8. december 1917. Peter Poulsen spolerer kompagniførerens nye tøj – det var af papir!

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres.

Efter 6 Dages Forløb kom Kompagniet igen tilbage; de havde været i Stilling ude ved Passchendaele, og nu blev vi ført et Stykke længere tilbage fra Fronten, kom  nordpaa, op til Swevezeele. Vort Kompagni kom et Par Kilometer frem til en lille Landsby.

Feddersen og jeg kom til at bo sammen. Vi havde et dejligt Kvarter i et lille Værtshus hos et Par unge Folk. Der gik nogle Dage, saa blev jeg spurgt, om jeg var villig til at være Vasker.

Jo, det var jeg meget villig til, for jeg tænkte hele Tiden: „Bare du kunde slippe for at komme ud i Stilling!”

Saa blev jeg da Vasker, i den Tid vi laa der i Byen.

Vor Kompagnifører havde været paa Orlov. Han havde faaet nyt Linned med sig fra Tyskland, og det kom sammen med Mandskabets Undertøj i Vask, men hvem skildrer min Skræk og Rædsel!

Da jeg skulde have det fisket op, var det blevet til Grød og Klister i Stedet for Skjorter og Benklæder. De var nemlig af Papir, hvad jeg selvfølgelig ikke vidste og ikke havde skænket en Tanke.

Jeg samlede af det, hvad jeg kunde, og pakkede det sammen, og da Kaptajnens Oppasser kom for at hente Vasken, fik han det med, som det var, og jeg hørte heldigvis aldrig fra det!

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *