Vi bringer hen over sommeren og efteråret en lille serie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.

Bataljonen fra Haderslev

Fort de Douaumont blev bygget i 1885 og forstærkedes kontinuerligt helt frem til 1913. Med sin placering på et af de højeste punkter i området, var det em af hjørnestenene i forsvaret af Verdun. Det dækkede et areal på 30.000 m² og var næsten 400 meter lang med to underjordiske niveauer forstærket af en betontag på næsten 12 meters tykkelse. Det havde flere panserkupler til observation, et tårn med 155-mm kanon, 75-mm tårne, flere andre 75-mm kanoner i flankerende Bourges Casematter og utallige tårne til maskingeværer. Fort Douaumont blev anset for et af de stærkeste forter i Europa og i virkeligheden uindtagelig med en garnison på 485 mand.

Erfaringerne fra de belgiske fæstninger, der alle bukkede under for det tunge tyske artilleri, førte til at Fortet i august 1915 Fik afmonteret det meste af sit artilleri til fordel for felthæren, og besætningen reduceret til under 30 mand til bemanding af fortets 155-mm tårn. Det var derfor en let sag for tyskerne den 25. februar 1916 at erobre det.

Tabet var en national katastrofe for franskmændene og deres stolthed, og angrebene til generobring standsede i virkelighed aldrig. Blandt de franske soldater, der blev såret ved Douaumont og taget til fange var en kaptajn ved navn Charles de Gaulle. Fortet blev af tyskerne anvendt til beskyttelse af soldater, til forbindeplads og til oplagring af ammunition og andre forsyninger. Den 8. Maj 1916 skete der en frygtelig ulykke i fortet, hvor et større ammunitionsdepot sprang i luften. 679 døde og over 1.800 blev såret. Det præcise antal af døde er aldrig blevet kendt, men i dag er en af tunnelgangene forseglet og officielt anerkendt som

tysk soldaterkrigsgrav med omkring 600 døde. (se foto).

 II. Bataljon:

Efter en hvileperiode efter den første periode ved Verdun på vestsiden af Meuse, gik det den 11. september 1915 igen mod helvedes forgård ved Verdun – denne gang på østsiden af Meuse foran landsbyen Fleury i en linje, der i dag næsten følger asfaltvejen fra Museet til den store kirkegård og Ossuaire kirken. Museumsbygningen ligger i dag på samme sted som Fleury jernbanestation.

Kiggede man dengang sydpå fra Fort Douaumont mod Fleury, så man et dødt, øde terræn. Kraterne delvis fyldt med vand, den oppløjede jord snavset-gul, ikke en plet af grønt overalt. Overalt herskede kun død og ødelæggelse, og der lå en stank af rådne lig over hele området.

Den 13. september rykkede II. Bataljon ind i linjen, og måtte med det samme afvise et fransk angreb med det, der efterhånden var blevet skyttegravenes primære nærforsvarsvåben – håndgranaten. Frontlinjen var bemandet med otte kompagnier fra to bataljoner, omkring 100 til 140 m fra fjendens. Stillingen bestod af en simpel skyttegrav delvist dannet ved at forbinde granatkratere. Da denne linje og det meste af det bagerste område op til Fort Douaumont kunne ses fra Fort Souville, kunne arbejde på stillingen og transporter til og fra linjen kun ske i mørke.

de følgende dage fortsatte med et skift mellem voldsom artilleribeskydning og angreb fra fransk side, indtil den 17. september, hvor det igen blev bataljonens tur til at blive afløst i frontlinjen og få et pusterum, der i en lejr sydvest for Azannes bestod af hvil og uddannelse. Mellem den 28. september og 3. oktober var den igen indsat i fronten foran Fleury, hvor intet havde ændret sig – fortsat voldsom bombardement og ustandselige franske angreb. Allerede den 7. oktober rykkede bataljonen ind i Brule-slugten, hvorfra den fik til opgave at bære vand, levnedsmidler og materiel frem til Fort Douaumont, et arbejdet der absolut var lige så risikabelt, og meget mere fysisk anstrengende end livet i forreste linjes skyttegrave. Den 13. oktober rykkede den så ind i linjen med alle fire kompagnier.

Den 17. oktober om aftenen bliver II. Bataljon igen afløst og rykker over Fort Douaumont, Brule-slugt til Elisabeth-lager ved Azannes hvor den frem til den 23. oktober lå i hvil.

Den 19. oktober ændrede billede sig radikalt. Franskmændene startede et voldsomt artilleribombardement, og alle tegn pegede i retning af et kommende fransk storangreb. Den meget præcise ild, ledet af franske observationsfly, fortsatte uophørlig og den Den 23. oktober var der reelt ingen tysk linje tilbage. De overlevende i forreste linje forsøgte at redde livet ved at skjule sig i ét af de mange kratere, mens flere og flere søgte dækning i Fort Douaumont, der modstod de franske artillerigranater. Kl. 1400 ændrede situation sig endnu engang. Det franske artilleri havde fået forstærkning af to 400-mm jernbanekanoner, og nu landede disse enorme granater med stor præcision på Fort Douaumont med præcis 10 minutters interval. Det var mere end fortet kunne holde til. Granater slog igennem til fortets indre og lys, ventilation og alle telefonforbindelser blev afbrud. Der udbrød brand og selvom det lykkedes at slukke den, inden den fik samme katastrofale resultat som eksplosionen i maj. Kombinationen af gasgranater, røg og krudtgasser betød, at alle i fortet måtte bære gasmasker, og alligevel steg antallet af gassyge katastrofalt.

Chefen for II Bataljon Hauptmann Harro Soltau befandt sig som leder af forsynings- og befæstningsstyrken, inde i fortet. Da han ikke kunne komme i kontakt med den officielle tyske kommandant for Fort Douaumont på grund af brandene og sammenstyrtninger i fortet, overtog han kommandoen. Det største problem var det store antal sårede i lazarettet, men ved indsættelse den del af Infanterie-Regiment 84, der lå i reserve, lykkedes det at få alle ud. Herefter beordrede Soltau fortet rømmet, da situationen var uholdbar.

Den 24. oktober rykkede franskmændene igen ind i fortet. Tabet af Fort Douaumont udløste et ramaskrig i den tyske hærledelse. Hauptmann Soltau blev kraftigt bebrejdet at have beordret rømningen, og han måtte i flere omgange forsvarer sig uden det dog kom til en krigsret, men det var tæt på. Soltau tog kritikken meget nær. Det er formentlig årsagen til, at han i november 1917 nægtede at give ordre til tilbagetrækning, da II. Bataillon lå i vejen for 375 britiske kampvogne ved Havrincourt. Han blev selv i sin kommandostation og faldt. Derom en senere artikel.

Resterne af Infanterie-Regiment 84 fortsatte kampene ved Verdun frem til den 29. oktober, hvor den endeligt blev afløst og efter 1½ måneds uafbrudte kampe endeligt kom i hvil.

Der er i dag meget at se i den såkaldte »Røde Zone« nordøst for Verdun. Det er imidlertid ikke for sjov, at der stadig er røde skilte op overalt – Der er ikke ryddet for forsagere, der formentlig ligger i hundred tusindvis i området. Respekter skiltene – eller betal Gendarmerne for deres ulejlighed!