4. november 1918. “… de har hejset det røde Flag paa Skibene”. Hvad sker der i Kiel?

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

4. Novbr.
Et meget naivt Oprnab til Slesvigske Landsmænd, at de tror os saa dumme, at vi skal bryde os en Døjt om saadanne Ord, saadanne Løfter nu. Lebeck har svaret dem kraftigt og godt i Modersmaalet.

— Thomsen fortalte om store Uroligheder i Kiel. Matroserne paa Skibene har gjort Oprør, afvæbnet Officererne. Dannet et Soldaterraad og forelagt Militærguverneuren bestemte Fordringer, og han er gaaet ind paa alle Punkter. De har befriet deres Kammerater, som sad i Fængsel, og draget i store Masser gennem Gaderne, de har hejset det røde Flag paa Skibene. Det er kommet til blodige Sammenstød med de Tropper, der blev sendt imod dem, flere Officerer dræbtes og mange saaredes. Resten af Officererne er blevet interneret.

Nogle af de Punkter, Gouvernøren maatte gaa ind paa, var: Ingen Hilsen paa Officererne, Forplejning den samme som Officererne, ingen Officerskasino osv. Det maa være haardt for en preussisk Officer at bøje sig under det, men de maa, nu er deres Saga ude.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 158-9)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *