27. oktober 1915. Pionersoldater på minearbejde

Sønderjyden J.G. var pionér (ingeniørsoldat).

Minearbejde.

Frankrig, den 27. Oktbr. 1915.

Kære Venner!
Efter længere Tids Tavshed føler jeg Trang til at sende et Par Ord, især da en Tak for Bladets Tilsendelse.

De store Krigsbegivenheder er forlagt til andre Egne og Lande. Alligevel er der jo Krig paa alle Fronter, men der er Forskel paa Kamp- og Stillings-Krig. I sidste Tilfælde gaar Tiden med Arbejdstjeneste, som aldrig slipper op. Der bygges stadig, enten nye Reserve-Stillinger eller de gamle udbedres og forstærkes, og Fjenden sørger af bedste Evne for, at der stadig er noget at bestille. Nogle Dages Beskydning med Miner og Luft-Torpedoer kan forvandle den „idylliske“ Skyttegrav til en Grusdynge, det kræver ogsaa Ofre af Menneskeliv.

Vor Opgave som Pionerer er hovedsagelig det underjordiske Minearbejde, og vi har nu i næsten 4 Maaneder uden Afbrydelse arbejdet i Fjældet med Hakke og Spade, Hammer og Mejsel og som sidste Nyt elektriske Boremaskiner, for ved Sprængning at komme hurtigere fremad. Tanker af mangfoldig Art kan bemægtige sig Sindet, naar man i sin Skakt, der maaler 100 x 80 Cm. Profil og gennemsnitlig gaar 10 Meter dybt i Jorden, lader Arbejdet hvile. Underlig Krigsførelse, hvor ikke alene Mandsmod og Kraft betyder Sejr, men langt mere Snille og raffineret maskinmæssig Bedrift overalt bringer Gevinsten og „Laurbærkransen“.

Naar man i Skakten stille lytter, høres der i alle Retninger hvileløse Slag af Hammer eller Hakke blandet med en skurende Lyd fra Borene. Franskmandens Slag kan skelnes fra vore, da han arbejder i hurtigere Takt, begrundet paa at han bruger lettere Værktøj.

Tiden er nu kommen, da vi omtrent midtvejs mellem Stillingerne mødes, og Værktøjet lægges til Side. En Sprængladning anbringes og inddæmmes godt, saa den, naar Beregningerne passer, maa slaa igennem og ødelægge Fjenden og hans Skakt. Det sker dog undertiden, at Sprængningen uden at ødelægge Skakten kun slaar Skillemuren igennem, og der bliver fri Gennemgang til den fjendtlige Stilling. Det giver underjordiske Forpostfægtninger med Revolver, og Franskmanden søger med vekslende Held at erobre nogle Meter af vor Skakt.

Hvor jeg for Tiden arbejder, har vi samtidig sprængt 2 Ladninger paa tilsammen 600 Pund, og Virkningen har været saa vældig, at Minegangen har mistet sin halve Bredde og de fyldte Sandsække er klemt saadan sammen, at de er saa faste som en Cementblok og ikke kan rives ud, men maa hakkes ud med Hakken.

Til Slut hjertelig Hilsen og Meddelelse, at alle Nordslesvigere ved Kompagniet har det godt.

J. G.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *