Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr, men den 31. marts 1919 ankom han med skibet St. Thomas til København.

HOS »GUDFAR«.

Men efter disse otte Dages Ophold i en for mig ganske ny Verden under stadig Paavirkning af nye Indtryk var jeg nu fuldstændig kørt fast — Skak mat.

Sjæl og Legeme kunde ikke orke mere; dertil var jeg meget forkølet efter den slemme Sejltur, som endnu sad mig i Kroppen. Jeg var derfor glad ved et Tilbud om et lille Rekreationsophold under landlige Forhold i Hjemmet hos “Gudfar” i Birkerød.

Nu havde vi skrevet sammen i over tre Aar og af de modtagne Breves Indhold dannet os et Billede af hinanden, som viste sig for begges Vedkommende at være helt forkert.

Da vi derfor første Gang stod Ansigt til Ansigt overfor hinanden — det var for Resten i København — hilste “Gudfar” mig med et Forundringsudbrud: “Nej, er det saadan, De ser ud!”

Forundringen var gensidig, da jeg havde tænkt mig ham som en lille trippende, fed Herre, og nu aabenbarede han sig som en høj, statelig, velproportioneret Mand.

Hos “Gudfar” fandt jeg et udmærket Hjem, ét af de bedste, jeg nogensinde har gæstet, en skærende Kontrast til Livet i Fangelejren.
Den første Dag maatte jeg holde Sengen. Jeg var overtræt, forkølet, syg. Øjnene løb, Næsen løb, og Hovedet brummede; nu og da var det, som om jeg blev grebet af Søsygens svimle Fornemmelser.

Men jeg blev plejet med de kærligste Hænder, som var det min egen kære Mor. Naar jeg ikke sov, sad de hos mig ved Sengen alle tre, “Gudfar”, hans kærlige Hustru og deres Datter.

De talte til mig med jævne, kærlige Ord, der gjorde mig godt og gav Lægedom for mit spredte, forhutlede Tankeliv.

De følgende Dage gik “Gudfar” og jeg lange Fodture i den henrivende Omegn, der havde begyndt at vise de første forjættende Foraarstegn. En af de skønneste Ture var gennem Bidstrup Hegn og ned til Furesøen.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab