Den gotiske Udfordring

Skulle læserne ligge inde med breve, postkort eller andet, der er skrevet med gotisk eller vanskelig læsbar håndskrift og måske på tysk, tilbyder vi her at lægge en skanning ud på siden, som andre så kan hjælpe med at tyde.
I er også velkommen til at stille andre spørgsmål om uniformer, våben mv.
I kan sende en skanning (gerne i en opløsning på 300 dpi) til Hanne C. Christensen her.

Denne uges udfordring er et postkort sendt til byggeentreprenør og arkitekt Friedrich Wilhelm Ulrich (1877-1916), der var bosat i Sandager, Rinkenæs sogn.  Der er pt. ikke oprettet en personside for ham, da han tilsyneladende ikke var indkaldt til krigstjeneste under 1. verdenskrig.  Hejmdal skrev den 25. februar 1916 om Friedrich W. Ulrich: “Pludselig Død. Byggeentreprenør Ulrich fra Ringenæs, der for nogen Tid siden brækkede et Ben paa Dampskibsbroen i Sønderborg og blev indlagt på det derværende Kredssygehus, afgik i Tirsdags ved Døden, ramt af et Hjerteslag“.
Kortet er sendt af Max Kornacker, der er nevø til Friedrich W. Ulrich i februar 1916 – få dage før onklens død.

Originalkortet er i privateje. En scanning er sendt til Sønderborg Slot i 2025.

Postkort sendt til Friedrich Wilhelm Ulrich (1877-1916) i februar 1916. Original i privateje 2025.
Postkort sendt til Friedrich Wilhelm Ulrich (1877-1916) i februar 1916. Original i privateje 2025.

 

2 tanker om “Den gotiske Udfordring”

  1. Herrn Architekt
    Fr. Ulrich
    Sandacker
    b/ Flensburg
    (Kr Apenrade)

    Abs. Gefr. Max Kornacker
    z. Z. Festungshilfslaz. III
    Königsberg Kö. 27
    Schönstr. 2

    Kgb. 18.2.16

    Lieber Onkel Frederick!
    Erfuhr von Deinem Unglücksfall. Pech
    muβ man haben, der Krieg hat sich
    verboten so nun passiert so etwas. Hof-
    fentlich wendet sich alles zum Besten. Wün-
    sche Dir alles Gute. Mir geht es wieder ganz
    gut, ich hoffe bald wieder zur Truppe
    zu kommen. Wie sieht es im schönen
    Sandacker aus, denke noch oft an die
    schöne Ferienzeit zurück die ich dort ver-
    lebte. Wie geht [es] Deiner lb. Frau u. dem kl.
    Fritze, der geht wohl schon zur Schule.
    Nochmals alle gute und viele herzl.
    Grüβe auch an Tante Dora u. Fritze
    Dein Neffe Max Kornacker.

    Kommentarer: Friedrich Wilhelm Ulrich er født 1877
    i byen Schladen nær Wolfenbüttel i Tyskland.
    Han blev den 2. april 1908 gift i Lysabild kirke med
    Dora Catharina Seehusen fra Skovby på Als.
    Den 30. maj 1908 fødtes sønnen Friedrich Wilhelm,
    kaldet Fritze.

    Jeg opfatter det, som nevøen skriver, således, at
    krigstjeneste for onklens vedkommende har ”forbudt sig selv”,
    formentlig på grund af sygdom eller skade. Han har således ikke været soldat, men det har nevøen Max Kornacker, som (heller) ikke har en side. Ham har jeg ikke kigget nærmere på.

    Hjælpelazarettets adresse er på kanten til gætteri, men passer med et reelt eksisterende hjælpelazaret indrettet i Baugewerkschule i Schönstrasse i Königsberg (Kilde: Artikel i tysk Wikipedia: ”Garnison Königsberg”)

  2. Til Hanne C. Christensen og Preben T. Clausen

    Preben, jeg synes, at din transskription er upåklagelig og at dine kommentarer er gode og rigtige.

    En gang imellem er det i sig selv en udfordring at finde den rette familiære relation mellem afsenderen og modtageren af Feldpost. Således også i det aktuelle tilfælde.

    Friedrich Wilhelm Ulrich’s kommende hustru Dora Catharina Seehusen er det ældste barn i en søskendeflok på 11, 3 drenge og 8 piger. Familien Seehusen kommer fra halvøen Schwansen nordøst for Eckernförde og flytter omkring 1898 til Skovby i Lysabild Sogn på Als.

    Alle Dora Catharina’s søstre bliver efterhånden gifte med mænd fra Nordschleswig, se det linkede familie-træ:
    https://hansana.dk/webtrees/index.php?route=%2Fwebtrees%2Ftree%2Fsegalt%2Findividual%2FI039933%2FDora-Cathrine-Seehusen.

    Max Kornacker’s far bliver altså ikke gift med en af Dora Catharina’s søstre, men med en søster til Friedrich Wilhelm Ulrich, den kommende onkel til Max Kornacker.

    Familien Kornacker kommer muligvis fra Hildesheim ca. 50 km nordvest for Schladen i Kreis Goslar. Kilde: findagrave.com og ancestry.com.

    I Verlustlisten dateret 05/12-1917 meddeles det, at en Unteroffizier Max Kornacker, Ort Hildesheim, er “gefallen”.

    På websitet volksbund.de findes, at en Unteroffizier Max Kornacker, død den 04/10-1917, ligger begravet på den tyske soldaterkirkegård i Orfeuil øst for Reims i Nordfrankrig.

    Konklusion: Det er meget sandsynligt, at afsenderen af Postkortet, Max Kornacker, der er indlagt på lazarettet i Königsberg i Februar 1916, er identisk med den Max Kornacker, der falder i Nordfrankrig i Oktober 1917. Men helt sikkert er det ikke.

    Med venlig hilsen
    Andreas Jacobsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *