Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter Eskildsens orlov, er der sket en del i regimentet. Oberstløjtnanten som de fleste syntes godt om, var blevet flyttet til en øveplads. Efterfølgeren Major Schmidt har en helt anden måde at styre regimentet på.
Den 12. Juli melder jeg mig igen til Tjeneste foran Reims. Meget har forandret sig, mens jeg var borte. Oberstløjtnanten har under sin Orlov i Slesvig modtaget »det blaa Brev«.
Det kejserlige Militærkabinet har opfordret ham til at søge sin Afsked til 1. Oktober, da »Hans Majestæt giver Afkald paa. videre Tjeneste, fordi de foresatte har haft saa meget at udsætte paa ham.«
Indtil 1. Oktober skal han gøre Tjeneste paa Øvelsespladsen Beverloo. Det var et haardt Slag for den stakkels zur Megede! Han havde allerede regnet ud, hvomaar han kunde blive General, han følte sig endnu frisk og klar, han havde en ung Hustru og drømte slet ikke om at afslutte sin Løbebane.
Hans hele stærke Interesse var udelukkende indstillet paa det militære; Kunst, Litteratur, Politik kendte han intet til og interesserede sig ikke for. Hans Liv er brudt og tomt paa een Gang. Hvorledes skal Livet som Pensionist faa Indhold for ham?
Den 12. Maj havde vor Divisionskommandør faaet Cylinderen, den høje Hat. Det rørte os ikke; han var allerede den fjerde General, der brækkede Halsen ved vor Division. Man paastod, at vor Oberstløjtnant var den anden Syndebuk, der blev sendt ud i Ørkenen for det store, mislykkede Angreb ved Avre.
Det er Synd, bitter Uret, thi vort Regiment var det eneste, der opnaaede noget den Dag. Det var Synd for Regimentet, at man tog ham fra os. Han havde skabt Regimentet, han førte det med ualmindelig Dygtighed. Han vidste at sætte sine Folk ind, han vidste ogsaa at skaane dem. Der fandtes ingen bedre Kommandør og intet bedre Regiment.
Men han kendte ikke sin Begrænsning opadtil, overfor Brigade og Division. Stædig, stejl, stiv, paastaaende var han, en Kværulant, som man nu omsider fik Ram paa. Det var kedeligt for Staben, at man tog ham fra os. Han var ikke altid let at omgaas, kunde være pirrelig og smaalig, naar det gjaldt hans egen Person. Men han vidste at vurdere og anerkende Flid og Dygtighed, og vi følte os trygge ved hans overlegent sikre Ledelse.
Hele Regimentet sørgede, Staben sørgede dobbelt. Hans Efterfølger, Major Schmidts, havde allerede ført Regimentet i 10 Dage, da jeg kom. Officer og Menig giver mig samme Billede af Manden: »Han er meget dum, — han er meget ondskabsfuld! Han herser med Officererne, han plager Mandskabet!« v. Oven har allerede skrevet til sin mægtige Onkel i Krigsministeriet og bedt om Forflyttelse, Brandis har henvendt sig til en Fætter i den store Generalstab med samme Ønske, Jürgensen agter at melde sig syg.
Et Par Uger efter er de virkelig fløjet alle tre. Den godmodige Mikulski holder ud, han er ligeglad, og vi andre skal jo ogsaa finde os i vor Skæbne. Det er en rar Redelighed, naar man kommer fra en dejlig Orlov! Jeg sætter Staalhjelm paa Hovedet, spænder Livremmen, klapper Hælene sammen og melder mig tilbage til Regimentet. »Jeg har hørt meget om Dem, meget godt. Forhaabentlig er De lige saa god som Deres Rygte. — Tak!«
Det var jo helt pænt.
Vi forligtes ogsaa i Fremtiden godt, men naaede aldrig at komme hinanden nær. Der kom aldrig det hjertelige Forhold i Stand, som herskede mellem Megede og Stabens Veteraner. Men vi har ikke Tid til at tænke paa Kommandør og Stab! Vi skal med i et Slag, der skal blive Verdenshistoriens største, Krigens Afgørelse.
Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 220-222
