Senest ændret den 14. marts 2016 21:25
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden. I syv dage har en orkan holdt den tyske Stillehavseskadre i sit jerngreb syd for Kap Horn.
Endelig paa den syvende Dag lagde Stormen sig, og vi kunde trække Vejret nogenlunde roligt igen. Efter en Dags Sejlads gled hele Flaaden ind i en lille Bugt ved en af Kap Horn Øerne. Vi kunde kende den forrevne Skærgaard igen fra vort Ophold dér i September Maaned. Paa Vejen havde vi kapret en engelsk Sejler, der var saa uheldig at møde os den sidste Dag. Den blev slæbt med ind til Bugten.
Ankeret gik, og Maskinerne standsede. Vi laa stille efter at have slingret i fulde 8 Dage. Jeg slingrede endnu, naar jeg gik, og var øm over hele Kroppen af de mange Knubs, jeg havde faaet. Arme og Ben var næsten følelsesløse af den krampagtige Holden fast og Staaen imod under Stormen.
Vi begyndte næsten med det samme at kulle. Skønt det ikke var et Arbejde, vi sværmede for, var der godt Humør over hele Linien.
Vi kullede paa to Dage og stak saa til Søs igen. Alle vidste, at Kursen var sat mod Falklandsøerne. Da vi var kommet et Stykke til Søs, saa jeg og flere andre nogle store Baal lyse fra en Klippe inde paa Land. Vi havde ingen Mennesker set i Bugten, og allerede den Aften blev der talt om, at vi nok var blevet iagttaget af Folk, der ikke vilde vise sig, men som nu signalerede ind i Landet, at Flaaden var lettet.