I sine erindringer “Der Schrecken der Meere” beretter kommandanten på U-157, Max Valentiner, om et mødud for Afrikas kyst i slutningen af februar.

Pludselig dukkede en lazaretdamper op …

Havde Ölrichs [der havde kommandoen på en kampret norske damper/red.] denne gang maskeret sig som lazaretdamper? Men hvor havde han fået alle de mange elektriske pærer fra,  der hørte til denne maskering og som omkransede skibet? Da den klare lysstribe kom nærmere, blev jeg dog mistroisk og dykkede. Månen skinnede klart, gennem periskopet kunne tydeligt se alt …

Det var ikke Ölrichs, det var en fjende! Et mægtigt skib på henved 20.000 tons, med to master og to skorstene. Det passerede mig i afstand af blot 500 meter, jeg havde nemt kunne jage en torpedo i livet på den! Og havde stor lyst til det, ville i det mindste stoppe og undersøge ham, for jeg kunne ikke rigtig forstå fra hvilken krigsskueplads, der kom så mange sårede til at fylde hele damperen. Fra Østafrika? hvor på tysk side kun kæmpede omkring 300 hvide og nogle tusinde negere? Lettow [den tyske øverstkommanderende i Østafrika/red.] kunne umuligt have tilføjet englænderne så store tab?

Alene af hensyn til min nordmand, der kunne dukke op hvert øjeblik det skulle være, undlod jeg en undersøgelse, selvom det også var meget tvivlsomt, om lazaretdamperen ville have reageret på et advarselsskud. Formodentlig ville han være stukket af, have kaldt efter hjælp over radioen, og der ville være kommet en rodet affære ud af det. I sidste ende havde man formodentlig også beklaget sig over, at jeg havde beskudt et lazaretskib!

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 258-9)