Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Ved Stenbruddet, hvor vi drak Kaffe om Morgenen, blev Kompagniet samlet. Det var næsten mørkt, kun Lyskuglerne, som af og til blev skudt til Vejrs, tyste for et Øjeblik ud over den forvirrede Kampplads, hvor alting for et Par Timer siden var i det vildeste Oprør. Nu var det næsten stille, kun et enkelt Geværskud faldt. Men ud gennem Skydehullerne i Skyttegraven stirrede Vagterne aandeløst fremad i Mørket.

Da vi gik gennem Byen Nampcel, var de mørke Skyer paa Himlen trukket bort, og Stjernerne tittede frem. Maanen kom ogsaa igennem og lyste for os Resten af Vejen. Jo længere jeg kom bort fra Skyttegraven, desto friere gik jeg. Det var en Følelse, som naar et Bind, der er lagt stramt omkring Brystet, lidt efter lidt bliver løsnet.

Jeg rettede Ryggen og skød Brystet frem. Benene ilede af sig selv fremad med kraftige, faste Fodslag. Hvor Aftenen dog var smuk! Stjernernes Skin var saa lyst og mildt og Nymaanens sirligt formede Halvcirkel skinnede fra Himmelhvælvingen som en Broche af Ædelstene paa et blaat Bryst.

Jo, Verden var smuk, og jeg vilde leve. Hvordan mon mine Gymnaster havde det derhjemme? Mon vi nogen Sinde fik Lov til at gøre Gymnastik mere? Bare vi snart kunde komme hjem! Jo, jeg kommer jo hjem; det har jeg da aldrig tvivlet paa.

Saadan gik jeg og var hjemme i Tankerne, indtil jeg blev kaldt tilbage til Virkeligheden ved Kommandoen: Holdt! Træd af I Vi var ved  Indgangen til Stenhulen.

Halvt med Uvilje kastede jeg Vaaben og Tornyster ned i Halmen; de saa saa kolde og døde ud. — Vi talte sammen endnu en Time om Dagens Begivenheder. Der var 4 Mand, som havde set, at Granaten slog ned paa vor Jordhule og begravede os; men de gav sig ikke til at grave os ud, da de ansaa os alle tre for døde.

Snart forstummede Talen, og vi lagde os til at sove under det stærke Klippeloft, glade over at være sluppet saa godt fra det hele.