Foredrag med Museumsinspektør René Rasmussen, Museum Sønderjylland, arrangeret af Historisk Samfund for Sønderjyllands Aabenraa-kreds.
Foredraget er gratis, men af praktiske årsager skal vi bede om tilmelding via dette linksenest den 18. september kl. 16.00.
Ved foredraget kan bogen “Danmarks bedste flyver” købes til medlemspris på kun 200 kr.
Om foredraget:
Danmarks bedste flyver:
Ved den store genforeningsfest på Dybbøl banke i 1920 fløj en flyvemaskine ind over Kongeskansen og nedkastede et Dannebrogsflag. Piloten var sønderjyden Christian L. Johannsen. Han var født i Bylderup sogn, men opvokset i Aabenraa og Flensborg.
Under Første Verdenskrig var han tysk krigsflyver på Vestfronten, og efter verdenskrigen var han pilot i Danmark. Under navnet ”sønderjyden” fløj han opvisninger, taxiflyvning, faldskærmsudspring og almindelig ruteflyvning. Efter et uheld med en trafikflyver flyttede han i 1928 til Tyskland. Her var han flyvende avisbud og sprøjteflyver – afbrudt af to spektakulære langdistanceflyvninger: i 1929 fra London til Kina og i 1931 over Atlanterhavet som den første sønderjyde.
I 1930’erne blev han en del af den tyske genoprustning, og under 2. verdenskrig uddannede han piloter til Luftwaffe. Efter krigen vendte han hjem til Danmark igen.
Foredragsrækken om Sønderjylland og sønderjyder i Første Verdenskrig fyldte i foråret Riddersalen på Sønderborg Slot, og flere foredragsgæster måtte gå forgæves.
Nu gentager Museum Sønderjylland foredragsrækken i Haderslev hen over efteråret 2024 og i begyndelsen af 2025.
Sæt kryds i kalenderen, når det går løs på:
Arkæologi Haderslev, Dalgade 7, 6100 Haderslev.
Foredragsprogram:
Tirsdag 12. november kl. 19.00 Psykiske krigsskader v/ historiker og adjunkt Kasper Nissen
Psykiske krigsskader. En del af de ca. 25.000 krigsveteraner,
der vendte hjem til Sønderjylland efter krigen, var for traumatiserede til at genoptage den tilværelse, de havde haft før
krigen. Hør om deres kamp for at finde en plads i livet og
samfundet efter oplevelserne i skyttegravshelvedet.
Tirsdag 26. november kl. 19.00 Den sorte dag ved Moulin v/ museumsinspektør René Rasmussen
Ingen anden dag i hele Første Verdenskrig kostede så
mange sønderjyder livet som ”Den sorte Dag ved Moulin” 6.
juni 1915, hvor flere end 100 i løbet af få timer mistede livet.
Men hvad skete der egentlig og hvorfor gik det så galt?
I mændenes fravær måtte samfundets funktioner holdes i
gang af kvinder, ældre og børn. Hør hvordan det foregik, og
hvordan kvinder og børn tilpassede sig de uvante forhold.
Tirsdag 28. januar kl. 19.00 Sønderjyder i Første Verdenskrig v/ museumsinspektør René Rasmussen
Man kan møde sønderjyder de mest uventede steder i
Første Verdenskrig. Hør om kendte og ukendte episoder,
som sønderjyder deltog i eller var vidne til.
Vi prioriterer de regimenter, hvor mange sønderjyder gjorde krigstjeneste.
Denne gang er det Marine-Infanterie-Regiment nr. 2. Det er den første regimentshistorie fra et marine-regiment, som Jørgen Flintholm har oversat.
Regimenterne står i “nummerorden”, uanset om det er infanteri-, artilleri-, pionér- eller kavaleri-regimenter.
Størstedelen af den tyske hærs arkiver gik tabt under luftbombardementer under 2. verdenskrig. Men i årene mellem 1919 og 1939 udkom en lang række regimentshistorier, der som regel byggede på regimentets egne krigsdagbøger fra det tyske rigsarkiv. Disse regimentshistorier er derfor ofte de bedste kilder til at komme tæt på begivenhederne.
I 2020 sendte DR en serie på fire afsnit om stridsspørgsmål i Sønderjyllands og Danmarks historie. Serien fik titlen “Kampen om historien” og havde Adam Holm som studievært.
Oplægget til 4. afsnit lyder sådan her:
Adam Holm inviterer til debat om den grænse, der blev resultatet af afstemningen i Slesvig i 1920. Et flertal blandt nordslesvigerne stemte JA til at vende tilbage til det danske rigsfællesskab. Men kan man overhovedet tale om en genforening ? Og har vi glemt, at der har været masser af konflikter i årene efter den nye grænsedragning ? Udløber: 9. apr 2025.
Afsnittet kan ses på “DR Gensyn” ved at klikke på linket neden for.
H.C. Brodersen gjorde krigstjeneste i Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86.
I hans udgivne krigserindringer “I ildlinjen” kan man læse følgende dramatiske beretning om nærkampe med de britiske soldater.
Vi stormede den engelske Skyttegrav, hvor „Tommy” mødte os med opplantet Bajonet. Jeg saa mig pludselig staa ene overfor 2 store, stærke Englændere, der saa ud til at ville sælge deres Liv saa dyrt som muligt.
Det lykkedes mig efter et Par kraftige Udfald at slaa Geværet ud af Haanden paa den ene, der satte afsted tilbage. Vi var nu 2, og efter et Par Minutters Forløb, arbejdede Lungerne paa os, som var det et Par Blæsebælge. Sveden drev ned over Ansigtet og sved i Øjnene. Bevidstheden om, at den, der gav op, var dødsens, gav os uanede Kræfter.
Det blev en frygtelig, forbitret Kamp for det sølle Liv. Han fik Held til at stikke mig i Laaret, og jeg kunde mærke det varme, klæbrige Blod løbe ned af Benet. Kort efter fik han en Flænge over venstre Haand, saa Blodet drev nedover Fingrene og videre langs ad Geværet, men endda var vi lige vidt.
Det er umuligt at beskrive, hvordan jeg var til Mode, men jeg husker, at jeg i pludselig Angst for at skulde dø geraadede i et frygteligt Raseri. Jeg tænkte: „Nu, eller aldrig,” og samlede mine sidste Kræfter til et afgørende Stød. Uden, som reglementeret, at slippe Geværet med venstre Haand, gjorde jeg et Udfald. Han parerede prompte og kraftigt, men blottede derved sin venstre Side.
Det var det, jeg havde ventet. Med sammenbidte Tænder og under Opbydelse af mine sidste Kræfter lagde jeg ud til det sidste afgørende Stød og — ramte. Med min Bajonet imellem sine Ribben sank han sammen med en stønnende Lyd. Mere saa jeg ikke, thi ogsaa jeg faldt sammen som en vaad Klud. Det var forbi.
Da jeg kort efter atter kom til Bevidsthed, rullede jeg mig ned i Skyttegraven, hvor jeg fik set til mine Saar. De blødte stærkt, og jeg var just ifærd med at anlægge en Forbinding, da et Par Officerer kom forbi. De troede, at jeg „trykkede” mig, og i kraftige Vendinger anmodede de mig om snarest at indfinde mig ved mit Kompagni.
Ved Siden af mig laa en Englænder med afskudte Ben. Han var mere død end levende, og ved Tegn bad han mig om at skyde ham en Kugle for Panden. Han vilde hellere dø end leve Resten af sit Liv som Krøbling. Til den anden Side laa en død Englænder udstrakt paa Ryggen med en Harmonika imellem sine udstrakte Arme og slappe Hænder. Den Granat, der havde afbrudt hans Spil, havde ogsaa afrevet hans Livstraad. Overalt lød der Klageraab og Raab paa Saniteter.
Bogen er udsolgt fra forlaget, men kan købes i museumsbutikken på Sønderborg Slot for kun 100 kr.
I 2020 sendte DR en serie på fire afsnit om stridsspørgsmål i Sønderjyllands og Danmarks historie. Serien fik titlen “Kampen om historien” og havde Adam Holm som studievært.
Oplægget til 3. afsnit lyder sådan her:
Adam Holm inviterer til debat om de sønderjyder, der blev tvunget i krig under 1. verdenskrig. Hvorfor kom den danske stat ikke deres landsmænd på den anden side af den daværende grænse til hjælp? Og var den danske forsvarspolitik og delvist privat finansierede humanitære indsats en del af en virkelig snedig plan for at få Sønderjylland tilbage til Danmark? Udløber: 8. apr 2025.
Se udsendelsen på DR’s hjemmeside “DR Gensyn” ved at klikke på linket neden for.
I 2020 sendte DR en serie på fire afsnit om stridsspørgsmål i Sønderjyllands og Danmarks historie. Serien fik titlen “Kampen om historien” og havde Adam Holm som studievært.
Oplægget til 2. afsnit lyder sådan her:
Adam Holm inviterer til debat om tabet af Sønderjylland. I 1864 tabte Danmark krigen mod Preussen og Østrig, og det område, vi i dag kender som Sønderjylland, kom til at høre under det tyske rige. På hvilken måde lever “1864” videre i dag, og hvorfor bliver vi ved med at vende tilbage til krigen? Hvorfor kan den stadig bringe sindene i kog? Udløber: 7. apr 2025
Udsendelsen er nu tilgængelig på DR Gensyn (udløber i april 2025) og kan ses ved at klikke på nedenstående link:
I 2020 sendte DR en serie på fire afsnit om stridsspørgsmål i Sønderjyllands og Danmarks historie. Serien fik titlen “Kampen om historien” og havde Adam Holm som studievært.
Oplægget til 1. afsnit lyder sådan her:
Adam Holm inviterer til debat; Ligger grænsen til Tyskland hvor den skal? Umiddelbart kan det virke som et absurd spørgsmål, måske er det endda et farligt og provokerende spørgsmål, men hvorfor var der i midten af 1800-tallet, der mente at Danmark burde gå til Ejderen? Hvilke argumenter var der i spil – og giver de mening? Dengang og i dag? Udløber: 6. apr 2025
Udsendelsen er nu tilgængelig på DR Gensyn (udløber i april 2025) og kan ses ved at klikke på nedenstående link:
DKSYDs serie om “Skurke og helte i Sønderjyllands historie” bygger på bogen af samme navn. Den indeholder 20 artikler om lige så mange personer i Sønderjyllands historie – nogle af dem skurke, nogle af dem helte – og næsten alle med en snert af begge dele.
”Skurke og helte i Sønderjyllands historie” er på 325 sider og rigt illustreret. Den koster 178 kr (vejl) i boghandlen og kun 98 kr for medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland , hvis man køber direkte fra forlagets hjemmeside.
Blandt skurkene og heltene finder vi: Thyra Danebod, Knud Lavard, Hertug Abel, Grev Gert af Holsten (Den kullede Greve ), Margrethe den 1, Nis Henriksen, Dronning Dorothea, Kansler Kielsmanseck, Hans Schack, Prins Frederik af Nør, general de Meza, Margethe von Wildenradt-Krabbe, Karen Poulsen (“Pigen fra Kamtrup”), Hansigne Lorenzen, H.P. Hanssen, Cornelius Petersen, Frits Clausen, Gustav Alfred Jepsen, Johanne Hansen og Søren Telling.
Forlaget skriver:
Alle gode historier har deres skurke og helte, det gælder også Sønderjyllands historie – og nu er 20 af dem samlet i en bog, ”Skurke og helte i Sønderjyllands historie”, der er udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland i samarbejde med Museum Sønderjylland.
En række historiske personer, der af samtiden eller eftertiden har fået prædikater som skurke eller helte, er taget op til kærlig, men også kritisk behandling. Personernes gerninger og motiver er blevet analyseret og fremlagt, så læserne selv kan tage stilling til berømmelse eller fordømmelse.
Nogle skurke er blevet rehabiliteret, mens nogle helte er pillet ned fra deres piedestaler. Fælles for langt de fleste er, at der også var noget positivt at sige om skurkene og noget negativt at sige om heltene. En nærmere granskning viste nemlig, at personerne kun sjældent var så sorte eller hvide, som de umiddelbart fremstod. Enkelte fik dog lov at stå i det kendte lys, men nu med nye facetter føjet til deres historie.
Forfatterne kommer vidt omkring, fra middelalderlige fyrster over adelige i renæssancen til personer, der spillede deres rolle i det 19. og 20. århundredes nationale kampe. Nogle af personerne havde allerede erhvervet skurke- eller heltestatus i deres samtid på grund af deres rolle i bestemte sammenhænge. Andre fik først denne status mange år senere i eftertidens kamp om historien.
”Den væsentligste lære af arbejdet med denne bog har været, at der er langt mellem de rigtige skurke og de sande helte”, siger museumsinspektørerne Inge Adriansen og Mikkel Leth Jespersen, der har redigeret bogen. ”De fleste af os indeholder begge dele – også de personer, der har opnået status som skurk eller helt i eftertiden. De var alle mennesker på godt og ondt, og da det er menneskene, der sætter kød og blod på historien, håber vi, at denne bogs 20 personskildringer vil blive læst med lige så stor fornøjelse, som det har været at redigere dem”.
I DKSYDs række af interviews om “skurke og helte i Sønderjyllands historie” er vi nået til Karen Poulsen, også kendt som “Pigen fra Kamtrup”.
Under Første Verdenskrig hjalp hun mere end 200 desertører over grænsen til Danmark.
Se interviewet med historikerne Louse Klinge og René Rasmussen lige her.
Karen Poulsen er én af mange sønderjyske “skurke og helte”, der behandles i bogen af samme navn. Bogen er på 325 sider og behandler 20 historiske personer, som man kan hæfte betegnelsen “skurk”, “helt” – eller “begge dele” på.
Den koster 178 for ikke medlemmer og 98 for medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland.
Forlaget skriver:
Alle gode historier har deres skurke og helte, det gælder også Sønderjyllands historie – og nu er 20 af dem samlet i en bog, ”Skurke og helte i Sønderjyllands historie”, der er udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland i samarbejde med Museum Sønderjylland.
En række historiske personer, der af samtiden eller eftertiden har fået prædikater som skurke eller helte, er taget op til kærlig, men også kritisk behandling. Personernes gerninger og motiver er blevet analyseret og fremlagt, så læserne selv kan tage stilling til berømmelse eller fordømmelse.
Nogle skurke er blevet rehabiliteret, mens nogle helte er pillet ned fra deres piedestaler. Fælles for langt de fleste er, at der også var noget positivt at sige om skurkene og noget negativt at sige om heltene. En nærmere granskning viste nemlig, at personerne kun sjældent var så sorte eller hvide, som de umiddelbart fremstod. Enkelte fik dog lov at stå i det kendte lys, men nu med nye facetter føjet til deres historie.
Forfatterne kommer vidt omkring, fra middelalderlige fyrster over adelige i renæssancen til personer, der spillede deres rolle i det 19. og 20. århundredes nationale kampe. Nogle af personerne havde allerede erhvervet skurke- eller heltestatus i deres samtid på grund af deres rolle i bestemte sammenhænge. Andre fik først denne status mange år senere i eftertidens kamp om historien.
”Den væsentligste lære af arbejdet med denne bog har været, at der er langt mellem de rigtige skurke og de sande helte”, siger museumsinspektørerne Inge Adriansen og Mikkel Leth Jespersen, der har redigeret bogen. ”De fleste af os indeholder begge dele – også de personer, der har opnået status som skurk eller helt i eftertiden. De var alle mennesker på godt og ondt, og da det er menneskene, der sætter kød og blod på historien, håber vi, at denne bogs 20 personskildringer vil blive læst med lige så stor fornøjelse, som det har været at redigere dem”.
”Skurke og helte i Sønderjyllands historie” er på 325 sider og rigt illustreret.
I denne episode af “Sønderjyllands helte og skurke” handler det om lægen og naziføreren Frits Clausen fra Bovrup.
Clausen havde deltaget som soldat i Første Verdenskrig på Østfronten, men var ret hurtigt blevet taget til fange. Han blev talsmand for de dansksindede fanger i Rusland og forbindelsesled til de kredse i Danmark, der støttede fangerne.
I 1933 blev han fører for Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP).
TV-stationen DKSyd har historikerne Henrik Skov Kristensen, tidligere leder af Frøslevlejrens Museum, og René Rasmussen, museumsinpektør ved Museum Sønderjylland, i studiet til en samtale om denne modsætningsfyldte personlighed.
I januar-februar 2024 holdt Historisk Samfund for Als og Sundeved og Museum Sønderjylland en foredragsrække på Sønderborg Slot på i alt fire foredrag om Sønderjylland og sønderjyder i Første Verdenskrig.
TV-stationen DKSyd var på plette og optog hele foredragsrækken.
Kasper Nissens foredrag om “Psykiske krigsskader blandt sønderjyske veteraner 1914-1918” kan ses lige her:
De første tre foredrag ses eller genses nedenfor.
Mariann Kristensen fortalte den 16. januar 2024 om Hjemmefronten 1914-1918
René Rasmussen fortalte den 31. januar 2024 om Den sorte Dag ved Moulin.
René Rasmussen fortalte den 5. februar 2024 om Sønderjyder på fjerne fronter.
Årsagerne til Første Verdenskrig er endnu i dag genstand for diskussion blandt historikere.
Denne ultrakorte introduktion prioriterer de begivenheder, der har størst betydning set fra en sønderjysk vinkel. Krigens årsager set fra en anden vinkel ville prioritere anderledes.
Krigens baggrund
Med Tysklands samling i Det tyske Kejserrige i 1871 var der skabt en ny, stærk stat midt i Europa. Det kontinent, der et århundrede tidligere havde bestået af utallige små og mellemstore stater, blev nu domineret af en række stormagter, dvs. militært stærke stater og imperier: England og Frankrig i Vesteuropa. Tyskland og Østrig-Ungarn i Centraleuropa. Rusland i Østeuropa, Det osmanniske Rige i Sydøsteuropa og Mellemøsten samt Italien i syd.
Humoristisk / satirisk kort over Europa med Tyskland og Østrig-Ungarn som dyretæmmere. Findes på Museum Sønderjylland.
Der havde ikke siden den tyske sejr over Frankrig i 1871 og den russisk-osmanniske krig i 1877-1878, der var endt med en svækket osmannisk indflydelse på Balkan, været krig mellem de europæiske stormagter. Den tyske kejser, Wilhelm den 2., kunne ved sit 25-års tiltrædelsesjubilæum i 1913 ligefrem lade sig hylde som ”fredskejseren”, fordi Tyskland i hele hans regeringstid ikke havde været i krig.
Stormagternes indbyrdes relationer var præget af en målsætning om at sikre egne positioner, kombineret med en frygt for, at én eller flere af de øvrige stormagter skulle vinde overhånd. Tidsånden var præget af en darwinistisk tænkning om, at den stærkere overlevede og den svagere bukkede under. Det gjaldt også i forholdet mellem stater.
Parallelt med denne tænkning var dog idéen om folkenes selvbestemmelsesret. Inden for de store imperier levede nemlig mange forskellige nationale mindretal, der stræbte efter selvstyre eller selvbestemmelse i egne, suveræne stater, eller som ønskede territorial tilslutning til nabostater. De dansksindede sønderjyder i det nordligste Tyskland var kun ét af disse mange mindretal.
Alle disse forhold førte til skiftende alliancer, våbenkapløb og indbyrdes rivalisering om kolonier, magt og indflydelse. Stormagterne vogtede nøje på hinandens militære styrke, industrielle kapacitet, befolkningsstørrelse osv.
Den sidst tilkomne af stormagterne, Tyskland, stræbte – navnlig efter Wilhelm II’s tiltræden i 1888 – efter at tilkæmpe sig en plads i verden, der mindst var jævnbyrdig med hovedrivalerne England og Frankrig. Helst ville man overgå dem.
I 1898 havde Tyskland indledt en meget stærk oprustning af flåden, hvilket havde bragt landet i opposition til England, der så sin position som dominerende stormagt i verden udfordret af den nye opkomling.
Op imod 1914 havde der dannet sig to allianceblokke: Frankrig og Rusland på den ene og side med England som løsere tilknyttet tredje medlem, og Tyskland og Østrig-Ungarn på den anden side, sammen med et mindre forpligtet Italien.
Det osmanniske Rige var et imperium under langsom opløsning og blev ofte omtalt som ”Europas syge mand”.
Navnlig på Balkan stødte flere indbyrdes interesser sammen. Rusland havde i 1878-1879 forsøgt at udstrække sin magt på Balkan, men England og Frankrig havde dengang støttet Osmannerriget for at forhindre Rusland i at opnå direkte adgang til Middelhavet, hvilket ville have forrykket magtbalancen til Zar-rigets fordel.
En serie krige i slutningen af 1800-tallet førte dog til, at en række selvstændige stater opstod eller havde udvidet deres territorium i de tidligere osmanniske besiddelser. De nye stater på Balkan udkæmpede i årene op mod 1914 en række indbyrdes krige om land og grænser; både Italien, Østrig-Ungarn og Rusland forsøgte at udstrække deres indflydelse i det sydøstlige Europa, og både Frankrig og Italien sikrede sig bidder af det smuldrende osmanniske imperium i Nordafrika.
Østrig-Ungarn havde i 1878 med tysk diplomatisk støtte besat Bosnien-Hercegovina. Til gengæld for den tyske støtte havde Østrig-Ungarn accepteret at ophæve den passage i Pragfredens §5 fra 1866, der stillede de dansksindede nordslesvigere en folkeafstemning i udsigt. “Pragfreden” var fredsslutningen efter den tysk-østrigske krig i 1866, hvor Østrig havde måttet afstå alle de rettigheder, det havde vundet til Slesvig og Holsten i krigen mod Danmark to år tidligere, til Preussen – med den klausul, at “de nordlige distriker” af Slesvig skulle afstås til Danmark efter en folkeafstemning.
I 1908 gik Østrig-Ungarn et skridt videre og annekterede Bosnien-Hercegovina som en provins i imperiet.
Men også den nye, stærke stat på Balkan, Serbien, stræbte efter at indlemme Bosnien-Hercegovina. På længere sigt var det Serbiens ambition at samle de sydslaviske folk i én stat.
Østrig-Ungarn så derfor Serbien som en voksende trussel, fordi landet havde ambitioner om at samle de sydslaviske folk, herunder også indbyggerne i flere østrigske provinser (Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina), i ét rige.
Den østrigske generalstab søgte derfor en anledning til at føre krig mod Serbien. Men det måtte helst ske, uden at Serbiens allierede, Rusland, blandede sig. Østrig-Ungarn delte hele sin lange østgrænse med Rusland og ville derfor være meget sårbart over for en tofrontskrig mod både Serbien og Rusland. Rusland ville dog muligvis afholde sig fra at gribe ind i en østrigsk-serbisk konflikt, hvis der var udsigt til at Østrigs allierede, Tyskland, blandede sig.
Den 28. juni 1914 besøgte den østrig-ungarske tronfølger Sarajevo, hovedstaden i Bosnien-Hercegovina. Her blev han myrdet af en bosnisk-serbisk nationalist.
Mordet satte en kædereaktion i gang: Østrig-Ungarn benyttede sig af lejligheden til at afregne med Serbien, inden det blev for stærkt. Østrigerne sikrede sig opbakning fra Tyskland til at føre en aggressiv politik mod Serbien, om nødvendigt også militært. Tysklands styrke skulle afskrække Rusland fra at blande sig i den begrænsede krig mod det lille naboland, som østrigerne forventede at kunne vinde på få uger.
Den 28. juli 1914 erklærede Østrig krig mod Serbien, der blev beskyldt for at stå bag attentatet.
Nu gik det stærkt: ved en hektisk udveksling af diplomatiske noter mellem de europæiske hovedstæder forsøgte man at undgå, at situationen skulle eskalere ud af kontrol, men uden held. Når det kom til stykket, var ingen af stormagterne indstillede på at give køb på egne interesser. Der var en vilje til at lade våbenmagt afgøre uenighederne i en rask, lille krig. Men nogen egentlig generel krigslyst blandt de ledende politikere var der næppe tale om. I sidste ende var det denne vilje og frygten for, at modstanderen skulle få et militært forspring ved at mobilisere først, der førte til verdenskrigen.
Serbiens allierede, Rusland, mobiliserede den 30. juli for at lægge pres på Østrig. Det fik Tyskland til at reagere. Tyskland havde lagt en plan for, hvordan det ville kunne vinde en tofrontskrig med Rusland og Frankrig på én gang. Den såkaldte ”Schlieffen-plan” gik ud på at slå til med fuld styrke mod vest og besejre Frankrig først. Når Frankrig var besejret, kunne man vende sig mod Rusland.
Hele planen stod og faldt med, at Rusland ville være længere om at mobilisere end både Tyskland og Frankrig. Schlieffen-planen gav Tyskland blot seks uger til at besejre Frankrig, før Rusland formodedes at være klar til kamp.
Da Rusland begyndte at mobilisere, satte det derfor hele den tyske krigsførelse under pres: Hvis ikke Tyskland handlede hurtigt, ville det tabe krigen. Tyskland tog konsekvensen og valgte at slå først: Den 1. august erklærede Tyskland krig mod først Rusland og den 3. august også mod Frankrig.
Schlieffen-planen forudsatte også, at angrebet på Frankrig skulle foregå ind gennem det neutrale Belgien, hvis grænser blev overskredet af tyske tropper allerede den 3. august.
Belgiens neutralitet var imidlertid garanteret af England, der derfor den 4. august sluttede sig til Tysklands fjender.
Inden for en uge var Europas stormagter i krig.
Danmark forblev neutralt. Men Sønderjylland var en del af det krigsførende Tyskland.
I 1914 havde Sønderjylland været under tysk styre i 50 år, og intet tydede på, at det ville forandre sig i fremtiden.
For den tysksindede del af den sønderjyske befolkning gav det tryghed at være borgere i Europas stærkeste militærmagt. Men landsdelens dansksindede flertal havde siden 1864 håbet på en genforening med Danmark. I de første 25 år efter 1864 havde de forventet, at en folkeafstemning og en efterfølgende genforening var nært forestående og indrettet deres politik derefter. Men genforeningen kom ikke. I stedet havde Preussen indledt en politik, der havde til formål at forvandle alle landsdelens indbyggere til gode, kejsertro tyskere.
Introrummet i særudstillingen på Sønderborg Slot om “Sønderjyderne og Den store Krig”. I montren til venstre ses en række farvestrålende fredstidsuniformer fra tyske regimenter. Uniformerne har tilhørt sønderjyske værnepligtige. På den interaktive skærm forrest kan gæsterne søge oplysninger om sønderjyske soldater i Første Verdenskrig.
De dansksindede sønderjyder havde derfor siden 1880’erne organiseret sig med henblik på at føre en muligvis generationslang nationalitetskamp. De havde stiftet en forening til bevarelse af det danske sprog; en forening, der sendte børn fra dansksindede hjem på efterskoler og højskoler i Danmark, når de var færdige med den obligatoriske tyske skolegang; et parti, der varetog de dansksindede sønderjyders interesser i de tyske parlamenter; og en forening, der ydede kreditter, så danskejede landbrug kunne bevares på danske hænder. Den danske bevægelse i Sønderjylland var i 1914 gennemorganiseret.
Introrummet i særudstillingen på Sønderborg Slot om “Sønderjyderne og Den store Krig”. I montren til højre ses en række farvestrålende fredstidsuniformer fra tyske regimenter. Uniformerne har tilhørt sønderjyske værnepligtige. På den interaktive skærm forrest kan gæsterne søge oplysninger om sønderjyske soldater i Første Verdenskrig.
På foreningernes fælles store danske årsmøde den 14. juni 1914 i Haderslev gjorde sønderjydernes organisatoriske leder, rigsdagsmand H.P. Hanssen, status. Han mindede om danskhedens tusindårige hjemstavnsret i Sønderjylland; han så tilbage på arbejdet for at bevare danskheden siden 1864; og han konstaterede med tilfredshed, at den danske bevægelse aldrig havde stået stærkere, end den gjorde nu.
H.P. Hanssen på talerstolen til det danske årsmøde i Haderslev i maj 1914. De danske sønderjyders politiske leder så på fremtiden med fortrøstning, selvom Sønderjylland nu havde været under preussisk styre i 50 år.
H.P. Hanssen imødeså derfor fremtiden med fortrøstning, også selvom tiden under tysk styre skulle vare ved i mange generationer endnu. Han sluttede sin tale med at citere fra Hostrups trodsige digt ”Til Fjenden” fra nederlagsåret 1864:
”derfor vil vi som svar på vore modstanderes larmende sejrsfester tilråbe dem:
Du kan vel kro dig af døgnets kår og af sejren, de har dig skabt; men du fører en kamp imod tusinde år, og i den har du visselig tabt!”
De ”larmende sejrsfester”, som H.P. Hanssen hentydede til, var jubilæumsfesterne i anledning af 50-året for sejren over Danmark i 1864.
Årsdagene for stormen på Dybbøl den 18. april og overgangen til Als den 28-29. juni blev fejret med storslåede festligheder på den gamle slagmark ved Alssund. Her deltog både lokale borgere, preussiske krigsveteraner fra 1864, højtstående embedsmænd og fyrstelige personer. Det hele blev festligt indrammet af militær pomp og pragt: parader af soldater i prangende uniformer i snorlige rækker, klingende musik og vajende flag, således som det var skik i Det tyske Kejserrige – og i alle de øvrige europæiske stormagter.
Den tunge krydser SMS Prinz Adalbert ved kaj foran den store marinestation i Sønderborg. Flåden var en kilde til tysk national stolthed, og Sønderborg var med byggeriet af den nye skibsartilleriskole blevet en vigtig flådehavn.
Hæren og flåden var kilder til national stolthed, og navnlig i Tyskland åbnede en officersrang døre til statslige embeder og ledende stillinger i erhvervslivet. Selv vejen til en ydmyg stilling som embedsmand ved postvæsenet eller jernbanen kunne lettes betragteligt, hvis man havde opnået en underofficersrang eller havde præsteret gode karakterer under værnepligten. Allerede mere end et århundrede tidligere havde den preussiske politiker, Friedrich von Schrötter, halvt spøgefuldt udtalt: ”Preussen er ikke en stat med en hær, men en hær med en stat.” Det gjaldt i 1914 næsten mere end nogensinde.
De soldater, der stillede op i snorlige rækker, og hvis marchorkestre leverede musikken til festlighederne, var fra regiment, Füsilier-Regiment ”Königin” Nr. 86, der havde kaserner på Sønderborg Slot og i Flensborg. Der deltog desuden marinesoldater fra den nyligt anlagte store skibsartilleriskole i Sønderborg, hvis pansrede krigsskibe lå til kajs lige på den anden side af Alssund.
Blandt de værnepligtige i rækkerne var mange sønderjyder. Værnepligten var blevet indført ved Slesvig-Holstens indlemmelse som provins i Preussen i 1867. I de følgende 25 år var det almindeligt, at de unge, dansksindede mænd udvandrede, når de nåede værnepligtsalderen. Tanken om at aflægge ed til fjenden og trække i tysk uniform var for mange helt umulig. Ved udbruddet af den fransk-tyske krig i 1870 var tusindvis af mænd tilmed flygtet nordpå over grænsen ved udsigten til at blive indkaldt til krigstjeneste – og måske endda risikere at blive sendt i krig mod Danmark, hvis landet skulle beslutte sig at gøre fælles sag med Frankrig og genvinde, hvad man havde tabt i 1864.
Men Tyskland vandt krigen. Mange af de udvandrede og flygtede kunne ikke vende tilbage. 1880’ernes danske aviser i Sønderjylland er fyldt med historier om gårde, der har været i slægtens eje i generationer, men nu måtte afhændes til tyske købere, fordi alle de voksne sønner var udvandret til Danmark og fordi der ikke var tilstrækkeligt med unge, dansksindede landmænd til at købe. I mange sønderjyske hjem blev det en familieerfaring, at det kunne have store omkostninger at unddrage sig soldatertjenesten i en krig, som Tyskland vandt.
I løbet af 1880’erne ophørte udvandringen gradvist. I den danske bevægelse indså man efter nogen diskussion, at det ikke nyttede noget at tømme landsdelen for unge, dansksindede mænd. For hvem skulle overtage gårdene? Hvem skulle gifte sig med de sønderjyske piger? Hvis en hel generation at dansksindede mænd udvandrede, ville dette meget hurtigt udviske landsdelens danske præg. En forudsætning for at bevare Sønderjylland dansk var, at drengene blev. Og for at de kunne blive, var det nødvendigt, at de opfyldte værnepligten.
Derfor blev det fra 1880’erne almindeligt også for dansksindede unge mænd at aftjene værnepligt. Den danske bevægelse lagde i sin politik over for de tyske myndigheder meget stor vægt på netop dette: Befolkningen gjorde sin pligt, og derfor kunne den også kræve sin ret til at leve som danske i sin egen hjemstavn uden at være udsat for smålig undertrykkelse.
Den frygt, mange i den ældre generation havde haft for, at de to-tre års værnepligt ville præge de unge i tysk, kejsertro retning, viste sig set at være ubegrundet. Efter endt værnepligt gik mange af de unge mænd med energi ind i de danske foreninger. Det vendte den tilbagegang, der havde præget den danske bevægelse indtil 1880’erne, til fremgang og ny styrke i årene efter 1900.
Sønderjydernes aftjening af værnepligten er den helt nødvendige forudsætning for H.P. Hanssens optimistiske tale på årsmødet i Haderslev i juni 1914. Men den betød også, at da krigen brød ud halvanden måned senere, stod en hel generation af sønderjyske mænd klar til at møde op.
Den 28. juni 1914 kulminerede Preussens sejrsfester i anledning af 50-året for sejren over Danmark i 1864 med højtidelighed på Dybbøl. Forrest i midten i admiralsuniform prins Heinrich, kejser Wilhelm den 2’s lillebror og i baggrunden den karakteristiske hotelbygning.
De store sejrsfester på Dybbøl kulminerede på årsdagen for preussernes overgang til Als den 28. juni 1914. Hovedtaleren var kejser Wilhelms lillebror, prins Heinrich af Preussen. Han hyldede de mange fremmødte preussiske krigsveteraner og fremhævede deres mod og selvopofrelse som et eksempel til efterfølgelse for nutiden. Han udtrykte også en forventning om, at tysk ånd og tysk væsen snart ville trænge igennem ”helt til vort nordgrænselands grænse.”
Men prinsen havde endnu ikke forladt skanserne, før et ekspresbud kom ilende med et vigtigt telegram: Tidligere samme dag var den østrig-ungarske tronfølger, ærkehertug Franz Ferdinand, og hans hustru Sophie blevet myrdet i Sarajevo.
Festlighederne blev afkortet, og de høje personligheder hastede hjem til Berlin. Det trak op til krig i Europa.
Det var almindeligt at få taget et portrætfoto i uniform i løbet af værnepligten – og da krigen brød ud lod tusindvis af sønderjyske soldater sig fotografere, inden de drog afsted. Museumsgæsten kan i udstilingens introrum prøve uniform og hue eller pikkelhjelm og lade sig fotografere i et fotostudie. Det er ikke kun underholdning – for autuntiske fotografier af soldater på væggen viser, at for dem var det alvor: Det kunne meget vel blive det sidste foto, der blev taget af dem.
På et stort lærred i intro-rummet til særudstillingen vises en fil, der på 6 minutter introducerer Første Verdenskrigs årsager, forløb og betydning for Europa og Sønderjylland.
I Danmark kaldes Første Verdenskrig ofte “den glemte krig.” Landet var neutralt og deltog ikke i krigen 1914-1918. I Danmark huskes de ca. 700 dræbte søfolk på sænkede civile handelsskibe og “gullasch-baronerne”, der tjente store penge på at levere konserves til de krigsførende parter. Det, der fylder i dansk historiebevidsthed, er først og fremmest besættelsen 1940-1945.
Det er helt anderledes i Sønderjylland. Der er næppe en familie i Sønderjylland, der ikke blev mærket af krigen. Den sønderjyske krigserfaring er fundamentalt anderledes end resten af Danmarks, helt enkelt fordi Sønderjylland i 1914-1918 delte skæbne med Tyskland. Igennem flere generationer var Første Verdenskrig simpelthen Æ krig – Krigen.
Sønderjylland (Nordslesvig) havde i 1914 ca. 170.000 indbyggere. Flere end 30.000 mænd blev indkaldt til krigstjeneste. Det svarer til ca. 80% af alle mænd mellem 17 og 45 år. 6.000 faldt. Det er lige så mange faldne soldater, som hele Kongeriget Danmark med langt flere indbyggere mistede i begge de slesvigske krige 1848-1850 og 1864 – tilsammen.
Også i Tyskland er Første Verdenskrig på mange måder en glemt krig. I Tyskland ses krigen 1914-1918 som regel som en slags ouverture til krigen 1939- 1945. Første Verdenskrig danner afsæt og leverer baggrund for den større fortælling om den katastrofale Anden Verdenskrig, som mere end nogen anden begivenhed har formet og defineret den tyske historiebevidsthed de seneste generationer.
Ved Genforeningen i 1920 blev Sønderjylland dansk og var derfor under Anden Verdenskrig en del af Danmark. Det er grunden til, at historien om verdenskrigen 1939-1945 er fundamentalt anderledes i Sønderjylland end i Tyskland. Anden Verdenskrig har slet ikke i samme grad som i Tyskland fået lov til at fortrænge og overskygge Første Verdenskrig, muligvis dog med det tyske mindretal som en undtagelse.
I Sønderjylland indgår Første Verdenskrig desuden som en væsentlig del af den store, identitetsbærende grundfortælling om Genforeningen. Hvert år mindes afstemningsdagen den 10. februar over hele Sønderjylland og hvert år nedlægges der mange steder kranse ved mindesmærkerne på våbenstilstandsdagen den 11. november. Mindedagene markeres med folkelige møder, kaffebord og historiske foredrag.
De to begivenheder, Krigen og Genforeningen, er kædet tæt sammen: uden krigen ville Genforeningen slet ikke have været mulig. Krigens lidelser og ofre er således en nødvendig forudsætning for den nationale forløsning. Denne tolkning blev italesat allerede af sønderjydernes førstemand, H.P. Hanssen, i hans store tale den 17. november 1918 i Aabenraa. Tolkningen har sine rødder dybt forankret i den kristne grundfortælling: at lidelserne langfredag er en forudsætning for genopstandelsen påskemorgen.
Johannes Christian Nielsen (1905-1991) fra Haderslev sammenfatter i sit maleri fra 1930’erne den sønderjyske grundfortælling om Første Verdenskrig. Det er en lidelsesfortælling om tab, sorg og savn. Men tabene får mening, når krigsdeltagelsen ses som et nødvendigt offer for at komme hjem til Danmark. (Museum Sønderjylland).
Igennem generationer har tidsvidner fortalt minder fra krigen og genforeningsdagene ved afstemningsfesterne, og da de sidste levende vidner faldt fra, blev deres historier genfortalt af deres efterkommere.
Denne mindekultur har betydet, at erindringen om Første Verdenskrig stadig er levende i Sønderjylland. Mange har en familiehistorie eller i det mindste en familiebevidsthed om en far, en bedstefar, en oldefar eller en tipoldefar, som var med. I tidens løb er de mange individuelle oplevelser dog smeltet sammen til én samlet og ofte temmelig forenklet fortælling om den sønderjyske krigsdeltagelse.
Det er et af formålene med den store særudstilling om “Sønderjyderne og Den store krig” at folde historien ud med afsæt i nogle af de mange individuelle sønderjyske krigsdeltageres genstande og oplevelser og vise de mange forskellige måder, man kunne deltage i Første Verdenskrig på.
På Sønderborg Slot vises for tiden en stor særudstilling om sønderjyder i Første Verdenskrig.
Her er et par indtryk fra det rum, der hedder “Dødvandet”, nemlig de tre montrer, der handler om krigen under jorden.
KRIGEN UNDER JORDEN
Det var i praksis ikke muligt at angribe over jorden uden at lide enorme tab. Derfor gjorde begge krigens parter forsøg på i stedet at angribe under jorden.
Det var normalt pionersoldaternes (ingeniørtroppernes) opgave i en bevægelseskrig at rydde forhindringer af vejen for hærens fremrykning: bygge eller reparere broer, sprænge fjendtlige forsvarsværker etc., og omvendt sikre eget tilbagetog: sprænge
broer etc.
Fra udstillingen: tysk pionérsoldat ca. 1915/1916 med udrustning.
I skyttegravskrigen blev én af pionerernes vigtigste opgaver at grave tunneler under jordoverfladen, placere sprængladninger under fjendens stillinger og bringe dem til sprængning, for derved
at bane vejen for infanteriangreb på jordoverfladen i det kaos, der opstod.
Omvendt var det en lige så vigtig opgave at forhindre, at fjenden gjorde det samme.
En sønderjysk pionersoldat med initialerne J.G. har i et feltpostbrev den 27. oktober 1915 givet en beskrivelse af arbejdet dybt under jorden:
“Vi har nu i næsten fire måneder uden afbrydelse arbejdet i fjeldet med hakke og spade, hammer og mejsel og som sidste nyt elektriske boremaskiner, for ved sprængning at komme hurtigere fremad.
Når man i skakten stille lytter, høres der i alle retninger hvileløse slag af hammer eller hakke blandet med en skurrende lyd fra borene. Franskmandens slag kan skelnes fra vore, da han arbejder
i hurtigere takt, begrundet på, at han bruger lettere værktøj.”
Foto af tunnel i kalkundergrunden i Nordfrankrig. Fotografiet et taget i 2023 af ASAPE 14-18 (Association des Souterrains Allemands de Puisaleine et des Environs 1914-1918), en fransk gruppe af historieformidlere, der bl.a. undersøger tunneler fra krigens tid.
Sprængning af ladninger under fjendens linjer blev ofte koordineret med angreb, men resultatet stod sjældent mål med den kolossale indsats, der skulle bruges på forberedelsen.
Denne form for krigsførelse var ikke vejen frem.
Arbejdet med at grave tunneler og skyttegrave var slidsomt – og gav mange kalkstykker, som soldaterne kunne fremstille små figurer af. Vi kan sætte navn på de fleste af de sønderjyder, der har fremstillet disse fine ting.
Det er et kæmpearbejde, Jørgen har præsteret, og det gør det meget lettere for interesserede med slægtninge i de pågældende regimenter at komme tæt på, hvad de oplevede under verdenskrigen.
Regimentshistorierne står blandet, men i nummerorden, og der er links til andre ressourcer på andre hjemmesider.
Vignetten til dette indlæg er fra en anden regimentshistorie.
Det er i dag 100 år siden, at den sønderjyske soldaterkirkegård i Braine blev indviet. Det markeres med en stor højtidelighed i dag i Frankrig.
Her genbegraver man også de jordiske rester af Erik Petersen Skøtt, der faldt i 1916, men som først blev fundet ved entreprenørarbejder ved Verdun i 2022.
DKsyd har selskab af Lars Malm, der bl.a. er kendt fra bandet Nordstrøm. Han er både musiker og gymnasielærer – og aktuel med albummet “Menneske igen”.
Kresten Andresen fra Ullerup (1890-1916) er dem måske mest kendte sønderjyske krigsdeltager. Hans breve og dagbøger er udgivet flere gange i talrige oplag. Lars Malm har med udgangspunkt i brevene og dagbøgerne skrevet sange til et album, der bl.a. kan købes i museumsbutikken på Sønderborg Slot.
Lars Malm opdagede sønderjyden Kresten Andresen, da han vil illustrere den danske deltagelse i 1. verdenskrig i historieundervisningen.
I denne episode vil Lars Malm fortælle, hvordan Krestens tidløse ord har inspireret ham og beskriver den kreative proces bag musikken. Produceret af DKsyd
Ingen anden dag i noget andet slag i hele Første Verdenskrig kostede så mange sønderjyder livet som “Den sorte Dag ved Moulin” – den 6. juni 1915.
Men hvad skete der egentlig? Og hvorfor gik det så galt? Det handlede museumsinspektør René Rasmussens foredag tidligere i år om.
DKSyd var til stede med et kamera og optog foredraget, der kan ses lige her:
Bogen “Den sorte Dag ved Moulin” af Martin Bo Nørregård og René Rasmussen udkom i 2017 (2. oplag 2018), men er for længst udsolgt. Den kan lånes på biblioteket.
I den store særudstilling om “Sønderjyderne og Den store Krig” 1914-1918 på Sønderborg Slot er en introfilm, der ganske kort fortæller om baggrunden for Første Verdenskrig og sønderjyderens deltagelse i den.
Filmen skal sætte scenen for museumsgæsten, inden han eller hun bevæger sig ind i udstillingen.
Filmen er nu lagt på Museum Sønderjyllands YouTube-kanal.
Udstillingen kan ses på Sønderborg Slot indtil oktober 2025.
Den danske kunstner Harald Slott-Møller (1864-1937) indsendte i 1925 dette udkast til en konkurrence om et genforeningsmonument, der skulle opstilles på Trianglen ved indgangen til Fælledparken i København.
Monumentets billedsprog med en død soldat, en kvinde i grådkvalt bøn og en pige med sprængte lænker taler ind i den sønderjyske grundfortælling: at de mange faldne sønner var et nødvendigt offer for at opnå Genforeningen.
Det blev dog ikke Slott-Møllers, men Axel Poulsens monument, der løb med sejren. Det forestiller en moder (Danmark), der tager en nøgen pige (Sønderjylland) i sin favn.
Slott-Møllers monument vises foran en stor fotostat af den folkemængde, der havde samlet sig foran “Folkehjem” i Aabenraa dem 17. november 1918 for at høre H.P. Hanssens store tale, som han sluttede med at citere Bjørnstjerne Bjørnsson: “Alt, hvad fædrene har kæmpet, mødrene har grædt, har den herre stille lempet, så vi vandt vor ret!”
Se det i udstillingen “Sønderjyderne og Den store Krig 1914-1918” på Sønderborg Slot.
Udstillingen kan ses indtil udgangen af oktober 2025.
Museumsinspektør René Rasmussens foredrag om “Danmarks bedste flyver” – sønderjyden Christian Johannsen – på Told- og Grænsemuseet i Bov den 11. april 2024 blev optaget af TV-stationen DKSyd.
Det var digteren Kai Hoffmann, der i 1927 gav Christian Johannsen betegnelsen “Danmarks bedste flyver.” Og Johannsen var også en fremragende pilot, der kom ud for mere end de fleste: Tysk krigsflyver i Første Verdenskrig, sagkyndig for det danske forsvarsministerium og pilot i 1920’erne i først Dansk Luft Rederi, dernæst Dansk Luft Transport og endelig Det Danske Luftfartselskab. Efter et uheld med et trafikfly flyttede han til Hamborg, hvor han fløj for Hamburger Luftverkehrsgesellschaft og gennemførte langdistanceflyvninger: I 1929 fra London til Amoy (Xiamen) og i 1931 fra Lissabon til New York – næsten! For han måtte nødlande på havet og drev rundt i 158 timer, før han og hans medflyvere endelig blev reddet. I 1930’erne og under Ande Verdenskrig indrulleret i Luftwaffe, inden han i 1948 vendte hjem til Danmark, hvor han bosatte sig i Lyngby nord for København.
Foredraget kan ses på selskabets YouTube-kanal. Klik på linket nedenfor.
Bogen om Christian Johannsen udkom for få uger siden. Den er på 352 sider med ca. 170 illustrationer.
Bogen kan købes i boghandlen eller på internettet.
Busrejse: Første Verdenskrigs slagmarker på Vestfronten
Rejse med Lauritzen Rejser den 12.-17.juni 2024 med Jørn Buch som rejseleder.
Turen starter i Flandern i Belgien med bl.a. besøg i Langemarck og byen Ieper/Ypres, som er totalt genopbygget efter 1.verdenskrig. Her findes den berømte Menenport med næsten 55.000 navne på savnede britiske soldater efter de mange Flandernslag.
Menen Poort / Menin Gate i Ieper/Ypres
Efter Flandern kører vi til Vimy og Lorette i nærheden af Arras i Nordfrankrig. Derefter går turen gennem Somme-området med de voldsomme kampe i 1916 via Compiegne, hvor våbenstilstandsaftalen blev underskrevet den 11.11. kl.11 i 1918, til byen Reims med den berømte katedral, som vidner om de hårde kampe under 1.verdenskrig.
Den 15.juni skal vi deltage i markeringen af 100-året for oprettelsen af den særlige danske kirkegård i Braine, hvor der ligger 73 dansksindede soldater, men hvor der den 15. juni indvies en ny grav med en nylig fundet dansksindet soldat.
Far og søn ved bedstefars grav
Turen rundes af med et besøg i Verdun-området, som ligger i den østlige del af Vestfronten i Nordfrankrig. Verdun blev af de dansksindede soldater kaldt for Helvedes Forgård. Vi skal bl.a. opleve det forfærdelige Benhus i Douaumont, hvor der ligger ben som rester af mange tusinde uidentificerede soldater, som fylder store kælderrum fra gulv til loft.
Turen til Vestfronten besøger de største og vigtigste slagmarker, og overalt ser man de mange soldaterkirkegårde, som tilsammen vidner om 1.verdenkrigs forfærdelige ofre, og turen kombineres med 100-års jubilæet for den danske kirkegård i Braine.
Tilmelding til Lauritzen Rejser i Tønder, tlf. 74 72 15 20
