7. juli 1915 – Kresten Andresen: Besøg af storhertugen

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). Efter at han i maj havde slået benet alvorligt under en patrulje befandt han sig i de følgende måneder bag fronten i Frankrig, mens han afventede lægernes endelig dom om sin tjenesteduelighed.

La Fere den 7. juli 1915

Kære forældre!
Mange tak for det sidste brev af den 1. juli. Jeg har også haft brev fra Vinding; men Johannes brev har jeg ikke set noget til. I dag skulde vi have haft fornemt besøg af storhertugen af Mecklenborg Schwerin, den danske konges svigerfar, og i den anledning skulde snavset endelig engang ud af kasernen. Jeg havde heldigvis vagttjeneste, men måtte til trods derfor skrælle kartofler. Da tiden kom, kørte storhertugen forbi i et automobil ude på gaden, og vi fik lige et blink af ham at se. Men al vor rengøring var jo spildt, da vi kun nåede at få gulve og hylder skrubbede og ikke fik rene lagener på sengene. Hele anstalten skulde først og fremmest desinficeres for utøj, for det vrimler, siger jeg jer, og hele anstalten og alt svineriet og chikanøse behandling er sådan, at den næsten kan bringe én til at kapitulere. Nå, nu kan man ikke sige eller skrive noget; men forhåbentlig kommer der engang fred, og da er det godt, at man har en lille smule hukommelse; det giver nogle kønne billeder af, hvorledes de kære feltgrå blir behandlede.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelenKrestens breve

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *