Nyt fra Vestfronten. Redaktørens anmeldelse af “Intet nyt fra Vestfronten.”

Senest ændret den 7. december 2022 21:49

Redaktør af denne hjemmeside, René Rasmussen, blev af Magasinet Grænsen bedt om at anmelde “Intet nyt fra Vestfronten.”

Anmeldelsen (der er en forkortet udgave af nedenstående) kan fra i dag, den 5. december 2022, ses i Magasinet Grænsen og på Magasinet Grænsens hjemmeside.

Nedenfor gengives en lidt længere version, der uddyber anmelderens fortolkning af filmen som “en alternativ dolkestødslegende” med franskmændene i skurkens rolle.

Anmeldelsen er skrevet få dage efter filmens premiere.

Nyt fra Vestfronten

Hvis der er én bog, der står som indbegrebet af Første Verdenskrig, så er det Erich Maria Remarques antikrigsroman “Intet nyt fra Vestfronten”, der udkom i 1929. Skønt bogen er fiktion, blev den internationalt anerkendt som en troværdig skildring af krigsoplevelsen hos den generation af unge mænd, der deltog.

Det kan god fiktion nemlig godt.

Bogen blev filmatiseret første gang i 1930 og igen i 1979, begge gange af amerikanske produktionsselskaber. Den nyeste, tredje filmatisering, er fra i år, denne gang i en tysk Netflix produktion.

Først en disclaimer (som det hedder på nudansk): For det første: Jeg er blevet bedt om at anmelde filmen med historikerbrillerne på. For det andet: Når man skal anmelde med historikerbrillerne på, så må der nødvendigvis være spoilere om filmens indhold.

Krigsfrivillig

Bogens (og filmens) hovedperson, Paul Bäumer, bor endnu hjemme hos sine forældre, da han sammen med hele sin gymnasieklasse, opildnet af lærerens patriotiske tirader, melder sig frivilligt.

I bogen sker det ret tidligt i krigen, mens det i filmen først sker i 1917. Og mens det endnu i 1914/15 var muligt at begejstre unge mænd, var det en hel del vanskeligere i 1917. Vi er nu på den anden side af hungervinteren i Tyskland 1916/1917 i et forår med strejker og protester.

Tidsforskydningen efterlader derfor et fejlagtigt indtryk af usvækket krigsbegejstring på hjemmefronten tre år inde i krigen.

Bogen følger Bäumer og en håndfuld af hans klassekammerater, først under militæruddannelsen hos den sadistiske underofficer Himmelstoss, og derefter ved fronten, hvor deres romantiske forestillinger om egne heltegerninger konfronteres med krigens grusomme realiteter.

I filmen er Himmelstoss og soldateruddannelsen helt skåret fra, muligvis for at formidle det indtryk, at de unge mænd sendes nærmest direkte fra skolebænken til fronten. Det virker følelsesmæssigt meget stærkt på beskueren, men er til gengæld historisk ukorrekt. Det eneste, der er tilbage af soldateruddannelsen, er en urimeligt karikeret overordnet, der i en komplet urealistisk scene ydmyger soldaterne (og navnlig Bäumer) i en lastbil og under marchen på vej til fronten.

Frontsoldat

Ved fronten tager den ældre, erfarne soldat, Stanislaus Katczynsky (kaldet “Kat) de unge soldater under sine vinger. Bogen og filmen skildrer det kammeratskab, der udvikler sig mellem soldaterne, og den forråelse, der sker, efterhånden som de bliver erfarne frontsoldater. Bäumer fremmedgøres fra det civile liv, og der opstår en så uovervindelig kløft mellem fronten og hjemstavnen, at Bäumer føler sig mere hjemme sammen med sine frontkammerater end hos sin egen familie.

Én for en dør Bäumers kammerater under forskellige omstændigheder, og til sidst falder han også selv. Det sker i bogen på en i øvrigt stille dag på Vestfronten henimod slutningen af krigen, hvor der ikke er noget særligt at melde. Netop dette er så vigtig en pointe, at det har givet bogen sin titel: “Intet nyt fra Vestfronten.”

Flot film

Mens de to tidligere filmatiseringer fulgte bogen ret nøje, frigør den nye version sig helt fra bogens forlæg. Bortset fra titlen, navnene på en håndfuld hovedpersoner og enkelte genkendelige scener, er der ikke meget tilbage af Remarques mesterværk.

Men filmen forsøger at videreformidle bogens væsentligste budskaber på sin egen måde. Det er der i sig selv ikke noget i vejen med, og det ville heller ikke være problematisk, hvis blot det nye værk var godt. Men det er det desværre ikke.

Det skyldes ikke det rent filmtekniske. Det er en æstetisk flot film; kameraføringen er superb, skyttegravene fremstår meget troværdige (bortset fra den meget sparsomme pigtråd), og slagscenerne er brutale og blodige (bortset fra alt for få håndgranater). Man er aldrig i tvivl om filmens antikrigsbudskab. I det stykke er filmen for så vidt tro mod Remarque.

Alligevel overbeviser filmen ikke.

Det skyldes først og fremmest, at den overdriver Remarques antikrigspointer, så de flere steder kommer til at fremstå som klichéer eller endog som karikaturer.

Hvad forstår vi ved “autenticitet”?

Filmen har fået fremragende anmeldelser af filmkyndige anmeldere, mens nogle historikere har været mere forbeholdne.

Uenigheden skyldes formentlig, at filmfolk og historikere forstår noget helt forskelligt ved “autenticitet” og “historisk korrekthed”.

Filmfolk går meget højt op i kostumer, rekvisitter og kulisser. De kasserer gerne timers eller dages optagelser, hvis de opdager, at en medalje er placeret forkert på brystet af en officer.

Den slags er historikere som regel ret tolerante over for.

Men når filmskabere har sikret sig historisk korrekte kostumer, rekvisitter og kulisser, så er der dømt fri leg og kunstnerisk frihed inden for de således afstukne rammer. Det er endda tilladt at ændre på faktuelle historiske begivenheder, hvis blot det styrker filmens fortælling eller budskab.

Det sidste er historikere til gengæld sjældent tolerante over for. De mener som regel ikke, at det kan være lige meget, om en signifikant begivenhed sker i 1914, 1916 eller 1918 – eller om den overhovedet har fundet sted!

Der er flere eksempler på dette i filmen, men det værste er slutsekvensen.

Fiktivt slag

Det er en pointe i både bog og film, at millioner af mænd i Første Verdenskrig døde til ingen verdens nytte i meningsløse slag. Men selvom man skulle synes, at der var rigeligt med faktiske, meningsløse slag i Første Verdenskrig at tage af, så opfinder filmskaberne ikke desto mindre et fiktivt slag, i hvilket Bäumer falder.

Og hvad ville vel, set fra en filmskabers synspunkt, være mere meningsløst end at falde i et stormangreb, beordret af en vanvittig general, ganske få minutter inden våbenstilstanden træder i kraft den 11.11. 1918 kl. 11:00? Også selvom et sådant angreb aldrig fandt sted i virkeligheden?

Det er formentlig derfor, filmen afsluttes med en helt urealistisk episode: En tysk general, komplet med mensur-ar og delle i nakken, beordrer Bäumers infanteriregiment (og hvorfor kun et regiment, når han nu er general?) til et frontalt stormangreb mod de franske stillinger. Da en soldat protesterer, bliver han brutalt trukket ud af geleddet, stillet op ad en væg og skudt.

Den slags forekom ganske vist alt for mange gange i slutningen af 2. Verdenskrig. Men det forekom altså ikke i Første Verdenskrig, og slet ikke på den måde, og da slet ikke på det tidspunkt af krigen.

Den 11.11. 1918 var revolutionen i Tyskland fuldbyrdet, en ny regering tiltrådt og kejseren abdiceret. Hvis en general havde beordret et regiment til et selvmordsangreb den 11.11. 1918 om formiddagen, så ville det have været generalen, der var blevet stillet op af en væg og skudt!

Hvis der ligger en kunstnerisk mening bag scenen, må det være at foregribe den næste, endnu mere brutale Anden Verdenskrig. Generalens tirader mod socialdemokraterne, der beskyldes for at have givet den tyske hær et ”dolkestød i ryggen”, peger desuden fremad mod Adolf Hitler, der flittigt brugte denne ”dolkestødslegende” i sin propaganda på sin vej mod magten.

Bäumers regiment angriber uden artilleriforberedelse i tætte klynger tværs over ingenmandsland de franske stillinger.

Sådan angreb de frivillige tyske studenter ved Langemarck i oktober 1914. Men i 1918 var der ingen, der angreb på den måde.

Det urealistiske angreb og den karikerede general synes alene at skulle reproducere den slidte og historisk ukorrekte kliché, at generalerne i Første Verdenskrig intet lærte, men i alle krigens fire år sad på et chateau langt bag fronten og drak rødvin, mens de med åbne øjne sendte deres soldater i den visse død uden anden anledning end forsvar for den nationale ære.

Angrebet er nærmest en parafrase over den scene i “Ringenes Herre”, da den gale marsk af Gondor beordrer sin søn Faramir til et selvmordsangreb mod orkerne i Minas Tirith, i hvilket angriberne mejes ned, mens marsken fortærer et fad små, saftige tomater på en temmelig uhygiejnisk måde.

I ”Intet nyt fra Vestfronten” er tomaterne dog erstattet med rødvin, som generalen spytter ud på gulvet. Der var vel bundfald i.

Symbolikken er så tyk, at man kan skære den i skiver og sømme den op på væggen med papsøm. Den er næsten Bornedalsk – og dét er ikke ment som en kompliment!

Det franske dolkestød

At lade Bäumer falde på én af de mest betydningsfulde dage i Første Verdenskrig, nemlig den 11.11. 1918, går desuden stik imod symbolikken i både bogens og filmens titel: “Intet nyt fra Vestfronten.” For hvis der var én dag blandt de knap 1.500 dage, krigen varede, da der var “Nyt fra Vestfronten”, så var det den 11.11. 1918!

Det er da – undskyld metaforen – at skyde sig selv i foden.

Sideløbende med historien om Bäumer og hans kammerater krydsklippes til historien om forhandlingerne om våbenstilstanden.

Her optræder filmens anden protagonist: den demokratiske politiker Matthias Erzberger, der er en virkelig historisk person. Han optræder ikke i Remarques bog, men spiller en meget vigtig rolle i filmen.

Erzberger blev leder af den delegation, der førte forhandlinger med de allierede om den våbenstilstand, der trådte i kraft den 11.11. 1918. kl. 11. Han præsenteres for de ydmygende allierede våbenhvilebetingelser, appellerer forgæves om retfærdighed, men tvinges af både sin samvittighed og af de arrogante og ubøjelige franskmænd til at underskrive.

I de selvsamme minutter, som våbenhvilen træder i kraft, dør Bäumer. Han stikkes i ryggen af en fransk bajonet, der går lige durk igennem ham.

Hvis der skal være en dybere mening med filmens slutscener, så må det næsten være, at det er Frankrig, der dolker det unge, demokratiske Tyskland i ryggen ved sin uforsonlighed i 1918/1919?

Altså en alternativ version af dolkestødslegenden?

“Kats” meningsfulde død

En sådan tolkning understøttes af den måde, som Kat dør på i filmen.

I romanen såres Kat i knæet. Et alvorligt sår, men ikke dødeligt; et såkaldt ”Heimatschuss”, hvor den sårede som et minimum kunne forvente at skulle tilbringe mange måneder på et lazaret hjemme i Tyskland, langt fra fronten.

Bäumer bærer sin kammerat hele vejen til en forbindingsplads, hvor en sanitetssoldat lakonisk konstaterer: ”Det kunne du have sparet dig! Han er død!” Kat er nemlig undervejs blevet såret dødeligt at en lille granatsplint, som Bäumer ikke har opdaget.

Dette er en meningsløs død – typisk for Første Verdenskrig og helt i tråd med Remarques budskab.

I filmen dræbes Kat derimod af en psykopatisk fransk bondedreng. Bäumer og Kat har, sultne som de er, flere gange stjålet æg og gæs fra en fransk bonde, der hver gang har forbandet dem og skudt efter dem med sit jagtgevær.

(Det er af mange grunde i øvrigt fuldkommen urealistisk. Der blev nemlig gjort kort proces med civilister, der beskød soldater).

På Bäumers og Kats andet tyvetogt sniger bondens søn (der ligner ét-eller-andet fra en gyserfilm) sig efter dem og skyder Kat, da denne er allermest værgeløs: Netop som han har knappet bukserne efter vandladning.

Kat har gennem hele filmen være selve personificeringen af den helt almindelige tysker; den menige soldat, der blot prøver på at klare sig igennem krigens helvede så godt, som han nu kan. Hans og Bäumers tyveri fra den franske bonde skal vel i overført betydning symbolisere en (lille) del af den materielle og økonomiske skade, som den tyske hær påførte Frankrig ved sin tilstedeværelse og krigsførelse på fransk territorium i mere end fire år.

Når filmskaberne vælger at lade en hævntørstig fransk dreng henrette Kat med koldt blod for gåsetyveriet, så er det vel ikke forkert at tolke scenen som en kommentar til Frankrigs krav på krigsskadeserstatninger i Versaillesfreden, der tvang Tyskland økonomisk i knæ og ramte helt almindelige tyskere meget hårdt?

Stik imod Remarques morale præsenteres vi altså her for en mening med Kats død: Han dør som et offer for fransk hævntørst!

Dermed bliver det egentlige offer for filmens dolkestød – efter denne anmelders mening – faktisk Erich Maria Remarques litterære budskab.

Det ville have været meget let at understøtte de filmens antikrigspointer med virkelige begivenheder i Første Verdenskrig. Der er så rigeligt at tage af.

De frit opfundne scener, som tilmed er hentet fra den øverste skuffe med klichéer om Første Verdenskrig, fratager i denne anmelders øjne filmen den autenticitet, den ellers prøver at påberåbe sig.

Det er da ærgerligt.

3 tanker om “Nyt fra Vestfronten. Redaktørens anmeldelse af “Intet nyt fra Vestfronten.””

  1. Meget interessant anmeldelse, som giver et noget mere nuanceret indtryk af filmen. Især afslutningen syntes jeg var meget “film” og forstår nu, at den ikke er “efter bogen”, som jeg desværre ikke har fået læst endnu

  2. Helt enig. Rene kritiserer filmen korrekt. Filmen mangler klart en forståelse af romanens grundideer. Der er ingen grund til at begå en film, der blot er en illustration af forlægget, men hvis den ødelægger grundideen , bliver filmen ligegyldig. Filmen har dog en kvalitet, nemlig starten/ forhistorien om Pouls uniform. Det er godt tænkt.

  3. Mange tak til René Rasmussen for en meget oplysende anmeldelse.
    Filmen er omtalt og anmeldt flere steder på nettet, men vist hidtil uden det historiske blik og perspektiv. (Med anmeldelsen på Historie-online.dk som en delvis undtagelse). Så det er godt, nu at få sat ord på de historisk ukorrekte fortællinger i filmen.
    “Det er da ærgerligt”, som er Renés slutord.

    Ærgerligt at andre ikke skriver om de urealistiske episoder.
    Ærgerligt at filmen bidrager til historieforfalskning.

    Vi lever i en tid med falske nyheder, og med – globalt set – påstande om historiske fortællinger uden hold i virkeligheden, brugt i forsøg på at legitimere og styre udviklingen. Bedst illustreret med Putins belæringer om Ruslands glorværdige fortid, i relation til 2. verdenskrig, Sovjetunionens storhed, og til Ukraine.

    Abraham Lincoln tillægges en konstatering: “You can fool all the people some of the time and some of the people all the time, but you cannot fool all the people all the time”.
    (Siden https://abrahamlincolnassociation.org/you-can-fool-all-of-the-people-lincoln-never-said-that/ har et bud på oprindelsen).

    Forhåbentlig er det rigtigt, at man ikke kan snyde alle altid.

    Skolernes undervisning i historie burde lægge en ‘bund’ og kronologi, som det, man senere i livet får oplyst, kan placeres i.
    Desværre er det sådan, i hvert fald her i landet, at historie undervisningen er mangelfuld eller helt fraværende, eller blot reduceret til temaprojekter uden sammenhæng.
    I andre lande er situationen måske tilsvarende eller endnu værre. Demagoger kan måske for let få frit spil. (Den Danske Ordbog har en fin forklaring, om hvad en demagog / folkeforfører er: “politiker som ved hjælp af letkøbte, usaglige argumenter, tomme løfter og gode talegaver forstår at vinde den brede befolknings sympati og tilslutning”).

    Film som ‘Im Westen nichts Neues’ / ‘All Quiet on the Western Front’ på Netflix åbner for, at underholdning og manipulation går forud for seriøsitet.

    Et nyligt eksempel er filmen ‘Skyggen i mit øje’ om bombningen af Den Franske Skole. Her angriber et af flyene tilfældige mennesker på gaden: “.. nedskyder et civilt køretøj med bryllupsgæster i Jylland, hvilket ikke stemmer overens med virkeligheden.”
    Det er rigtigt, at det forekom, at allierede fly på vej hjem fra missioner over Tyskland angreb tilfældige mål, og det forekom også i Danmark. Tog blev angrebet, og der var omkomne. Men en speciel opgave som bombningen af Shellhuset var noget andet, og de fly, som ikke umiddelbart gik tabt, havde store problemer med at komme tilbage til England. Der var ikke tid til svinkeærinder.
    (Om luftangreb på passagertog: https://ubirex.dk/blog27 7. januar 1945: 28 dræbt, 50 såret. Iht. Fyens Stiftstidende 8. januar).

    – – –
    Af anmeldelser af filmen ‘Intet Nyt Fra Vestfronten’ kan nævnes:

    https://www.historie-online.dk/nyheder-og-aktiviteter-2-2/intet-nyt-fra-vestfronten
    “Hvorfor er det så svært at lave gode film om 1. Verdenskrig?” Af Kasper Nissen, Cand.mag.

    https://graenseforeningen.dk/nyheder/ny-tysk-storfilm-faar-blaendende-anmeldelser
    “Bogklassikeren ’Intet Nyt Fra Vestfronten’ fra 1928 er for første gang blevet filmfortolket på tysk. Filmen, der nu kan ses på Netflix, får stor ros fra anmelderne.”
    (Fejl: Bogen er fra 1929).

    https://vielskerstreaming.dk/anmeldelse-af-all-quiet-on-the-western-front/
    Skrevet af Steffen Lomholt Pedersen. Det er en ret udførlig anmeldelse.

    https://www.flixfilm.dk/anmeldelse-intet-nyt-fra-vestfronten/
    Skrevet af Søren Meinertz. (Flixfilm er ikke associeret med Netflix).
    “Det var i 1930, tolv år efter Første Verdenskrig sluttede og otte år før Anden Verdenskrig for alvor brød ud, at vi fik den første filmatisering af ‘Intet Nyt Fra Vestfronten’. Den var amerikansk produceret, og blev en bragende succes. Dvs. undtagen i Tyskland.
    Remarques roman var nemlig langt fra en glorificering af den tyske indsats under den store krig, og som et resultat, angreb medlemmerne af Hitlers højrefacistiske Sturmabteilung (forgængeren til nazipartiet) den tyske premiere ved at smide stinkbomber og endda levende mus ind i salen, mens de tævede på biografgængerne og proklamerede filmen som værende en ”jødefilm”.”

    (Denne tekst om modtagelsen af filmen fra 1930 stammer nok fra den engelske Wikipedia: Reception, Controversy and bannings: “However, controversy would attend the film’s subject matter elsewhere. Due to its anti-war and perceived anti-German messages, Adolf Hitler and the Nazi Party opposed the film. During and after its German premiere in Berlin on December 4, 1930, Nazi brownshirts under the command of Joseph Goebbels disrupted the viewings by setting off stink bombs, throwing sneezing powder in the air and releasing white mice in the theaters, eventually escalating to attacking audience members perceived to be Jewish and forcing projectors to shut down. They repeatedly yelled out “Judenfilm!” (“Jewish film!”) while doing this.
    Goebbels wrote about one such disruption in his personal diary: ..”
    “Between 1930 and 1941, this was one of many films to be banned in Victoria, Australia, on the ground of ‘pacifism’, by the Chief Censor Creswell O’Reilly. However, it was said to enjoy “a long and successful run” in other states, though the book was banned nationally. The film was also banned in Italy and Austria in 1931, with the prohibition officially raised only in the 1980s, and in France up to 1963.”)

    https://soundvenue.com/film/2022/10/intet-nyt-fra-vestfronten-saving-private-ryan-har-moedt-sin-overmand-med-krigsfilm-paa-netflix-496394
    Skrevet af Alexander Grevy.
    “Lige siden Versailletraktaten i 1919 har læresætningen »vinderen skriver historien« hjemsøgt Tyskland (Preussen) som et dogmatisk, indsnævret grundlag for at se den tyske krigsscene som en ondsindet, fascistisk militærmagt i stil med Imperiet fra Star Wars.”

    https://www.imdb.com/title/tt1016150/
    442 User Reviews.

    – – –
    René Rasmussen benytter i sin anmeldelse ordet protagonist. Det måtte jeg slå op:
    Den Danske Ordbog: 1. Hovedperson i et drama eller en anden litterær tekst.
    2. Forkæmper for en sag.
    Ordets oprindelse: Af græsk protos ‘første’ og agonistes ‘kampdeltager, en som anstrenger sig’.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *