13. juli 1914. 42 tyske krigsskibe på “lystsejlads” i norsk farvand!

Senest ændret den 27. januar 2016 11:28

Haderslev-avisen Modersmaalet citerer fra franske og serbiske aviser:

Fransk Advarsel til England.

I de sidste Aaringer har ikke alene den tyske Kejser foretaget sin aarlige Rejse langs Norges kyst, men der er sendt store tyske Eskadrer derop; det har vrimlet af tyske Orlogsmænd og Søfolk i de norske Fjorde.

Sagen blev meget omtalt i Fjor baade i Norge og i Vestmagternes Presse; saa vidt man kunde se, vakte den tyske Flaades Nærværelse en Del Uro og Uvilje i Norge, men man kunde ikke jage den bort. Tyske Blade svarede paa Udtalelserne i de udenlandske Blade, at Øvelserne i de norske Farvande kun skulde tjene til Søfolkenes Rekreation!

Alligevel kunde man have tænkt, at Tyskerne maaske vilde indskrænke disse mærkelige Øvelsesture en del. Men det er ikke Tilfældet. Der skal i Aar ligge ikke færre end 42 tyske Krigsskibe ved den norske Kyst.

Det franske Blad ”Echo de Paris” opfordrer i denne Anledning det engelske Marineministerium til at være paa sin Post; thi hvad man i Berlin udgiver for en sædvanlig Lysttur, er en Del af det Program, der i hovedsagen lyder: Den engelske Vesterhavsflaade maa trues fra to Sider, om muligt indknibes.

 

Sådan ser det ud, når kejser Wilhelm tager på lystsejlads - hvis man skal tro den franske presse ...
Sådan ser det ud, når kejser Wilhelm tager på lystsejlads – hvis man skal tro den franske presse …

Serbiske Trusler mod Østerrig-Ungarn.

Pressekrigen mellem serbiske og østerrig-ungarnske Blade fortsættes. Serberne er ved deres Sejre over Tyrkiet og Bulgarien bleven saa kække, at de ikke længere frygter deres mægtige Nabo mod Nord, hvilket følgende Udtalelser i serbiske Hovedstadsblade i Lørdags vidner om:

”Balcan skriver, at Europa, der endnu for kort Tid siden sysselsatte sig med den syge Mand ved Bosporos, snart vilde faa at gøre med den syge Mand ved Donau”.

”Ergovinski Glasnik” kalder den østerrig-ungarnske Politik jesuitisk og æreløs. Den barbariske og røveriske Politik i Bosnien maatte lære de derboende Serbere, at de ikke boede i en Kulturstat, men stedse maatte være rede til at forsvare sig mod Myndighedernes Overgreb.

”Stampa” offentliggør et aabent Brev til Borgmesteren i Serajevo, hvori denne beskyldes for ved sit Opraab at have opfordret den muhammedanske og den kroatiske Pøbel til at udplyndre og myrde Serberne. Den Tid er ikke fjern, da Serberne, der brød Tyrkiets Magt og straffede Bulgarerne, vil overskride Østerrig-Ungarns Grænse.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *