A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. I marts 1918 blev han indsat i den store tyske offensiv på Vestfronten. Han var telefonist ved signaltjenesten, men blev pga. sammenstød med løjtnanten degraderet til reparationstjenesten.
Den 20. Marts 1918 blev alle mine Telefonledninger forbundet med en interimistisk Central ude i Skoven, hvor Ballon-Zug 33 opholdt sig, og jeg blev afhentet i Hestevogn med Resten af Centralen.
Da Küster efter det forefaldne ikke længere vilde- have mig på Telefon- og Kort-Centralen, blev jeg degraderet til at tilhøre Telefon-Reparations-Truppen, som altid skulde sørge for, at Ledningerne var intakte. Jeg kom denne Nat til at bo hos denne Trup i deres Hule.
Henad Morgenstunden den 21. mellem fire og fem begyndte en infernalsk Kanontorden, der varede to til tre Timer. Himmel og Jord stod i eet. Det var Kaiseroffensiven, der brød løs.
Ved den første Lysning om Morgenen holdt Kanontordenen lige så pludseligt op for så at fortsætte mindre heftigt en halv Times Tid senere.
Vi vidste, at Infanteriet nu begyndte på deres farefulde Job. Vi afleverede vore Tornystre og meget andet i et Depot og begyndte Fremmarchen med vor Ballon.
Men det gik ikke særlig hurtigt den første Dag, og vi var ikke til megen Nytte, for Tågen lå tæt over Egnen. Første Dag nåede vi ikke meget længere end til den gamle forreste Frontlinie, ca. 4 km i alt. Vi slog os ned på den bare, frosne Jord, og et Par Vogne kom frem med vor Bagage.
Men naturligvis havde de glemt Telefontruppens Pakkenelliker, så vi måtte til Fods tilbage for selv at hente dem. Det var for Resten et ejendommeligt Syn at se alle de mange hestetrukne Kolonner, der i Halvmånens Skær bevægede sig fremad mod Fronten. Det så ligefrem helt spøgelsesagtigt ud.
Da vi igen var kommet tilbage til vor Trup, gad vi ikke slå Telte op. Vi lagde os ved Siden af Hestene på den bare, frosne Jord, blot med Teltbanen under os og Kappen over os, og vi sov dejligt op ad de varme Hesterygge.