Senest ændret den 26. april 2017 11:13

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357

Nu var Tilbagetoget allerede vidt fremskredet. Vi var gaaet rigeligt 60 Kilometer tilbage.

Vi haabede, at det skulde være blevet ved, og vi gik og regnede ud paa, hvor lang Tid, det kunde tage, før vi naaede Berlin, for vi vidste da, at var vi først naaet dertil, maatte det være Slut med Krigen!

Det var meget strengt forbudt at skrive hjem om Tilbagetoget, men det længtes vi jo svært efter. Vi vilde meget gerne meddele dem derhjemme, at vi saadan gik tilbage, og at der var Udsigt til, at Krigen snart vilde være endt; men vi maatte naturligvis ikke. Saa prøvede vi ved List at faa lidt af Oplysningerne sendt hjem.

Jeg skrev hjem til min Hustru, at Kampene hver Dag var i fuld Gang med stadige Sejre og stort Bytte, og det gik hurtigt den Vej, som Hønsene skraber. Og jeg har en klog Kone, som nok véd, hvad Vej Hønsene skraber.

En af mine Kammerater nede fra Gram skrev hjem til sine Forældre, at hvis det blev ved med disse store Sejre, saa kunde det vare saa og saa længe, inden vi var i Gram i Nordslesvig.

En tredie, hvis Far var Kreaturhandler derhjemme, skrev hjem om de haarde Kampe og de store Sejre, og saa tilsidst som en let henkastet Bemærkning i sit Brev: „Og saa kan jeg melde dig, Far, at jeg har hummet mig et godt Stykke i Baasen til den rigtige Side.”

Saadanne og lignende Udtryk var Brevene fulde af, og dem kunde Tyskerne ikke greje, saa de slap igennem Censuren.

Selvfølgelig var der ogsaa Breve, som blev opsnappet og sendt tilbage til Afsenderen, og det førte altid noget ubehageligt med sig.

Men Tilbagetoget blev ikke ved til Berlin, som vi havde haabet.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).