Én million sidevisninger på Den store Krig 1914-1918!

Onsdag den 3. august 2016 rundede hjemmesiden www.denstorekrig1914-1918.dk én million sidevisninger (page views). Det vil sige, at hjemmesidens enkeltsider tilsammen er blevet set i alt én million gange.

Strengt taget er det nu nok allerede sket for nogen tid siden. Vi begyndte nemlig først at tælle sidevisninger i slutningen af august 2014 – og hjemmesiden gik on-line allerede i juni.

Den 2. august ved midnatstid stod tælleren på 999.050 sidevisninger. Man kan kan se bevægelserne i figuren neden for – et sidenedbrud i juli 2015 ses tydeligt. (Det tilsyneladende bratte fald til sidst skyldes alene, at optællingen for august måned 2016 jo kun omfatter tal fra månedens først to dage..)

Skærmbillede 2016-08-03 22.07.09

Millionen blev rundet midt på formiddagen den 3. august. Og dagen blev sluttet på komfortable 1.003.799 sidevisninger.

Skærmbillede 2016-08-04 06.12.13_millionen-passeret

Vi blev hjulpet godt på vej af et kort indslag på DR1’s program “Vores vejr”, der blev sendt om aftenen fra Sønderborg kl. 18:55.

Nedenfor ses en figur over bevægelserne på hjemmesiden i går, den 3. august (screendump taget kl. 21:00, altså før dagen var helt endt).

Skærmbillede 2016-08-03 21.03.51_DR1_Vejret

Vi plejer at have et forøget besøgstal lige efter spisetid, men det er helt klart TV-omtalen, der får grafen til at peake med 1.804 sidevisninger kl. 19:00.

Vi har tidligere haft flere peaks på omkring 3.500 sidevisninger på en dag, men gårsdagen var den hidtil mest velbesøgte dag med 4.749 sidevisninger. Den tidligere dagsrekord blev forresten nået en martsdag i 2016, vi var i DR4-SYD. Det beviser, hvor vigtigt Radio- og TV-mediet stadig er, selv i disse digitale tider! Vi kan også tydeligt registrere vækst, når JydskeVestkystens sønderjyske lokalsektioner omtaler siden.

Over én million sidevisninger på under to år er ikke så ringe. Navnlig når man tager i betragtning, at hjemmesiden stort set drives ved frivilligt arbejde.

Skærmbillede 2016-06-04_Hjemmeside_forsidewww.denstorekrig1914-1918.dk

Det er Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot, der er tovholder på projektet. Men ansatte og frivillige på en række af landsdelens øvrige institutioner bruger også fritid og ferier på hjemmesiden. Og andre frivillige fordelt over hele landet bidrager med en stor indsats. I alt 10-15 frivillige bidrager løbende til hjemmesiden. Hvem vi er, kan ses under fanen “Om“.

På en almindelig  dag besøger typisk mellem 500 og 1.000 brugere hjemmesiden og følger dagens “nyheder” fra Første Verdenskrig – eller går på opdagelse i de mange undersider. Brugerne ser typisk ca. 3-4 sider pr. besøg. En almindelig dag i 2016 har mellem 2.000 og 3.000 sidevisninger.

Antallet har løbende været stigende. Nogle af brugerne følger siden hver eneste dag, mens andre kun lejlighedsvis er inde og kigge. Vi har brugere, der erklærer, at mens de tidligere begyndte dagen med at læse avisen, så skal de nu først lige ind på hjemmesiden og se, hvad der er sket i Første Verdenskrig! Større kompliment kan man ikke få!

Næsten 100.000 brugere har siden haft de seneste to år. Tallet dækker dog sikkert over færre individer. En bruger kan nemlig blive talt flere gange, hvis han eller hun den ene dag besøger siden på sin pc og den næste fra sin smart phone eller tablet – eller hvis brugeren med jævne mellemrum sletter sine cookies. Men nu blev det vist lidt teknisk …

Skærmbillede 2016-08-03_Hjemmeside_lande_år
Hvor bor vore brugere (det seneste år).

Hvem er vores gæster så? Som det fremgår, så bor langt de fleste i Danmark. Men vi har faktisk følgere over hele verden. Kun i store dele af Afrika, Centralasien og Mongoliet har vi slet ingen brugere.

Den store Krigs tilhørende Facebookside har over 4.500 følgere. Den er med afstand den mest fulgte af alle Museum Sønderjyllands Facebooksider. Faktisk har siden flere følgere end de to mest populære Facebooksider (Sønderborg Slot og Historiecenter Dybbøl Banke) – til sammen!

Skærmbillede 2016-08-03_Facebook_personer
Facebook-brugerne fordelt på køn, alder og bopæl

69% af Facebooksidens følgere er mænd.

Det er ikke så mærkeligt, for er det noget, der kan lokke mænd ind på museerne (hvor kvindelige gæster ellers plejer af være i overtal), så er det krigs- eller militærhistorie! Det gælder også for hjemmesider!

44% af alle følgerne på Facebook (både mænd og kvinder) er i aldersgruppen 35 til 54 år. Ca. 33% er fra 55 år og opefter, mens resten (23%) er under 34 år.

4100 ud af de 4500 følgere bor i Danmark. Men siden har følgere over hele verden, på Facebook flest i USA, derefter følger Tyskland, Norge, Sverige, Storbritannien, Italien, Spanien, Canada, Frankrig og Australien. På hjemmesiden ligger Tyskland foran USA. Det skyldes muligvis, at tyskere ikke er på Facebook i helt samme omfang som amerikanere.

Hvor mange af dem, der er danskere, bosiddende i udlandet, er svært at sige. Men vi får faktisk ikke helt få henvendelser fra tysk-, fransk- og engelsktalende følgere, der bruger Google Translate til at læse de sønderjyske krigsdeltageres beretninger. Og vi kan se, at ikke helt få følgere bruger tysk, engelsk, fransk og nederlandsk som hovedsprog. Det kræver en helt særlig interesse for et emne, hvis man vil bruge kræfter på at læse en hjemmeside på et sprog, man ikke forstår. Men f.eks. Zeppelinbasen i Tønder er ganske velkendt blandt Første Verdenskrigsinteresserede i Storbritannien og Tyskland.

Inden for Danmarks grænser har Facebooksiden flest følgere i Sønderborg (517) og København (474). Derefter følger Aarhus, Esbjerg, Odense, Kolding, Tønder og Haderslev. Aabenraa kommer først lidt længere nede af listen.

Hjemmesiden har flere formål. Den skal naturligvis først og fremmest formidle et væsentligt historisk emne til et bredt publikum. Men den skal også gerne samle og tilgængeliggøre kildemateriale for bevaring, forskning og undervisning.

Siden bringer dagligt ”nyheder” fra ude- og hjemmefront. Inspirationen var hjemmesiden www.1864live.dk , der igennem to år (2013-2014) fulgte optakten til og forløbet af krigen i 1864. 1864live.dk opnåede på de to år ca. 250.000 sidevisninger.

Nyhederne til denstorekrig1914-1918.dk er først og fremmest ”plukket” fra samtidens aviser, feltpostbreve, dagbøger og erindringer, således at siden har et nogenlunde fast (men ganske stort!) persongalleri, hvis skæbner vi følger gennem krigen – eller indtil de falder.

Men siden bringer også mange andre ting. De mange lister over krigsdeltagere (faldne, tabslister, desertører, krigsfanger, DSK-medlemmer etc.) er meget populære og anvendelige, ikke mindst for slægtsforskere.Og samlingen af digitaliseret litteratur vokser støt.

Også mange studerende bruger efterhånden siden, og vi får en del henvendelser fra specialestuderende på historie. Det er vi glade for – og nogen af dem kaprer vi til hjemmesiden som frivillige …

Der er også et enormt forsknings- og undervisningspotentiale i de mange indlæg, lister og scannede kilder. Vi har indledt et samarbejde med HistorieLab og med Aarhus Universitet om udvikling af disse dele af siden, men det er stadig på et meget foreløbigt stade. og det kniber med tiden og økonomien. Ressourcerne rækker desværre heller ikke til et udvidet samarbejde med de mange lokalhistoriske arkiver i Sønderjylland. Men her ligger et fremtidigt arbejdsfelt.

Man kan altså som bruger forvente en fortsat udvikling af siden her.

Med tiden vil den give et mangefacetteret billede af en landsdel i verdenskrigen og kunne danne grundlag for forskning og fordybelse, hvad enten man beskæftiger sig med slægts,- lokal- eller verdenshistorie!

Og det giver enhver mulighed for at beskæftige sig med et verdenshistorisk emne – på dansk!

René Rasmussen, Sønderborg Slot

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *