Vi bringer hen over sommeren og efteråret en lille serie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.
Bataljonen fra Haderslev
Erobringen af Hartmannswillerkopf i Vogeserne
Hartmannswillerkopf, på fransk kendt som Vieil Armand, er en klippeudløber i Vogeserne 17 km nordvest for Mulhouse (ty: Mühlhausen). Med sine 956 meters højde er der herfra en fremragende udsigt over hele Rhindalen mod Rhinen, hvilket var grunden til, at Franskmændene og tyskerne kæmpede om kontrollen frem til 1916, hvor der endeligt blev relativt ro resten af krigen.
Den 3. januar 1915 forlod II. Bataljon området ved Moulin-sous-Touvent for at blive transporteret til Sennheim i Vogeserne. Samtidig forlod den 18. Infanterie-Division for sammen med III./Infanterie-Regiment 31 og II./Grenadier-Division af formerer det midlertidige regiment Frhr. von Kittlitz. Senere tilgik en Maskingeværdeling fra Füsilier-Regiment 86.
Mellem den 6. og 16. januar var den indsat i et afsnit for foden af Vogeserne ved Uffholz, nord for Sennheim, hvorefter den kom i hvil i Pulversheim. 30 år senere skulle andre danske soldater komme til Sennheim, hvor Waffen-SS uddannede frivillige fra en lang række lande. I dag er Sennheim omdøbt til Cernay
Kampen om Hartmannswillerkopf bølgede frem og tilbage helt fra starten af den 1. Verdenskrig. Senest havde franskmændene i dyb sne angrebet og taget toppen af Hartmannswillerkopf, hvilket straks udløste et tysk modsvar med et angreb 18. til 21. januar, der generobrede toppen og stillinger på den sydlige skråning. I dette angreb deltog II. Bataillon.
Om aftenen den 19. januar blev bataljonen alarmeret, hvorefter det om natten gik i march over Bollweiler og landsbyen op ad den stejle vej til vest for Hartmannswillerkopf til ”Jäger-Tanne” (mellem Hartmannswillerkopf og Molkenrain). Den 20. januar fulgte angrebet og den 21. sad tyske enheder igen på klippen. Herefter blev det franskmændenes tur til at gå til angreb, og kampene fortsatte med samme intensitet frem til den 23. december, hvor alle var så udmattede, at der kom en pause. Under kampene 21-22. december var det franske 152. Regiment på det nærmeste blevet udslettet med tab på 1.998 og 1.553 taget til fange.
II./Infanterie-Regiment 84 blev allerede om natten til den 23. januar igen afløst af Jäger-Bataillon 14 og kom i hvil i Pulversheim – men ikke ret længe. Allerede den 26. måtte den retur til afløsning af Jäger-Bataillon 14 på den sydlige skråning af Hartmannswillerkopf.
Bataljonen forblev i området frem til den 8. marts 1916, hvor den med tog blev transporteret til Guise på vestfronten, hvor den igen kom under eget regiment, der den 9. marts 1915 var overført fra 18. til den nye 54. Infanterie-Division.
Kampene fra 20. december 1915 til 8. januar 1916 kostede franskmændene 7.465 tab, omkring 50 procent af den angribende styrke, hvoraf 1.103 blev taget til fange, sammen med tredive maskingeværer. Tyskerne led 4.513 tab, 1.700 mænd blev taget til fange.
I min database over faldne sønderjyder er der 29 navne fra II./Infanterie-Regiment 84 som mistede livet på Hartmannswillerkopf. Hertil skal lægges som minimum dobbelt så mange sårede.
I dag er området nationalt fransk mindesmærke. Det kræver en del fysiske anstrengelser at nå op på toppen og følge stien nedenom over bataljonens stillinger på den sydlige skråning og tilbage til parkeringspladsen, men turen er bestemt anstrengelserne værd. Mange af stillingerne er bevaret, da de er bygget ind i klippen. Den »himmelsleiter«, der fremgår af kort 2 blev af bataljonen hugget ud af den nøgne klippe for at lette transporterne.
Johs. Juhl, Branderup J. skriver i et lille skrift, som han kalder minder, om sine oplevelser på Hartmannsweilerkopf.
“Den 19. januar [1916] gik vi med stormoppakning efter Hartmannsweilerkopf til for at jage franskmændene ned fra toppen, hvor de havde forskanset sig. Vi havde kun et stykke tørt brød med, for vi skulle være nede næste dag, da skulle det være overstået. Bjerget er temmelig stejt, og det varede ikke længe før den frosne sne var næsten ufremkommelig. Det gik meget langsomt, og franskmændene, der havde forskanset sig på toppen, skød bravt på os. Ikke nok med at de havde gravet sig ned i jorden; men de havde også bygget sig store reder oppe i trætoppene, hvorfra de rigtig kunne tage os på kornet, og da det var alpejægere, der lå der, skød de mange ned, før de nåede derop. Deres legemer frøs stive med det samme og det var de mærkeligste stillinger de indtog. Først den 22. trak de sig tilbage ind i bjergene; men da var kraften også taget af os. Da vor lille ration af brød ikke nåede ret langt, måtte vi leve af sne. Den 22. om eftermiddagen nåede Hauptmandens tjener op med noget brød og et par flasker vin. Hauptmanden kunne ikke spise af det før han havde sin rest af kompagniet samlet, og da vi var så vidt, skiftedes vi til at få en bid ned og en mundfuld vin. Hauptmanden havde fået en kugle gennem kasketten og han græd som et lille barn, da han delte brødet og vinen med os. Han holdt af os og han havde mistet de tre fjerdedele, enten som døde eller syge. Havde opgangen været svær, så var nedgangen næsten sværere. Bjerget var blevet så glat, at det ikke var til at gå på, vi rutsjede fra det ene træ til det andet, og var usigelig trætte, da vi endelig nåede tilbage til Bollweiler.”