N.A. Christensen, Graasten, var indsat i Somme-slaget tre gange.
(… fortsat)
To Dage før vor Afløsning foretages der en Linieforskydning, og vor Gruppe kommer i en tilbagetrukket Reservestilling paa et mindre Højdedrag, 400 Meter bag forreste Linie. Her faar vi anvist Plads i en 6-7 Meter dyb Understand.
Vi anser den for bombesikker og er glade for den; den er 25 Trin dyb. Den sidste Dag før Afløsningen er der meget uroligt i vort Naboafsnit hos Mecklenborg- Grenadererne, hvor der foretages et Skin-Angreb. Ogsaa os bombarderer Fjenden uden Ophør.
Sammen med en Feldwebel ligger jeg og mine 8 Mand nede i den dybe Dækning og venter paa, at Uroen skal stilne af, saa vor Afløsning kan naa frem, og vi helskindet tilbage. Da pludseligt, — et Ildhav og et glohedt Pust! Jorden ryster og hæver sig, – et forfærdeligt Brag! Vi gisper efter Luft, – bidende Stank, Stønnen, Raab om Hjælp.
En Granat af meget svær Kaliber, en saakaldt „Stollenbrecher”, har ramt vor sikre Dækning og har trykket den ned over os og vore otte Kammerater. Vi to ligger uskadte i vort lille Hul, men vi er fuldstændigt afskaaret og begravet.
Rædslen griber os. Vi kan ikke røre os det mindste. Heldigvis kan vi dog faa en Smule Luft gennem en Revne i Jordskorpen. Kammeraterne jamrer og klager hjerteskærende. Vi formaar ikke at hjælpe dem.
Efter uendelig lange Timer, mens vore Kammeraters Liv ebber ud, er Artillerikampen omsider stilnet af.
Andre Kammerater bliver klar over vor Ulykke. Redningsarbejdet tager fat, og efter flere Timers haardt Slid kan vi halvkvalte hentes op til Dagslyset.
Af vore otte Kammerater i Dækningen kan to reddes. De er lettere saaret. For de andre seks af min Gruppe blev den dybe Dækning det sidste Hvilested.
Samme Nat kommer Afløsningen, og vi vandrer bort fra Rædslernes Verden, tilbage til Livet. Om Natten marcherer vi 30 km tilbage til X, hvor Resten af Kompagniet kommer i Massekvarter i Kirken. Saa hen til Feltkøkkenet. Hvor de gule Ærter smagte os, efter at vi i ti Dage ikke havde faaet et varmt Maaltid. Vi faar Juleposten udleveret med Breve og Pakker fra Hjemmet; de sidste Dages Lidelser og Savn skydes længere tilbage, og Livet ligger atter lysere foran os .
Det var kun ti Dage af vor Fronttilværelse; men de var uendelig lange, en eneste Række af Savn, Kulde og Strabadser, og Aar efter Aar ved Jul dukker de uhyggelige Minder frem og bliver levende paany.