Vi bringer i de følgende uger en lille sommerserie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.

Værnepligt

Den tyske hær 1914 var en værnepligtshær. Alle mænd mellem 17 og 45 år var værnepligtige. Aftjening af værnepligt – 2 år for infanteri – skete normalt fra det 21. til det 23. år, ofte langt fra bopælen og for mange sønderjyder ved garnisoner i nuværende Polen.

Efter hjemsendelse overgik alle soldater til reserven med årlige genindkaldelser. Senere overgik man til Landstormen indtil man fyldte 45 år. Stamenhed i hæren var Regimentet, der i modsætning til brigader, korps og armeer var en fast organiseret formation på tre bataljoner og en stab.

Bataljonen i Haderslev

Bataljonen på Haderslev kaserne – med Kompagni Nr. 5, 6, 7 og 8, tilhørte »Infanterie-Regiment „von Manstein“ (Schleswigsches) Nr. 84«. Regimenternes nummerering gjorde det administrativt lettere.

Regimentets navn har formentlig ikke skabt jubel i Haderslev – Albert Ehrenreich Gustav von Manstein (1805-1877) var den tyske general, der i 1864 havde ledet overgangen af Alssund og erobringen af Als.

Regimentet havde som allerede nævnt garnison i Haderslev – II. Bataillon, mens I. (Kompagni 1, 2, 3 og 4) og III. Bataillon (Kompagnierne 9, 10, 11 og 12) havde garnison på Gottorp slot i Schleswig sammen med regimentets stab og maskingeværkompagni.

Ved mobiliseringen i august 1914 var stillingsbesættelsen ved bataljonen stadig i overensstemmelse med fredstidsreglerne. En efter danske forhold ukendt rangklasse var »beamte« – civile, ansat som integreret del af en militær enhed. Disse var blandt ansat som intendanter – Zahlmeister – som stod for enhedens økonomiske forvaltning.

Da II. bataljon den 18. september 1888 rykkede ind på den nye Haderslev kaserne, havde den en styrke på omkring 520 mand, og ikke de 1.079 mand, bataljonens krigsstyrke udgjorde. Langt den største del af de 520 mand var værnepligtige unge mænd, mens resten bestod af rigstyske officerer og underofficerer, som først var kommet til Nordslesvig i forbindelse med forlægningen af de militære enheder mod nord.

Den 28. juni 1914 blev den østrig-ungarske tronfølger ærkehertug Franz Ferdinand myrdet i Sarajevo og satte en kædereaktion i gang, der til sidst satte Europa i brand.

Fredag den 31. juli 1914 blev der fra det tyske krigsministerium sendt et signal »truende krigsfare« til samtlige militære tjenestesteder ved hær og flåde.

Situationen var så truende, at Tyskland valgte at iværksætte deres »Schlieffen-plan«, et hurtigt felttog mod Frankrig inden Rusland kunne nå at mobilisere, for derefter med hele hæren at kunne vende sig mod øst.

Det hele afhang dermed at en hurtigt og gnidningsløs mobilisering. Med signalet »truende krigsfarer« kunne de første forberedelser træffes.

Lørdag den 1. august 1914 kl. 1830 indløb fra Berlin telegram: »Mobilisering befalet. Første mobiliseringsdag 2. august. Denne befaling skal øjeblikkeligt bekendtgøres. Reichs-Postamt«. Hermed blev en velsmurt maskine sat i gang.

Søndag den 2. august var den såkaldte »1. mobiliseringsdag«. Ved hjemsendelse fra værnepligt blev alle reservister udstyret med en mødebefaling, hvoraf det fremgik hvor og på hvilken mobiliseringsdag der skulle stilles i forbindelse med en mobilisering. Derved sikredes, at kasernerne ikke oversvømmedes på én gang, men mønstring og iklædning kunne ske efter en detaljeret plan, udarbejdet år i forvejen og hele tiden ajourført.

Reservister skulle normalt møde på nærmeste kaserne. Derved undgik man, at tusindvis af reservister rejste på kryds og tværs af Tyskland, og dermed forsinkede hele processen.

Det var først nu, at II. Bataljon og de dansksindede sønderjyder for alvor blev sammenkædet.

De første mobiliseringsdage

På første mobiliseringsdag mødte de lidt ældre folk af landstormen og landeværnet for at formerer enheder, der skulle overtage grænsebevogtningen mod Danmark og kystbevogtningen, da der var en frygt for, at englænderne kunne finde på at gå i land i Esbjerg og angribe mod syd gennem Schleswig-Holstein.

Den 2. og 3. mobiliseringsdag stillede reservisterne.

Ritualet dengang ved møde var ikke meget forskellig fra den, der i dag møder en soldat den 1. dag.

Som den 1. april 1972 jeg selv, blev reservisterne anvist plads i Haderslev Kasernes store eksercerbygning (den nuværende gymnastiksal), hvor der skete opråb af navne og fordeling på kompagnier.

Herefter fulgte iklædning på munderingsdepoter og våbenkamre, og resten af dagen gik med tilpasning, klargøring af belægningsstuer og diverse appeller. Bataljonen kom hermed op på krigsstyrke – 250 mand pr. kompagni.

Den 5. august gik turen til skydebanerne i Vesterskoven for at indskyde geværer og få genoptrænet våbenbrug. Om eftermiddagen var der gudstjeneste i domkirken med påfølgende altergang.

Dagen derpå, den 6. august, var der marchtræning med efterfølgende øvelse på Starup øvelsesplads. Soldaterne skulle tilvænnes at bevæge sig med fuld oppakning, noget de så rigeligt ville få brug for de første måneder af krigen.

Den 7. august fik med eftersyn af udrustning og materiel, og der udleveredes skarp ammunition. Beskeden lød, at afgang til fronten ville ske den følgende dag.

Til at stole på?

Der er skrevet meget frem og tilbage omkring sønderjydernes troværdighed som soldat i den tyske hær. Major Grebel, chef for 8. Kompanie, skiver herom; »Den 7. august om formiddagen anmodede Gefreiter Niels Have fra Vonsbæk ved Haderslev om tilladelse til på cykel endnu engang at kører til sin gård, da han manglede at træffe aftaler med sin far. Jeg vidste, at hans gård lå umiddelbart ved den danske grænse, men gav min tilladelse på hans ord og håndtryk, at han ville tilbage samme dag. Det gjorde han. Jeg har nævnt denne lille episode, da den et typisk eksempel på nordslesvigernes troskab og ubetingede pålidelige natur.«

På vej til fronten

Så blev det tid – Lørdag den 8. august. Marchen til banegården skete med klingende spil af et musikkorps. Gaden var fuld af mennesker, men kun stedvis lød der et hurra eller kastet en blomsterhilsen. Vinduerne var delvist afdækket med gardiner. Det danske element var mærkbart og flere af de tyske officerer nævner senere, at marchen gennem Haderslev var et dystert, tungt optog. Dette var i stor kontrakt til den del af regimentet, der samme dag marcherede til banegården i Schleswig, fulgt at en begejstret folkemængde.

Toget til bataljonens godt 1.000 mand var så langt, at det strakte sig hele vejen fra jernbanestationen ved Gammelting til Fuglsang bryggeriet – næsten en hel kilometer. Kompagnierne fik plads i kreaturvogne, hvor der var anbragt bænke. Toilet var der intet af; men dørene kunne jo skubbes til side, og så var der god plads udenfor.

Lastningen af toget krævede et offer. Under lastning af bagagen blev Leutnant der Reserve Lorensen sparket af en hest og måtte på lazaret. Som forplejningsofficer ved bataljonen blev han afløst af Lt.d.R. Peters.

II. Bataillon bestod nu af 23 officerer, 3 læger, en »Zahlmeister« og 1.050 underofficerer og soldater. Transporten bestod af 59 heste og 19 hestevogne. Hvert kompagni bestod af 5 officerer, 259 mand, 10 heste og 4 vogne (feltkøkken, forplejningsvogn, patronvogn og bagagevogn).

Kl. 12:04 afgik det lange tog på turen gennem Tyskland over Hamburg – Osnabrück – Haltern – Krefeld til Aachen, hvortil den ankom den 10. august kl. 0633.

Krigen var begyndt.