Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.

Næste Dag vaagnede jeg først Kl. 9, og da jeg ikke havde noget at bestille gik jeg ud for at søge efter Vand, som jeg ogsaa fandt i Nærheden af en Ruin. Jeg slukkede først min Tørst, fyldte derefter min Kogespand med Vand, som jeg bragte mine Kammerater.

Da jeg kom ind i Hulen, spurgte de mig straks efter, hvor jeg havde fundet Vand, da de Dagen i Forvejen havde ledt og intet fundet. Jeg meddelte dem, hvor Vandet var at finde, men da de troede, de ikke kunde finde det, maatte jeg sammen med 2 andre af Sted igen. Det var ikke nogen Fornøjelsestur; thi der blev stadig skudt, og mange Granater faldt i Nærheden af os.

Vor Opgave var at udlægge Telefontraad til en Hule oppe paa Bakken, et Sted, hvor fra vi kunde holde Øje med Fjenden, men da Bakken blev stærkt beskudt, var det umuligt at holde Telefonen i Orden. Om Eftermiddagen skulde vi saa danne en Løberpost.

En Kammerat fra Hamburg og jeg blev anvist en Lavning bag Bakken; der skulde vi rejse en Stang op med en Daase paa Toppen til Tegn paa, at her var Løberposten. Vi fik straks travlt med at grave et Hul i Jorden, hvor vi kunde dække os for Granaterne, som her faldt i stor Mængde. En Lavning i Terrænet bliver altid stærkt beskudt, fordi Fjenden ikke kan se, hvad der foregaar i den.

Henad kl. 4kom det første Telegram fra Bakken; det skulde saa bringes videre saa hurtigt som muligt. Jeg tog den første Tur. Der var 20 Minutters Løb til den næste Post. Da jeg kom tilbage sad min Kammerat i Hullet med et Telegram i Haanden og ventede paa mig. Han sagde, at han var bleven syg, derfor kunde han ikke løbe med Telegrammet. Jeg maatte saa af Sted igen.

Da jeg atter var paa Tilbagevejen blev Lavningen beskudt med Granater; da 2 af disse faldt i Nærheden af mig, fik jeg snart fat i Gasmasken, og saa løb jeg, alt hvad jeg kunde, for ikke at komme i for tætte Gasskyer. Jeg kom ogsaa godt tilbage til min Kammerat. Vi søgte nu efter nogle Tæpper og Kapper, hvormed vi kunde dække os for Natten.

Kl. 7 kom der atter et Telegram, og Posten, som bragte det, spurgte, om vi havde faaet noget at spise. Vi meddelte ham da, at vi ikke havde faaet Mad i 2 Dage. Han fortalte os endvidere, at Officeren havde lovet os Jærnkorset, saafremt vi holdt ud en Dag til.

Da Posten var gaaet, vilde min Kammerat liste mig af Sted igen, men det skulde jeg nu ikke have mere af, han maatte selv se at komme af Sted, og han maatte skynde sig, da det ellers vilde blive mørkt inden han kom tilbage,
Kl. 7½ løb han, og imens lagde jeg nogle Brædder og en Del Jord over Hullet, som vi havde gravet, og nu ventede jeg efter, at han skulde komme igen.

Tiden blev imidlertid lang. Ved Ottetiden kunde han være naaet tilbage, men da Kl. var 9, var han hverken til at høre eller se, hvorfor jeg begyndte at blive urolig for ham. Jeg kravlede ud af Hullet for at se efter ham, men da han endnu ikke var til at øjne, mente jeg, at han havde forvildet sig eller var kommen til Skade. Jeg lagde mig til at sove, men jeg kunde ikke falde i Søvn.

Kl. 11 hørte jeg en raabe »Arras«! Det var ikke mit Navn, men Stemmen lød mig bekendt. Jeg kravlede da atter ud af Hullet og gik i den Retning, hvorfra Raabet kom, og efter 10 Minutters Forløb opdagede jeg den raabende Mand, som jeg paa Grund af Mørket ikke kunde kende; men det viste sig at være min Kammerat.

Ved min Tilsynekomst blev han i den Grad glad, at han teede sig som et Barn, og jeg begyndte at tvivle om hans Forstand, thi han var i den Grad medtaget, at jeg maatte støtte ham hen til Hullet, hvor han straks faldt i Søvn.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).