26. oktober 1915. Dansksindede og socialdemokrater til fronten!

Jørgen Hansen fra Kolstrup ved Aabenraa gjorde krigstjeneste ved Regiment 75.

Det var i August 1915, jeg blev indkaldt og fik min Uddannelse i Rendsborg. (…) var vi syv dansksindede Sønderjyder sammen, og vi har tabt mange Sveddraaber paa Eksercerpladsen Øst for Rønfeld ved Rendsborg. Vi syv holdt sammen og fulgtes ad til Fronten.

Sidst i Oktober blev vi opstillet paa Kasernegaarden, og Feldwebelen med et Par Skrivere mødte frem, hvorefter vore Navne blev læst op. Den Skriver, som læste Navnene op, var en Kollega, Maskinsætter Nikolaj Sørensen fra Sønderborg, og idet han gik forbi mig, saa jeg, at en Del af Navnene paa Listen var afkrydset med rødt, andre med blaat.

— Sig mig, Nikolaj, hvad skal det betyde, spurgte jeg ham paa Dansk.
— Det skal jeg sige dig, Jørgen, svarede han, de røde Kors, det er Danskerne, og de blaa er Socialdemokraterne. I skal alle til Fronten.
— Tak!
Og det kom ogsaa til at passe. De, der ikke blev læst op, kunde begive sig tilbage til deres Madrasser, og vi andre blev den næste Dag klædt ind til Fronten.

Da vi ikke kunde faa Orlov, telefonerede vi hjem efter vore Hustruer for at tage Afsked med dem. Hvem vidste, om vi fik dem at se igen. Af os syv Danske blev jeg den eneste, der vendte tilbage til Hustru og Barn.

DSK-årbøger, 1944

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *