.

Jeg løb tilbage, men kunde ikke se en levende Sjæl. Nu brød et mægtigt Spektakel frem nede fra de franske Skyttegrave, og jeg var klar over, at nu stormede de over vore Stillinger, men kun nogle enkelte overlevende var tilbage.

Jeg kunde ingen Tyskere se, før ca. 4-500 Meter længere fremme. Jeg løb, saa jeg hverken vidste det ene eller det andet, kun fremad. Endelig naaede jeg mine Kammerater, men Fjenden kom ikke længere end til vore gamle Stillinger. Mit Kompagni var der ingen af,  saa jeg kom ind i et helt andet Regiment. Jeg kom i anden Linje og nogle nye Stillinger, der allerede var lavet nede i en Dal.

Nu havde Fjenden faaet Forstærkning af Amerikanerne og stormede vor nye Stilling. Hele første Linje lod sig tage til Fange, og nu stormede de frem mod os.

Det var min Beslutning at lade mig tage til Fange, men alle Officererne op til Oberstløjtnanter var med i Nærkampen, saa jeg kunde ingen Lejlighed faa til det.

Nu rykkede vore Reserver ogsaa frem, og det kom til en frygtelig Bajonetfægtning. Jeg havde taget en død Kammerats Gevær, da jeg jo ingen havde selv.

En engelsk Officer stod pludselig foran mig og sigtede paa mig med sin Revolver. Jeg troede atter, det var mit sidste Øjeblik, men Revolveren klikkede, og i det samme var jeg inde paa ham og havde gennemboret ham med min Bajonet.

Vi fik stadig Reserver, og nu maatte Fjenden vige. Jeg havde faaet min Læbe slaaet af en Træsplint, saa den var meget hævet, og jeg vilde melde mig saaret. Det kunde der ikke være Tale om, der blev ikke taget Hensyn hverken til døde eller Saarede, blot Stillingen blev holdt.

Om Natten var der saa nogenlunde roligt, og de, der var tilbage af mit Kompagni, blev samlet. Vi var kun tre Menige, en Løjtnant og en Underofficer. Det var alt hvad der var tilbage af godt Hundrede Mand før Bombardementet.

Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

 

Ikke kategoriseret

14. april 1918. K. Tastesen i infernoet på Vestfronten: Kun 17 mand tilbage af knap 200

Skriv en kommentar

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 kom til Vestfronten.

Flyverne var daglig over Byen og bombarderede stærkt hele Tiden, saa der var hver Dag mange Saarede. Den 12. April om Morgenen brød vi op og skulde til et stort Slag ved Armentieres. Ved Middagstid kom vi til en lille By, som var fuldstændig skudt sammen. Der skulde vi vente til om Aftenen for at komme nærmere til Fronten.

Hele Omegnen var fyldt med Tropper, de fleste jeg nogensinde har set paa et Sted. Kl. 10 afmarscherede vi saa, men efter et Par Timers Forløb blev Skydningen saa stærk, at vi maatte sprede os i Grupper for ikke at blive skudt allesammen. Regimentet, vi skulde afløse, laa paa ganske fladt Terræn, kun havde hver enkelt Mand lavet sig et lille Hul til at dække sig lidt i.

Der laa vi nu i 2 Dage i et rent Helvede, da vi først skulde storme den 14. April. Artilleriet bombarderede stadigt, Flyverne kastede Bomber ned, Tanks kørte frem og spyede Ild og Ulykker til alle Sider, og Luften var fyldt med Gas, saa vi næsten aldrig kunde faa Masken af. Flammeilden fra Tanks var næsten det værste af det hele. De kunde sprøjte en Ildstraale 50-60 Meter ud fra Maskinen, og hvis blot nogle Draaber ramte os, var vi straks i Flammer.

Den 14. om Aftenen skulde vi endelig angribe, men først havde vort Kompagni faaet Forstærkning, da der allerede var falden mange.

Under stærk Ild stormede vi frem mod Byen, men Englænderne trak sig tilbage, saa vi ikke kom til at bruge Bajonetten før inde i Byen. Flyverne kæmpede i snesevis i Luften, Granater, Shrapnell og Haandgranater sprang rundt om os, Kuglerne fra Maskingeværerne sang, og Flyverne styrtede ned og dræbte dem, der kom under.

Det hele udgjorde et Helvede, som ikke lader sig beskrive. Og nu bagefter synes jeg, det var et helt Vidunder, at jeg kom igennem. I Øjeblikket ved jeg ikke, hvad jeg tænkte — hvis man i det hele taget i en saadan Stund kan tænke — kun fremad — bort fra det hele. Endelig naaede vi Byen.

Jeg kom i Fægtning med en Englænder, men var saa udmattet efter Løbet, at jeg næsten intet kunde foretage mig. Jeg vilde støde min Bajonet igennem ham, han sprang til Side, og jeg løb Bajonetten mod Muren, saa den knækkede. I det samme havde han Bajonetten vendt mod mig, men jeg fik lige Tid at slaa til hans Bajonet, saa Bøssen gik midt over. Saa rakte han Hænderne i Vejret og var min Fange.

Da han ingen Vaaben havde, lod jeg ham løbe, og jeg kom sammen med tre Kammerater ned i en Kælder. Der blev vi foreløbig, da vor Ammunition var ved at slippe op — jeg havde kun faa Patroner tilbage og to Haandgranater.

Kampen rasede rundt i Byen hele Natten, men hen paa Morgenstunden blev det roligere, og vi gik ud i Byen igen. Resten af Englænderne blev taget til Fange. Byen var kun Ruin; af 75-80 Fabriksskorstene stod kun 3 tilbage. Samme Dag blev vi afløst, og vort Kompagni blev samlet. Af 190-200 Mand var der kun 17 tilbage. Resten var saaret eller falden.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Krigens forløb

24. august 1914. Slaget ved Mons. “Med min bajonet mellem ribbenene sank han sammen med en stønnende lyd.”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 4. december 2020 9:29

H.C. Brodersen gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. Ved Mons kom regimenter i kamp med englændere.

Vi stormede den engelske Skyttegrav, hvor „Tommy” mødte os med opplantet Bajonet. Jeg saa mig pludselig staa ene overfor 2 store, stærke Englændere, der saa ud til at ville sælge deres Liv saa dyrt som muligt.

Det lykkedes mig efter et Par kraftige Udfald at slaa Geværet ud af Haanden paa den ene, der satte afsted tilbage. Vi var nu 2, og efter et Par Minutters Forløb, arbejdede Lungerne paa os, som var det et Par Blæsebælge. Sveden drev ned over Ansigtet og sved i Øjnene. Bevidstheden om, at den, der gav op, var dødsens, gav os uanede Kræfter.

Det blev en frygtelig, forbitret Kamp for det sølle Liv. Han fik Held til at stikke mig i Laaret, og jeg kunde mærke det varme, klæbrige Blod løbe ned af Benet. Kort efter fik han en Flænge over venstre Haand, saa Blodet drev nedover Fingrene og videre langs ad Geværet, men endda var vi lige vidt.

Det er umuligt at beskrive, hvordan jeg var til Mode, men jeg husker, at jeg i pludselig Angst for at skulde dø geraadede i et frygteligt Raseri. Jeg tænkte: „Nu, eller aldrig,” og samlede mine sidste Kræfter til et afgørende Stød. Uden, som reglementeret, at slippe Geværet med venstre Haand, gjorde jeg et Udfald. Han parerede prompte og kraftigt, men blottede derved sin venstre Side.

Det var det, jeg havde ventet. Med sammenbidte Tænder og under Opbydelse af mine sidste Kræfter lagde jeg ud til det sidste afgørende Stød og — ramte. Med min Bajonet imellem sine Ribben sank han sammen med en stønnende Lyd. Mere saa jeg ikke, thi ogsaa jeg faldt sammen som en vaad Klud. Det var forbi.

Da jeg kort efter atter kom til Bevidsthed, rullede jeg mig ned i Skyttegraven, hvor jeg fik set til mine Saar. De blødte stærkt, og jeg var just ifærd med at anlægge en Forbinding, da et Par Officerer kom forbi. De troede, at jeg „trykkede” mig, og i kraftige Vendinger anmodede de mig om snarest at indfinde mig ved mit Kompagni.

Ved Siden af mig laa en Englænder med afskudte Ben. Han var mere død end levende, og ved Tegn bad han mig om at skyde ham en Kugle for Panden. Han vilde hellere dø end leve Resten af sit Liv som Krøbling. Til den anden Side laa en død Englænder udstrakt paa Ryggen med en Harmonika imellem sine udstrakte Arme og slappe Hænder. Den Granat, der havde afbrudt hans Spil, havde ogsaa afrevet hans Livstraad. Overalt lød der Klageraab og Raab paa Saniteter.