Gross var maskingeværskytte ved 1. maskingeværkompagni, Infanteriregiment 84, der i august 1917 lå ved fronten ved Ypres. Den 16. august var hans maskingeværrede blevet løbet over ende af englænderne, men de var straks atter blevet fordrevet. Nu lå han sammen med sine kammerater – sårede i ingenmandsmand.
Kammeraterne var blevet liggende 100-150 meter bagude. På den måde blev vi nu liggende mellem den tyske og den fjendtlige linje uden hjælp og uden mad og drikke.
Folkene var allerede før angrebet gået bort for at hente mad og vendte ikke tilbage. Vi afventede først aftenen. men da aftenen og heller ikke natten bragte os nogen hjælp, besluttede jeg mig til at sende to kammerater, der nogenlunde kunne gå, afsted for at nå vor første linje og derfra hente hjælp.
Men der kom ingen hjælp.
Sådan gik også hele dagen. Hos de fleste sårede viste sig nu sårfeberen, og også tørsten plagede os.
I den følgende nat begyndte nogle allerede at fantasere og at ville rive forbindingen af. Jeg havde mit hyr med at forhindre dette og med at berolige dem.